Gå til indhold

PLO'rientering 07/2023

Nyhed PLO

Formanden giver den nye strukturkommission et par ord med på vejen, og du kan læse om, at praktiserende læger fremover kun lave PCR-test som led i diagnostik, at du kan henvise til kommunal forebyggelse uden at kende de konkrete tilbud, at en ny trivselsundersøgelse er på vej, at du bør tjekke om klinikken overholder reglerne om cookies, om ny fælles aftalevisning og nyt stamkort, PLO's repræsentantskabsmøde 29. april, kurser om patienter med flere samtidige sygdomme og om facilitatorkurser. Endelig er der nyt fra PLO-Hovedstaden og fra PLO-Sjælland.

INDHOLD
  • Nyt fra bestyrelsen: Strukturkommission skal give bud på, hvordan vi kan sikre et endnu bedre sundhedsvæsen 
  • De regionale testcentre er lukkede – praktiserende læger skal kun lave PCR-test som led i diagnostik
  • Du kan henvise til kommunal forebyggelse uden at kende de konkrete tilbud
  • Ny trivselsundersøgelse på vej
  • Tjek om klinikken overholder reglerne om cookies – du kan bruge nye udkast fra PLO
  • Se alle patientens sundhedsaftaler og stamoplysninger
  • Repræsentantskabsmøde i PLO 29. april
  • Patienter med flere samtidige sygdomme – har du været på SE-kursus?
  • Gratis facilitatorkurser til gruppebaseret efteruddannelse
  • Nyt fra PLO-Hovedstaden
  • Nyt fra PLO-Sjælland

Nyt fra bestyrelsen: Strukturkommission skal give bud på, hvordan vi kan sikre et endnu bedre sundhedsvæsen

Den 28. marts blev den længe ventede Strukturkommission nedsat. Kommissionen har til opgave at kigge fordomsfrit på hele sundhedsvæsenets organisering og give bud på, hvordan vi kan få et mere nært og bæredygtigt sundhedsvæsen, der samtidig er mere forebyggende og sammenhængende og sikrer større lighed i sundhed.

Kommissionen har ni medlemmer og ledes af adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, som er bredt respekteret og meget kvalificeret til denne opgave. 

Kommissionen får ca. et år til at afrapportere, og herefter går en politisk proces i gang. Hvordan den falder ud, og hvor længe den vil tage, er det i sagens natur svært at spå om.

Jeg mener, man må rose regeringen for at have taget initiativ til en sådan kommission, der har fået mandat til at gentænke hele vores sundhedsvæsen, så det kan fungere endnu bedre for borgerne.

Alle kommissionens anbefalinger vil kunne få betydning for almen praksis, men af særlig interesse for os vil jeg fremhæve følgende tre områder, som er nævnt i kommissoriet:

  1. Samspillet mellem det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene og det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis
  2. En organisering og styring af almen praksis, der understøtter øget patientansvar og styrket opgavevaretagelse, herunder en afvejning af fordele og ulemper ved forskellige organisatoriske løsninger
  3. En organisering af digitale løsninger og it-infrastruktur i sundhedsvæsnet, der understøtter udbredelsen af fælles løsninger og gnidningsfri udveksling af digitale oplysninger på tværs af sektorer, herunder en afvejning af fordele og ulemper ved at styrke den nationale koordinering og samarbejde på området

I PLO vil vi fortsætte med, også mens kommissionen arbejder, at præge den sundhedspolitiske debat med konkrete bud på, hvordan en styrket almen praksis kan bidrage til at sikre et mere nært og velfungerende sundhedsvæsen. Bl.a. vil vi have fokus på, at vi med flere praktiserende læger kan sikre bedre lægedækning og genoprette det frie lægevalg for borgere i alle hjørner af Danmark; hvordan tilgængeligheden for patienterne kan blive styrket, så især de sårbare og allermest syge patienter hurtigere kan komme til hos egen læge; og hvordan almen praksis i endnu højere grad kan forebygge alvorlig, behandlingskrævende sygdom og holde flere patienter væk fra sygehusene i samarbejde med en udbygget primærsektor inklusiv bedre dækning af praktiserende speciallæger i hele landet.

Læs kommissoriet for Strukturkommissionen på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside

Sammensætningen af kommissionen kan ses på denne side

 

Jørgen Skadborg,
Formand for PLO,
jsk.plobest@dadl.dk

De regionale testcentre er lukkede – praktiserende læger skal kun lave PCR-test som led i diagnostik

Ved udgangen af marts 2023 har regionerne lukket deres testcentre. På testcentrene har borgerne hidtil kunne henvende sig for at blive PCR-testet. Lukning af centrene betyder ikke, at almen praksis skal begynde at teste patienter, som ønsker PCR-test i forhold til smitte med Covid-19. Heller ikke hvis en kommune anmoder om test på et plejecenter. Almen praksis skal i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer alene bruge PCR-test som et diagnostisk værktøj til syge patienter, hvor der er mistanke om smitte med Covid-19 mhp. behandling.

Patienter, der ønsker PCR-test fx pga. rejse m.v., skal henvende sig til private aktører, som tilbyder PCR-test mod egenbetaling.

Læs nyhed om lukning af testcentre på coronasmitte.dk

Se afsnit 4 i Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af Covid-19 i sundhedsvæsenet af 8. december 2022
 
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Dorthe Rodian,
Telefon: 3544 8662, dar.plo@dadl.dk

Du kan henvise til kommunal forebyggelse uden at kende de konkrete tilbud

PLO vil gerne minde om, at du ikke behøver sætte dig ind i, hvilke eksakte tilbud den konkrete kommune har, før du oplyser om og henviser til kommunale forebyggelsestilbud.

Du kan henvise patienter til en afklarende samtale i kommunen ved brug af MedComs henvisningsstandard XREF15, som findes i alle lægepraksissystemer. Vær opmærksom på, at det ikke er alle kommuner, der kræver formel MedCom-henvisning for at modtage patienter i deres tilbud.

Baggrunden for påmindelsen er, at PLO med jævne mellemrum modtager henvendelser fra patientforeninger, som oplever, at mange af deres medlemmer ikke henvises til de kommunale forebyggelsestilbud. Kommunerne er i medfør af sundhedsloven forpligtet til at yde forebyggende tilbud til borgerne. Tilbuddene kan variere fra kommune til kommune. Dette kan muligvis være medvirkende til manglende henvisning. Derfor er det vigtigt at understrege, at du ikke behøver at kende kommunens forebyggelsestilbud – men altså blot kan oplyse og henvise, så finder patient og kommune ud af, hvilke tilbud der kan være relevante.

For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Dorthe Rodian,
Telefon: 3544 8662, dar.plo@dadl.dk

Ny trivselsundersøgelse på vej

PLO’s medlemmer vil snart modtage et spørgeskema om trivsel og arbejdsmiljø i almen praksis. Trivselsundersøgelsen sendes fra Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus. 

Viden om trivsel er et vigtigt værktøj, som PLO kan bruge til at målrette nye indsatser, så derfor vil vi opfordre dig til at udfylde spørgeskemaet.

Det tager ca. 10-15 min at udfylde spørgeskemaet, og det er muligt at holde pause undervejs. Det forventes udsendt medio april med frist for udfyldelse senest 26. maj 2023.

For yderligere oplysninger: 
Specialkonsulent Ulrikke Bryde-Nielsen 
Telefon: 3544 8456, ubn.plo@dadl.dk

Tjek om klinikken overholder reglerne om cookies – du kan bruge nye udkast fra PLO

Lægeklinikken er ansvarlig for at overholde de til enhver tid gældende regler for anvendelse af cookies og lignende teknologier. PLO opfordrer klinikkerne til at undersøge, om de cookieløsninger klinikken bruger, lever op til kravene. 

I samarbejde med Kromann Reumert har PLO lavet et udkast til cookiesamtykke og et udkast til en cookiepolitik, som kan bruges til at sikre, at reglerne overholdes.

Erhvervsstyrelsen gennemførte i efteråret 2021 tilsyn med brugen af cookies og lignende teknologier på sundhedshjemmesider, herunder lægeklinikkers. Tilsynet viste dengang generelt mangler på en række hjemmesider.

Læs mere på PLO’s side om cookies, hvor du finder udkast til cookies-samtykke og cookies-politik

Vær i øvrigt opmærksom på, at Datatilsynet har gennemgået værktøjet Google Analytics og konkluderet, at det ikke kan benyttes lovligt uden implementering af en række supplerende foranstaltninger ud over de indstillinger, Google stiller til rådighed.

Se oversigt over alle PLO’s GDPR-dokumenter

For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Lene Vesth
Telefon: 3544 8468, lev.plo@dadl.dk

Se alle patientens sundhedsaftaler og stamoplysninger

Når man skal booke en tid til patienten, kan det være nyttigt at vide, om patienten har andre aftaler i sundhedsvæsenet. Måske skal det kommende besøg i klinikken helst ligge før eller efter et ambulatoriebesøg eller en konsultation hos en speciallæge. 

Det bliver nu muligt at slå patientens øvrige aftaler op i en fælles løsning, hvor aftaler på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende speciallæger deles. Løsningen rulles ud i forskelligt tempi landet over. På nuværende tidspunkt er det muligt at tilgå aftalevisning i Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Midtjylland samt en række kommuner – se hvilke kommuner her på dette kort

Adgang til aftalevisningen kan ske enten via klinikkens lægesystem eller via sundhed.dk (bag fagpersonslogin). Patienterne har naturligvis også selv adgang til aftalevisningen på sundhed.dk og får endvidere adgang til visningen i Min læge-app. Læs mere: www.sundhed.dk/aftaler

På sundhed.dk får patienterne også mulighed for at opdatere deres stamoplysninger – fx på pårørende og evt. midlertidige adresse mv. De oplysninger vil klinikkerne ofte selv have i eget system, men er det ikke tilfældet, kan man tjekke sundhed.dk. Læs mere: www.sundhed.dk/stamkort

Den nye aftalevisning og det nye stamkort er det af projekt ’Et samlet patientoverblik’

For at gøre opmærksom på de nye muligheder gennemfører Sundhedsdatastyrelsen og sundhed.dk en kampagne i de kommende uger. Som led i kampagnen udgives en folder, der sendes fysisk til lægeklinikkers venteværelserne til patienterne. 

For yderligere oplysninger: 
Chefkonsulent Martin Bagger Brandt 
Telefon: 3544 8302, mbb.plo@dadl.dk

Repræsentantskabsmøde i PLO 29. april 

PLO holder ordinært repræsentantskabsmøde lørdag den 29. april 2023 i København.
Se dagsordenen for mødet og læs formandens skriftlige beretning – inklusive bidrag fra de fem regionale formænd og formanden for PLO-Færøerne – her på PLO.dk  

For yderligere oplysninger:
Kommunikationschef Jonas Heltberg
Telefon: 3544 8464, joh.plo@dadl.dk

Patienter med flere samtidige sygdomme – har du været på SE-kursus?

PLO-E udbyder dette nye SE-tema som kursus flere gange i løbet af året. Du kan tage det både som selvstændigt kursus i Vejle, på SE-Dage i Helsingør eller som udlandskursus.

Der er også mulighed for at tage det som SGE-forløb i din DGE-gruppe i 4 moduler á 3 timer. 

Læs om de forskellige tilbud her: 

For yderligere oplysninger:
PLO-Efteruddannelse
Telefon: 3544 8416, kurser.plo@dadl.dk

Gratis facilitatorkurser til gruppebaseret efteruddannelse

PLO-E udbyder en række facilitatorkurser rundt om i hele landet.  Det er gratis at deltage i kurserne, ligesom at det er blevet gratis at bruge vores forskellige gruppebaserede moduler.

Find dem PLO-E's nye kursusoversigt - der er fx plads på disse kurser, der varer 4 timer:

En uddannet facilitator er en forudsætning for at kunne gennemføre kurser i forskellige gruppeformater (SGE, DGE og KGE). Det giver især mulighed for at benytte sig af PLO-E’s klinikmoduler (KGE). De nye facilitatorkurser er metodekurser, der klæder dig på til at kunne facilitere følgende gruppekoncepter:

  • SGE = Systematisk Gruppebaseret Efteruddannelse
  • DGE = Decentral Gruppebaseret Efteruddannelse
  • KGE = Klinik Gruppebaseret Efteruddannelse

Koncepterne baserer sig på forskellige metoder, og det er afgørende, at du som facilitator kender til disse for at sikre gruppens (klinikkens) udbytte af modulerne. 

For yderligere oplysninger:
PLO-Efteruddannelse
Telefon: 3544 8416, kurser.plo@dadl.dk

NYT FRA PLO-HOVEDSTADEN

Spot på: Målgrupper i lokalaftale om opfølgende hjemmebesøg

Der er tre lidt forskellige målgrupper i det samme aftalekompleks:

  1. Rammeaftale vedr. honorering af praktiserende læger, der udfører opfølgende hjemmebesøg efter udskrivelse fra hospital i samarbejde med en kommune i Region Hovedstaden.
    Målgruppe: borgere med bopæl i Region Hovedstaden, der har været indlagt på et hospital og er omfattet af sikringsgruppe 1 og 2. Borgeren skal – af en erfaren kliniker – være vurderet til ud fra helbredsmæssige, organisatoriske og/eller sociale kriterier at falde ind under betegnelsen skrøbelige (ældre) borgere.

  2. Allonge om palliative patientforløb, hvor der er søgt om terminalt tilskud Målgruppe: palliative patienter, hvor der er søgt om terminalt tilskud.

  3. Allonge om forebyggende hjemmebesøg til forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser og lægefaglig kommunikation
    Målgruppe: borgere med komplekse problemstillinger, herunder multiple sygdomme, hvor akut sygdom eller forværring i kronisk sygdom medfører behov for tværsektoriel koordinerende indsats i relation til observation, pleje og behandling med henblik på at forebygge indlæggelse og genindlæggelse.

Selve rammeaftalen og de to allonger/tillægsaftaler kan ses her på PLO's hjemmeside

Se i øvrigt vejledningen til de tre aftaler

Aftale om honorering for livmoderhalskræftscreening (ydelse 4301) udløb 1. april 2023

Region Hovedstaden har valgt at opsige lokalaftale om smear/livmoderhalskræftscreening (ydelse 4301) med virkning fra 1. april 2023.
Fremover skal I benytte 0101 + 2102 – Udtagning af prøve af livmoder, -mund og -hals til cytologisk undersøgelse inkl. forsendelse – ved denne undersøgelse.

Frist til næste møde i Samarbejdsudvalget 27. april

Samarbejdsudvalget behandler ansøgninger om delepraksis uden for lægedækningstruede områder samt forlængelse af delepraksistilladelser, ansøgninger om generationsskifteaftaler, ansøgninger om lavere patientantal under 1.600 af særlige grunde, ansøgninger om forhøjelse af patientantal over 2.700 samt ansøgninger om fristforlængelse for besættelse af kapacitet.

Næste møde holdes den 1. juni, og der er frist for ansøgninger den 27. april 2023. 

Ansøgninger sendes til csu@regionh.dk, att. Samarbejdsudvalget vedr. almen praksis.

NYT FRA PLO_SJÆLLAND

Ønsker du en sag behandlet i Samarbejdsudvalget

Deadline for sager til næste møde i Samarbejdsudvalget for almen praksis i Region Sjælland er torsdag den 27. april kl. 12.00. 

Skal du have hjælp til en ansøgning eller rådgivning ift. mulighed for nedsat patienttal, delepraksis eller manglende udbetaling fra sygesikringen, kan du kontakte PLO-Sjællands sekretariat på lag.plo@dadl.dk