Gå til indhold

Dybt bekymrende udmelding fra statsministeren om aktiv dødshjælp

Nyhed Lægeforeningen

Lægeforeningen er dybt bekymret over, at statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale på Folkemødet åbner for aktiv dødshjælp i Danmark.
“Vi deler ønsket om at sikre døende en bedre og værdig sidste tid. Men der er brug for at styrke mulighederne for at give lindrende behandling, ikke at forårsage patientens død,” siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

Hun peger på, at erfaringer fra de lande, som har legaliseret aktiv dødshjælp, viser, at der en etisk uacceptabel forskubning af grænserne for, hvornår aktiv dødshjælp må udføres, og hvor ofte det sker. 

"Vi har set en sådan glidebaneeffekt eksempelvis i Holland, hvor antallet af tilfælde af aktiv dødshjælp er stigende, og hvor det også tilbydes til grupper, som ældre der lider af demens, og børn over 12 år. Det er helt uacceptabelt for os," siger Camilla Rathcke.

Hun mener, at udmeldingen fra statsministeren er et uheldigt signal at sende til befolkningen i forhold til, hvordan vi som samfund bedst hjælper mennesker med svær kronisk sygdom, lidelse eller handicap. 

"Mange muligheder for at give patienter en tid med ro og uden smerter prioriteres ikke nok. Det palliative område kan og bør styrkes, og det vil vi meget gerne have en dialog med statsministeren om," siger lægernes formand.