Gå til indhold

Hvordan kan jeg selv påvirke min løn som speciallæge eller afdelingslæge?

Mange speciallæger ved ikke, at de selv kan påvirke deres løn. Selvom det er din tillidsrepræsentant (TR) eller din fællestillidsrepræsentant (FTR), der har forhandlingsretten, er der mange måder, du selv kan påvirke din løn og hjælpe din TR godt på vej.

Din TR eller din FTR har forhandlingsretten og forhandler din løn som speciallæge. Men du kan selv skubbe på for løntillæg. Ikke mindst skal du hjælpe din TR med argumenter for, hvorfor du mener, at du skal have mere i løn. 

Inspiration til din lønforhandling

Hvis du søger en ny stilling som afdelingslæge eller speciallæge

  • Kontakt altid din FTR/TR så tidligt som muligt, hvis du vil søge en stilling, så du kan få mere viden om, hvad der prioriteres lige præcis på den arbejdsplads.
     
  • Overvej, hvad du forventer arbejdsgiver, vil betale mere i løn for. Er det pga. din erfaring, særlige arbejdsområder mv?
     
  • Spørg aktivt ind til lønnen, når du bliver tilbudt en ansættelse som afdelingslæge. Gør fx opmærksom på, at du forventer mere i løn eller andet af værdi, hvis du bliver tilbudt stillingen. Husk at have et lille glimt i øjet, når du forhandler. Det virker altid bedst.
     
  • Sig først endeligt ja tak til en stilling, når din TR/FTR har forhandlet din løn og dine vilkår på plads. 

Hvis du vil forhandle din løn i en fastansættelse som afdelingslæge

Når de årlige lønforhandlinger går i gang, vil din TR/FTR gøre opmærksom på, at det er nu du skal byde ind med forslag til et tillæg til dig selv.

  • Kontakt din TR/FTR for at undersøge hvor stort et tillæg, det vil være relevant at forhandle om

  • Gør din ledelse opmærksom på, at du forventer, at der bliver forhandlet et tillæg på plads for dig - fx under en MUS-samtale eller mere uformelt, når du alligevel taler med ledelsen.  

Du kan fx forhandle løntillæg med udgangspunkt i, at du har: 

  • særlige funktioner, som du allerede har eller hvis du får nye funktioner. Fx som skemalægger, sektionsansvar eller som klinisk vejleder
  • opnået særlige kvalifikationer. Fx uddannelse og erfaring
  • opnået særlige resultater. Fx et engangstillæg ved et stort antal af operationer, som du har udført.

Hvis du og FTR/TR får et nej

En plan B er god at have med til en forhandling. Man skal fx i udgangspunktet altid være parat til at fire på sine krav, så overvej, hvad du i så fald kan forhandle dig frem til af andre lønkrav eller vilkår. Vær opmærksom på, at en lønforhandling er og bliver en forhandling. Du kan ikke forlange en lønforhøjelse men kun forsøge at forhandle den. 

Hvis du får et klart nej, så spørg til, hvad der så skal til for, at du kan få et løntillæg/ andre fordele? Arbejd for at kunne forhandle med din arbejdsgiver igen om fx ½ eller 1 år, eller når du opnår en særlig kvalifikation. 
 
Vær opmærksom på din egen smertegrænse – herunder, om det er bedre for dig i stedet at søge en ny stilling.

Tal fra Yngre Lægers speciallægeundersøgelse 2023:

Vidste du at: 

  • Forhandling øger sandsynligheden for at få tillæg
    Der er større sandsynlighed for, at du får et tillæg, hvis du aktivt forsøger at forhandle. Størstedelen af de afdelingslæger, der ikke får tillæg, har heller ikke forsøgt at forhandle det (71%). 
     
  • Du står stærkest ved nyansættelser
    3 ud af 4 afdelingslæger, der svarer, at de får et eller flere tillæg ud over deres grundløn, forhandlede deres tillæg, da de blev ansat i en ny stilling.
     
  • Afdelingslæger oftest får følgende tillæg
    Afdelingslæger, der får tillæg, får det primært indenfor kategorierne: UKYL-tillæg, kvalifikationstillæg, vejledningstillæg, fastholdelsestillæg og tillæg for artikler, som de har udgivet.
      
  • Varetagelse af overlæge-opgaver ofte giver løntillæg
    Blandt de afdelingslæger, som varetager arbejdsopgaver, de mener burde varetages af en overlæge, er flere, der får løntillæg sammenlignet med afdelingslæger, som ikke oplever at varetage overlæge-opgaver. Brug det i din forhandling, hvis du mener, at du varetager opgaver, som burde varetages af en overlæge. 

Vær med til at vende udviklingen for selv at påvirke din løn som speciallæge

Der har ikke altid været praksis for selv at påvirke sin løn som speciallæge. Men hvad er baggrunden?

Manglende kendskab

Mange speciallæger ved ikke, at de selv kan påvirke deres løn. Men det både må og kan du som speciallæge. Selvom det er din TR eller FTR, der har forhandlingsretten, er der mange måder, du selv kan påvirke din løn og hjælpe din TR godt på vej. 

Lønstigninger via overenskomsten til uddannelseslæger

Når man er uddannelseslæge, er der flere lønstigninger aftalt i overenskomsten, som man får automatisk efterhånden, som man kommer længere i uddannelsen som speciallæge. Samtidig er der mange stillingsskift, som desværre også kan være en barriere for at forhandle lokale løntillæg, hvor der ikke er indgået forhåndsaftaler. Når du derimod bliver speciallæge, vil du som afdelingslæge blive ansat i en varig stilling, hvor der i overenskomsten er fastsat én grundløn. 

Derfor bliver det ekstra vigtigt, at du interesserer dig lidt mere for din lønudvikling, da denne udvikling i store træk er betinget af, at der aftales lokale løntillæg til dig.  

Færre bliver overlæger 

For bare få år tilbage var den gængse karrierevej, at mange speciallæger pr. automatik blev overlæger og fik en lønforhøjelse af den vej. I dag forbliver flere speciallæger efter Danske Regioners ønske.

Det betyder dog ikke, at din løn som speciallæge skal stagnere, men at du selv i samarbejde med din TR eller FTR skal være aktiv, hvis du mener, at du er kvalificeret til at få et løntillæg.