Det er nu, at vi skal have en ny model for arbejdet med kliniske retningslinjer
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 30. marts 2023
Forleden modtog Lægeforeningen en lakonisk mail fra Sundhedsstyrelsen med besked om, at styrelsens arbejde med at udarbejde nationale kliniske retningslinjer stopper, og at en lang række af styrelsens retningslinjer nu kategoriseres som »ikkegældende«, fordi den faglige afdækning, der ligger bag, er mere end tre år gammel. Det fremgår også, at Sundhedsstyrelsen kun i meget begrænset omgang har mulighed for at opdatere eller udarbejde nye anbefalinger.
En noget slentrende sortie væk fra en højtprofileret indsats gennem det seneste årti. At slippe arbejdet med nationale kliniske retningslinjer på den måde efterlader vigtige spørgsmål om retningen for et kvalitetsarbejde, som er vigtigere end nogensinde før. Jeg behøver ikke gå i detaljer med, hvor presset sundhedsvæsenet er. Og med udsigt til markant flere patienter skal sundhedsvæsenet naturligvis have fokus på, at behandling og pleje har størst mulig kvalitet.
Nu er det ikke sådan, at arbejdet med retningslinjer alene er Sundhedsstyrelsens. På ingen måde. Det har fortsat sit stærke anker i de lægefaglige selskaber, og sådan bør det også være. Praksis har i de seneste år været, at nogle kliniske retningslinjer fra selskaberne har fået et »stempel med kongekronen« fra Sundhedsstyrelsen, men langt de fleste retningslinjer danner solid baggrund for patientbehandlingen i den kliniske hverdag uden at have hverken stempler eller kongekroner og har også i mange tilfælde haft en kortere og lettere tilgængelig form end styrelsens. Og ikke mindst: De er pejlemærkerne for læger i den kliniske praksis inden for de enkelte specialer og på tværs og dermed også grundlaget for en ensartet tilgang til udredning og behandling af patienter i Danmark.
En konsekvens af Sundhedsstyrelsens farvel til arbejdet med kliniske retningslinjer er, at ansvaret for, hvordan vi skal forholde os til rækken af Sundhedsstyrelses-retningslinjer med stemplet »forældet«, spredes. Selvom de er forældede, kan de muligvis fortsat være de bedst tilgængelige retningslinjer. Det erkender styrelsen også og lægger op til, at den enkelte kliniker eller aftager af anbefalingerne, f.eks. et fagligt selskab, skal foretage denne faglige vurdering. Det er samtidig op til de enkelte regioner eller kommuner at vurdere, om en konkret anbefaling fortsat bør følges hos dem, og det er bestemt ikke en ønskværdig situation, som i den grad åbner for større ulighed i sundhed. Men det ændrer ikke ved, at langt de fleste læger orienterer sig i de retningslinjer, der udarbejdes i de lægefaglige selskaber.
Sundhedsstyrelsens farvel til kvalitetsarbejdet sætter blot endnu en tyk streg under nødvendigheden af, at vi får en klar og operationel model for arbejdet med nationale, kliniske retningslinjer. Som udgangspunkt bør alle de enkelte lægefaglige selskaber tage ansvar for at udarbejde relevante retningslinjer til de sygdomsområder, de dækker – og optimalt i samarbejde med tilgrænsende og samarbejdende specialer. Men det forudsætter, at de får ordentlige rammer for det store arbejde, som selskabernes ildsjæle (tak for dem!) i dag står for – ofte i deres fritid. Ikke mindst Danske Regioner skal anerkende denne opgave og sikre, at der afsættes tid og økonomi til den.
Det bør være en højtprioriteret indsats at finde en model, der fungerer. Det er et arbejde, som vi fra Lægeforeningens side sammen med Lægevidenskabelige Selskaber vil presse på for at se virkeliggjort, og som vi også kan bidrage aktivt til. At kliniske retningslinjer er udarbejdet af læger, som selv arbejder inden for feltet, er en selvstændig kvalitet. Det giver det bedste afsæt for, at retningslinjerne faktisk bruges i den kliniske dagligdag, og dermed bidrager de til, at alle patienter – uanset postnummer – får udredning og behandling af samme høje kvalitet. Et afsæt i det kliniske arbejde på afdelinger og i praksis sikrer også de nødvendige betingelser for løbende opdatering med fokus på, hvad der reelt skaber værdi i patientens forløb, og dermed også mulighed for et farvel til udredning og behandling, som viser sig at være unødvendig.
Derfor er det afgørende, at der hurtigst muligt findes en holdbar model, som understøtter dette vigtige arbejde. Kliniske retningslinjer er en helt afgørende forudsætning for, at vi kan levere den bedst mulige kvalitet i et sundhedsvæsen under pres.