Gå til indhold

Lægeforeningens abortpolitik

Lægeforeningen mener, at adgang til abort er en grundlæggende sundhedsrettighed, og politik om abortområdet bør altid være i overensstemmelse med sundhedsfaglige anbefalinger.

Hvorfor har Lægeforeningen en abortpolitik?

Abort berører grundlæggende spørgsmål af lægeetisk karakter, og ændringer, som for eksempel en udvidelse af rammerne for fri abort, vil påvirke en stor gruppe af Lægeforeningens medlemmer.

Lægeforeningens abortpolitik:

  • Grundlæggende sundhedsrettighed: Lægeforeningen mener, at adgang til abort er en grundlæggende sundhedsrettighed, og at gravide kvinder selvstændigt bør kunne beslutte, om de vil fortsætte eller afbryde en graviditet. Derfor bør sundhedsvæsnet understøtte, at kvinder kan få afbrudt en graviditet under trygge og sundhedsfagligt forsvarlige forhold.

  • Fri abort til 18. graviditetsuge: Lægeforeningen mener, at grænsen for den frie abort bør understøtte den gravide kvindes autonomi, herunder mulighed for at handle på resultater fra fosterdiagnostiske undersøgelser. Samtidigt mener Lægeforeningen, at grænsen for den frie abort bør ligge tydeligt tidligere end det tidspunkt, hvor fostret er levedygtigt. I det lys mener Lægeforeningen, at udgangen af 18. graviditetsuge er en hensigtsmæssig grænse for den frie abort. For at minimere belastningen for den gravide kvinde – og for at respektere de under graviditeten tiltagende hensyn, der bør tages til fostrets værdighed og anerkendelsesværdige interesser – bør samfundet understøtte, at aborter foretages så tidligt i graviditeten som muligt og umiddelbart efter, at den gravide kvinde har besluttet at afbryde sin graviditet.

  • Evaluering af abortsamrådene: Lægeforeningen mener, at abortsamrådenes virke bør evalueres med henblik på at undersøge om deres konstellation og virke er hensigtsmæssig.

  • Selvstændigt samtykke for 15-17-årige gravide: Lægeforeningen mener, at gravide kvinder, der er fyldt 15 år, selvstændigt bør kunne afgive informeret samtykke til abort uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller indblanding af abortsamråd. Lægeforeningen mener desuden, at de 15-17-årige gravide kvinder bør have ret til selv at bestemme, hvorvidt forældremyndighedens indehaver inddrages i eller informeres om deres beslutning om at få foretaget en abort.

  • Støtte til unge gravide der vælger abort: Lægeforeningen mener, at en særlig indsats for at støtte unge eller særligt sårbare kvinder, der vælger at få foretaget en abort, bør sikres.

  • Frivillighed for læger: Endelig mener Lægeforeningen, at læger fortsat skal kunne frasige sig at deltage ved et abortindgreb.
Nuværende abortlovgivning
  • I Danmark har gravide over 18 år fri ret til abort før udgangen af 12. graviditetsuge uden at skulle begrunde deres beslutning ifølge sundhedslovens kapitel 25.
  • Hvis den gravide er under 18 år, kræves der samtykke fra den gravides forældre. Der kan dog ansøges om fritagelse fra kravet om forældresamtykke hos samrådet.
  • Efter 12. graviditetsuge kan den gravide få foretaget abort, hvis det er nødvendigt for at afværge fare for deres liv eller alvorlig forringelse af deres helbred.
  • Efter 12. graviditetsuge kan den gravide ved særlige omstændigheder desuden få foretaget abort efter godkendelse af et abortsamråd.