FOA og Lægeforeningen: Lad os sammen løse problemerne med ”Panodiler på plejehjem”
Debatindlæg af Torben Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, og Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Sundhedsmonitor den 3. november 2021
Statsministerens åbningstale i Folketinget for nylig viste, at hun har fokus på manglende fleksibilitet i sundhedsvæsenet. Mette Frederiksen nævner et konkret eksempel fra plejehjem, hvor rigide regler i den kommunale pleje står i vejen for, at personale på plejehjemmet kan give en ældre herre en Panodil, hvis han har ondt.
Vi er enige med statsministeren. Det giver ikke mening. Der skal ryddes op i meningsløse beslutninger og retningslinjer, der betyder, at ansatte på et plejecenter for eksempel ikke må give en hovedpinepille til en beboer på et plejecenter med ondt i hovedet uden at involvere lægen. Heldigvis er der ikke behov for at ændre lovgivningen og dermed sætte gang i et større maskineri med nye bekendtgørelser med mere for at gøre op med eksempler som dette. Lovgivningen er nemlig ikke til hinder for, at medarbejdere kan give beboere håndkøbsmedicin. Der, hvor problemerne opstår, er f.eks. når visse kommuner har besluttet, at der skal inddrages en læge, før det kommunale sundhedspersonale må give en Panodil.
Fra FOA’s og Lægeforeningens side vil vi meget gerne deltage konstruktivt i arbejdet med at rydde op i unødigt bøvl og bureaukrati. Der er behov for meget større fleksibilitet, så personalet på plejehjem – social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker – bedre kan hjælpe beboerne. Det er godt, at statsministeren har øje for, at der et stort behov for fleksible løsninger af opgaver. Vi skal have alle de forskellige fagligheder bedre i spil – og i bedre samspil med hinanden.
I dag er sundhedsvæsenet under et maksimalt pres. Vi oplever det både på afdelingerne på sygehusene, i praksis og kommunerne. Der skal løbes meget hurtigt. Lige nu er der mange steder en ’pukkel’ af behandlinger, der skal afvikles her efter epidemien. Men vi ser også på lang sigt ind i en enorm udfordring, hvor et stadig større antal ældre patienter skal have behandling, omsorg og pleje. Det kommer til at kræve rigtig meget af alle os, der arbejder i sundhedsvæsenet. Faktum er, at der i den grad allerede nu mangler social- og sundhedspersonale, sygeplejersker og speciallæger mange steder. Derfor er det brug for, at alle kompetencer hos hver enkelt fagperson kommer i spil, og at hver fagperson gør det, de er uddannet og bedst til. Det tror vi ikke på, at vi gør med yderligere regler. Der er en risiko for, at yderligere regler blot vil øge kompleksiteten og rigiditeten. Der er behov for fleksibilitet og samarbejde, som tager højde for den enkeltes kompetencer, ikke stive regler og beslutninger, der står i vejen for det.
I dag fungerer fordelingen af opgaver mellem fagpersoner godt mange steder i sundhedsvæsenet, blandt andet på grundlag af såkaldte rammedelegationer. Den betyder, at en læge på en fleksibel måde og afhængigt af den enkeltes kvalifikationer kan uddelegere blodprøvetagning og mere avancerede opgaver til social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker på lægens ansvar.
Erfaringen viser dog, at delegationsreglerne fungerer bedst på sygehusene og internt i fx lægepraksis, mens de kan være tunge at anvende, når delegationen skal gives på tværs af sektorer. Det kan f.eks. være fra en praktiserende læge til en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent i kommunen. Ofte fordi, at lægen kun har begrænset kendskab til kompetencerne hos den anden fagperson. Samtidig er der mange misforståelser rundt omkring i forhold til, hvordan delegationsreglerne faktisk skal forstås. Her er der brug for at undersøge, hvordan vi kan sikre mere enkle og klare retningslinjer. Det arbejde stiller FOA og Lægeforeningen sig gerne i spidsen for.
En mulighed for at komme videre kunne være at udarbejde en række standardiserede delegationspakker, hvor lægen for den enkelte patient hurtigt kan krydse af, hvad der delegeres til hjemmesygeplejen eller andre sundhedsprofessionelle. Der kan fx være 5-15 muligheder (fx medicinadministration, prøvetagning mv.). Det bliver på den måde meget tydeligt, hvilke opgaver medarbejderne i hjemmesygeplejen må udføre og hvilke kompetencer, der er brug for. Det giver mere enkle arbejdsgange. Og vi sikrer fortsat, at behandlingsansvaret er helt entydigt, og lægen tager stilling til behandlingen af hver enkelt patient.
Denne type ’pakker’ kunne fx kobles sammen med de kvalitetsplaner, som vi forventer Sundhedsstyrelsen skal udarbejde for det primære sundhedsvæsen og konkret videre- og efteruddannelse af medarbejdere.
Der er i dag store kommunale forskelle på, hvilke medarbejdergrupper der må udføre forskellige opgaver. Derfor kunne en del af løsningen også være nogle fælles nationale rammer, så vi sikrer, at alle medarbejdere får mulighed for at udføre de opgaver, som de faktisk har faglig kompetence til at udføre. Det skal være med til at sikre rette hænder til rette opgaver.
Det kan følges op med forsøg med såkaldte kompetencekort, som følger sundhedspersonen, og som tydeliggør, hvad den enkelte sundhedsperson kan. Det kan bidrage til, at den enkeltes individuelle kompetencer bringes i spil, hvor de gør størst gavn. F.eks. kan det være forskel på, om man er helt nyuddannet eller har mange års erfaring fra for eksempel en sygehusafdeling.
Vi ser frem til, at regeringen præsenterer anden del af sit bud på en sundhedsreform. Vi har en forventning om forslag, som vil styrke både det specialiserede og det nære sundhedsvæsen, og at der følger tilstrækkeligt med ressourcer med. Der er helt afgørende. Men det er også vigtigt, at regering, regioner og kommuner bidrager til, at vi får mest ud af de ressourcer og kompetencer, vi sammen har i ’væsenet’. Til glæde for os, der arbejder der – og endnu vigtigere – for patienterne.