Gå til indhold

Smitte blandt personalet lægger pres på sygehusene

Nyhed Overlægeforeningen

Selv om Omikron-varianten har fjernet presset på intensivafdelingerne, er der stadig høj samfundssmitte. Og på sygehusene bliver flere og flere læger og andre medarbejdere sygemeldt pga. af corona.

Det vil lægge stort pres på sygehuse og hospitaler den kommende tid, siger Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen, til TV2:

”Det er et problem, at vi står med daglige sygemeldinger. Selv om isolationstiden er sat ned, så er en medarbejder stadig ude af drift, når de er syge, og det kan mærkes.”

”Forhåbentlig er det kun i en kortere periode, indtil smittekurven knækker, men indtil da må fokus være på de mest syge patienter. Vi må ikke ende i en situation, hvor vi ikke har ressourcer til at behandle akut og kritisk syge patienter,” siger Susanne Wammen.

Samme melding kommer fra 135 overlæger i hele landet, som har deltaget i en undersøgelse for TV2. De peger på, at sygdom blandt personalet i dag er et større problem end omikron-smitte hos patienterne.

Der har ikke været fuld bemanding på sygehusene i måneder nu grundet sygdom blandt ansatte, siger Susanne Wammen, og det betyder flere aflysninger.

"Hvis du nu brækker benet og har åbent brud, så skal du nok blive opereret. Men lad os sige, du har et korsbånd, der bliver revet over, så kan det godt være, du må klare dig med en skinne de næste tre måneder.

Susanne Wammen beklager på den baggrund, at regeringen har genindført behandlingsgarantien. For sygehusene bliver i den nuværende situation nødt til at samle kræfterne om de mest syge patienter.

Igennem hele pandemien er i alt 5542 hospitalslæger blevet smittet. Men alene i sidste uge testede 1141 hospitalslæger positive for coronavirus.

https://nyheder.tv2.dk/.../2022-01-27-overlaeger-i-opraab...