Gå til indhold

Praktiserende læger opsiger vagtaftale i Region Syddanmark

Nyhed PLO

PLO-Syddanmark har meddelt regionen, at de opsiger lægevagtsaftalen. Opsigelsen sker med seks måneders varsel fra 1. april og har dermed virkning fra 1. oktober 2022. De praktiserende læger vil uændret passe lægevagten i opsigelsesperioden, og også efter 1. oktober ønsker PLO-Syddanmark, at der skal være en lægevagt drevet af de praktiserende læger.

"

""Den nuværende lægevagtsaftale er 15 år gammel og stammer fra en tid, hvor arbejdsbelastningen for praktiserende læger var langt mindre, og strukturen i sundhedsvæsenet var helt anderledes. Vi kan ikke i al evighed fortsætte med at køre uændret videre,” siger formanden for PLO-Syddanmark, Birgitte Ries Møller.


Der er netop indledt forhandlinger mellem regionen og PLO-Syddanmark om en modernisering af vagtaftalen. Det er PLO-Syddanmarks håb, at der inden 1. oktober kan forhandles en aftale på plads om en ny, tidssvarende lægevagt, der drives af de praktiserende læger.


”Det har i flere år været lægernes ønske at indgå en ny aftale, der moderniserer lægevagten og reducerer vagtbelastningen. Vi har derfor meget store forventninger til de forhandlinger, der nu skal til at gå i gang. Jeg håber, at der i regionen vil være vilje til fordomsfrit at kigge på løsninger, der kan sikre, at vi i Syddanmark fortsætter med at have en lægevagt af høj faglig kvalitet, drevet af de praktiserende læger,” siger Birgitte Ries Møller. 


Hun peger på, at lægevagten bør moderniseres i takt med det øvrige sundhedsvæsen, og at PLO ønsker at samle lægevagtens konsultationslokaler i tilknytning til akutsygehusene, i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger.


”Siden den nuværende vagtaftale blev indgået, er sygehusene blevet specialiseret og samlet på færre matrikler. Lægevagten bør gennemgå en tilsvarende udvikling, så vi har færre konsultationslokaler i tilknytning til sygehuse med akutmodtagelser, hvor borgerne kan være trygge ved, at de får den nødvendige hjælp, hvis der er noget alvorligt galt,” siger Birgitte Ries Møller.


FAKTA


  • Lægevagten er et tilbud om almen lægehjælp ved akut opstået sygdom til borgere uden for de praktiserende lægers åbningstid - det vil sige mandag-fredag kl. 16.00-8.00 samt i weekender og på helligdage. 

  • I de tre regioner vest for Storebælt varetages denne opgave af de praktiserende læger. 

  • PLO og Danske Regioner har aftalt, at der i disse tre regioner i 2022 skal forhandles om en modernisering af vagtaftalerne – det vil sige de aftaler, der fastlægger, hvordan der skal leveres akut lægehjælp til borgere uden for de praktiserende lægers åbningstid. 

  • I Region Syddanmark vil disse forhandlinger nu ske på et opsagt grundlag.

"