Økonomiforhandlinger skal sikre sundhedsvæsenet i dag og i morgen
Med sundhedspakken vil regeringen investere fem milliarder årligt i kræftbehandling og sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det er en vigtig investering i fremtidens sundhedsvæsen, men den løser ikke de problemer, der fylder i dag. Her afgør økonomiforhandlingerne, om der skal spares eller investeres næste år, og dermed om patienter og personale kan se frem til forringelser eller forbedringer.
Af: Susanne Wammen, formand Overlægeforeningen, Helga Schultz, forperson Yngre Læger, Grete Christensen, formand Sundhedskartellet, Lene Roed, Formand HK Kommunal, Tanja Nielsen, sektorformand FOA og Tina Nørlangager, formand for Ergoterapeutforeningen.
Danske patienter og ansatte i sundhedsvæsenet har brug for ærlige og modige politikere, der åbent fortæller, hvad vi kan forvente os af sundhedsvæsenet – og hvad der ikke er råd til her og nu.
Det bliver især afgørende, når regering og regioner om få dage indgår en aftale om økonomien for det regionale sundhedsvæsen i 2024. Og det er blevet endnu vigtigere, efter regeringen præsenterede sundhedspakken, der på sigt vil investere fem milliarder årligt i et mere sammenhængende sundhedsvæsen.
Lad os først rose regeringen for at afsætte midler til kræftområdet og til den nødvendige omstilling til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Vi ser frem til at se, hvordan de ekstra midler kan gøre en forskel for fremtidens sundhedsvæsen. Problemet er bare, at pakken først rigtig kan mærkes om nogle år. Derfor har politikerne en vigtig opgave med at afstemme forventninger til sundhedsvæsnet i dag og i morgen, uanset hvilken økonomiaftale, de ender med at indgå.
Fastholder regeringen, at der skal spares, er der brug for at være ærlig omkring det. Vil man fastholde samme niveau som i dag – altså ikke investere ud over det demografiske træk – så må man være ærlig om, at de problemer, vi kender i dag, også vil findes om et år. Og finder man midler til at investere i forbedringer, er der brug for ærlighed om, hvor langt det rækker.
At give med den ene hånd og tage med den anden
Men hvordan kan vi tale om forringelser, kort efter regeringen har annonceret en stor sundhedspakke? Det kan vi fordi, pakken er øremærket investeringer i fremtiden og i kræftbehandling. Men samtidig er den daglige drift underfinansieret og har været det i mange år.
Det svarer til, at du får tilskud til at varmesikre dit hus, men samtidig ikke har råd til at lappe taget eller købe tøj. Det er afgørende at kunne holde varmen i fremtiden. Men det ændrer ikke på, at du ikke kan få tingene til at hænge sammen, selvom du sparer, hvor du kan. Og at det ikke kan undgå at gå ud over din familie og dine gæster.
På samme måde har sygehuse i årevis – også i år – måtte spare og prioritere benhårdt, og det kan mærkes af både patienter og ansatte. Det ændrer sundhedspakken ikke på. Samtidig har smilende politikere fortalt om regionale budgetter, der vokser år for år, fordi der nu tages højde for, at vi bliver flere ældre og børn i Danmark – de såkaldte demografipenge.
Her er udfordringen, at der er brug for at investere mere i den daglige drift, end demografien tilskriver. Lad os nævne tre årsager til hvorfor:
For det første dækker demografi-pengene, at der (heldigvis)kommer flere ældre. Men de dækker ikke, at der kommer flere patienter med komplekse og behandlingskrævende sygdomme. Eller at vi – takket være forskning og udvikling – hele tiden får ny medicin og nye behandlingsmetoder, som kan hjælpe flere. Men som også indebærer store udgifter.
For det andet har det regionale sundhedsvæsen et kæmpe efterslæb på bygninger og it. Konsekvensen af bygninger, der ikke kan bruges, og it-systemer, der ikke fungerer, er stigende ventelister, faldende kvalitet og ringere arbejdsmiljø. Og så er det en dårlig forretning at udskyde nødvendig vedligeholdelse og udvikling. Spørg bare forsvarsministeren, der for nylig måtte erkende, at der skal ca. 27 mia. kroner til for at håndtere ”ophobede udfordringer” på forsvarets område. Så stor er regningen næppe endnu i sundhedsvæsenet, men den vokser dag for dag.
Endelig så kan inflationen mærkes overalt i sundhedsvæsenet, som i resten af samfundet. Alt er blevet dyrere, uden at der er tilført nye penge. Og konsekvensen er den samme som andre steder. Når der ikke tilføres penge i takt med stigende regninger, betyder det, at der bliver råd til noget mindre.
Der er således brug for at tilføre væsentligt flere penge end til demografien, hvis man vil have samme niveau i sundhedsvæsenet som i dag eller faktisk vil begynde at fylde nogle af de huller, som har vokset sig store de senere år.
Værst er det selvfølgelig, hvis man ligefrem vil spare yderligere, så hullerne bliver endnu større. Det er for eksempel konsekvensen, hvis regeringen fastholder, at der skal spares 300 millioner kroner på administration i 2024 stigende til 1 milliard i 2030.
For hvad eller hvem er det, som skal spares væk? Er det lægesekretærer, sundhedsadministrative koordinatorer, læger, sygeplejersker, jordemødre eller andre sundhedsprofessionelle. Er det it-medarbejdere, der ikke skal understøtte den digitale udvikling? Vi kan ikke få øje på, at der bliver færre administrative opgaver og krav fra det politiske niveau. Så hvordan skal der spares, uden at pengene tages fra andre poster eller opgaverne flyttes til andre faggrupper?
I stedet for at spare er der brug for at investere i sundhedsvæsenet på kort sigt. Der er brug for midler til it og bygninger. For penge til stigende udgifter til medicin og nye behandlinger. Og ikke mindst er der brug for investeringer til rekruttering og uddannelse af det sundhedspersonale, som alle er enige om er den største mangel for at kunne tilbyde alle patienter den bedst mulige behandling.
Uanset hvor økonomiaftalen lander, så er der brug for en ærlig forventningsafstemning med befolkningen om, hvad vi kan forvente af sundhedsvæsenet i den nære fremtid. Og det er et politisk ansvar.