Nøgleord og generel information om den lægelige videreuddannelse

Få overblik over vejen fra cand.med. til speciallæge og læs om de vigtigste nøgleord i forbindelse med dit uddannelsesforløb.

Speciallægeuddannelsen består af en klinisk basisuddannelse, en introduktionsansættelse og et hoveduddannelsesforløb. Det er lidt forskelligt fra speciale til speciale, hvordan de konkrete forløb er sammensat.

Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for den lægelige videreuddannelse i Danmark. 

Ønsker du mere detaljeret viden om et konkret speciale, kan du kontakte Det Regionale Videreuddannelsesråd eller læse mere i Sundhedsstyrelsens målbeskrivelser og hos de enkelte lægevidenskabeliges selskaber.

Nøgleord

Målbeskrivelsen er en samlet beskrivelse af uddannelsen i et givet speciale. I målbeskrivelsen angives, hvilke kompetencer du skal erhverve dig i løbet af uddannelsen og rummer forslag til læringsstrategier og evalueringsmetoder. 

Se mere:

Målbeskrivelser fra Sundhedsstyrelsen

Uddannelsesprogrammet er en konkretisering af målbeskrivelsen, hvor det fremgår, i hvilket element af uddannelsesforløbet, den enkelte kompetence skal opnås. Uddannelsesprogrammet indeholder også en beskrivelse af lærings- og evalueringsmetoder. 

Hvert uddannelsesforløb skal have et uddannelsesprogram, der er godkendt regionalt. 

Alle afdelinger med uddannelsesstillinger skal altså have et uddannelsesprogram knyttet til den enkelte type uddannelsesstilling.

Læs mere:

Videreuddannelsesregion Nord

Videreuddannelsesregion Syd

Videreuddannelsesregion Øst

Alle uddannelsessøgende læger skal have en individuel uddannelsesplan. 

Uddannelsesplanen laves i samarbejde med din vejleder i begyndelsen af ansættelsen. Planen skal tage udgangspunkt i dine aktuelle kompetencer og fastlægge linjen for, hvad og hvordan du skal tilegne dig kompetencer i henhold til uddannelsesprogrammet.

I kan også aftale særlige indsatsområder, som ikke er indeholdt i uddannelsesprogrammet, men som har din særlige interesse. Planen bør være konkret og løbende justeres, så du opnår de kompetencer, der er nødvendige for dit videre forløb af uddannelsen.

I starten af din ansættelse skal du have tildelt en vejleder, som skal fungere som faglig/klinisk vejleder under din uddannelse på den pågældende afdeling.

Vejlederen er en kollega, som er længere i sin uddannelse, end du er.

Ansættelsesstedet skal sørge for, at du får lagt en uddannelsesplan og derved opnår de nødvendige kompetencer.

PKL'ens daglige funktion er primært rådgivning i forbindelse med uddannelsesplanlægning og regional kursusaktivitet. 

Det er også de postgraduate kliniske lektorer, som har en rådgivende funktion, når eventuelle problematiske uddannelsesforløb skal tackles.

Se hvem der er PKL i hver enkelt videreuddannelsesregion: 

Videreuddannelsessekretariat - Øst - PKL

Videreuddannelsessekretariat Syd - PKL

Videreuddannnelsessekretariat Nord - PKL

UKYL står for Uddannelseskoordinerende yngre læge, mens man i almen praksis har en DYNAMU, som står for den yngre almenmedicinske uddannelseskoordinator.

UKYL'en og DYNAMO'en er ansat af og gerer på vegne af ledelsen samt arbejder tæt sammen med den uddannelsesansvarlige overlæge om tilrettelæggelsen af uddannelsen. 

Meld dig til UKYL-netværk her

Den uddannelsesansvarliges opgaver er ikke præciseret eller afgrænset i bekendtgørelser eller lignende.

Foreningen af Speciallæger, Praktiserende Lægers Organisation og Yngre Læger har i fællesskab fastlagt den uddannelsesansvarlige overlæges/tutorlæges arbejdsområde, men dette skal alene ses som anbefalinger til både afdelingsledelser, de uddannelsesansvarlige overlæger og tutorlæger:

  • Fordele uddannelsesopgaver
  • Sikre at uddannelse og arbejdstilrettelæggelse sammentænkes
  • Udarbejde og revidere introduktionsmateriale og uddannelsesprogrammer
  • Sikre at den uddannelsessøgende modtager introduktionsmateriale og uddannelsesprogram
  • Udvælge kliniske vejledere
  • Tildele den uddannelsessøgende en klinisk vejleder
  • Sikre at de formaliserede uddannelsessamtaler gennemføres
  • Sikre at de individuelle uddannelsesplaner gennemføres
  • Attestere gennemførte uddannelseselementer
  • Rådgive om videreuddannelse og karriereplanlægning
  • Inspirere til relevante videnskabelige aktiviteter
  • Udvikle og kvalitetssikre iværksatte uddannelsesfunktioner
  • Sikre og udføre evaluering af afdelingens uddannelse af uddannelsessøgende, og at der følges op på disse evalueringer
  • Sikre at afdelingen bliver evalueret på uddannelseslaege.dk, når den uddannelsessøgende slutter sit forløb (uddannelsesforløb på sygehuse)

Du kan have op til 10 pct. fravær i en uddannelsesstilling, uden at det får konsekvenser for godkendelse af forløbet. Fravær regnes her som sygdom, graviditet og barselsorlov, omsorgsdage, anden orlov. Ferie regnes ikke som fravær.

Har du mere en 10 pct. fravær, forlænges uddannelsen svarende til det samlede fravær inkl. de 10 pct. Det vil sige, at hvis du fx har haft forældreorlov i 2 mdr. i en uddannelsesstilling, så forlænges din ansættelse med 2 måneder, så du får din fulde uddannelsestid.

Læs mere om fravær:

Fravær på speciallægeuddannelsen

10 pct. fraværsreglen

Forlængelse af forløb på grund af fravær

Det er vigtigt at være opmærksom på bestemmelsen om maksimal funktionstid, når du planlægger din hoveduddannelse.

Reglerne betyder, at du efter endt KBU maksimalt må være ansat 2 år på samme hospitalsafdeling inden HU-ansættelsen, hvis afdelingen senere skal være en del af din hoveduddannelse.

Perioder med fravær pga. graviditet, barsel, adoption, længerevarende sygdom, værnepligt eller rene forskningsansættelser medregnes ikke. 

Har du været ansat på deltid, medfører dette en forholdsvis forlængelse af perioden.

Ansættelse på afdelingen i løbet af selve hoveduddannelsesforløbet tæller ikke med i opgørelsen. 

Reglerne om maksimal funktionstid er en del af sygehusoverenskomsten, og formålet er at sikre et flow i videreuddannelsessystemet for yngre læger.

Se § 4 stk. 4 a) i Sygehusoverenskomsten 2021-2024

Du skal løbende dokumentere din lægelige videreuddannelse – bl.a.:

  • Attestation for tid
  • Godkendte kompetencer og kurser

Begge dele skal godkendes af både afdelingen/turtorpraksis og af dig. Vær opmærksom på, at det er meget vigtigt, at du får dokumentationen på plads, for at din ansættelse og kompetencer kan godkendes.

Det hele foregår digitalt via www.uddannelseslæge.dk, der åbner i november 2022. 

Inspektorordningen er obligatorisk for alle afdelinger med uddannelsessøgende læger. Formålet med ordningen er at sikre kvalitet og udvikling af den lægelige videreuddannelse på landets sygehuse.

Er du utilfreds med uddannelsen på din afdeling, kan du søge Sundhedsstyrelsen om at få afdelingen vurderet ved et inspektorbesøg.

Sundhedsstyrelsen: Inspektorordning