Gå til indhold

Kommunalt-lægelige udvalg (KLU)

Alle kommuner skal i samarbejde med kommunens læger nedsætte et kommunalt-lægelige udvalg (KLU), der behandler emner af fælles interesse. Læs om udvalgene og find materialer, input og beskrivelser til møder i KLU.

Overenskomstparterne RLTN og PLO har i en fælles vejledning om KLU beskrevet, hvilke emner der drøftes i udvalget. 

KL og PLO har udarbejdet et inspirationspapir til møder om alkoholbehandling. 

Find vejledningen og inspirationspapiret i boksen her på siden.

Udvalgets medlemmer

Udvalget består af to lægelige medlemmer samt repræsentanter for den pågældende kommune.

Formanden for PLO-K er født medlem af KLU. Det andet medlem udpeges af PLO-K.

Lægerne kan lade sig erstatte eller supplere af andre læger i sager, hvor lægerne skønner dette hensigtsmæssigt (sidstnævnte udløser dog ikke honorar).

Honorering af de lægelige medlemmers mødedeltagelse

De deltagende læger honoreres for deltagelse i KLU-møderne. Udgiften afholdes af kommunen.

Mødefrekvens

Det kommunalt-lægelige udvalg afholder møde minimum to gange årligt, og varigheden er op til 3 timer per møde efter behov. En dagsorden sendes til udvalgets medlemmer senest to uger inden mødets afholdelse. De nærmere forhold omkring møderne aftales lokalt.

På denne side kan lægerepræsentanter finde gode råd og inputs til bl.a. dagsorden, referater og mødeplanlægning (bag medlemslogin.)

Sekretariatsbetjening

Kommunerne forestår sekretariatsbetjeningen af udvalget.

Udvalgets kompetence 

Udvalget kan udarbejde udkast til lokale aftaler. Hvis der er brug for egentligt forpligtende aftaler kan endelig aftale ikke indgås i det kommunalt-lægelige udvalg, jf. beslutningsstrukturen i forbindelse med indgåelse af decentrale aftaler (pdf)

Det kommunalt-lægelige udvalg (KLU) er beskrevet i overenskomst om almen praksis § 102.

 

Siden opdateret 26. juli 2023