Gå til indhold

Ydelsesoverblik - et værktøj til klinikejere i almen praksis

Værktøjet Ydelsesoverblik kan hjælpe ejerlæger med at få overblik over den del af klinikkens arbejde og indsatser, som klinikkens ydelsesafsætning afspejler. Det er et værktøj, klinikken kan bruge til at skærpe populationsomsorgen og klinikkens udvikling, og det er et værktøj, der kan lette det administrative arbejde i dagligdagen.

Ydelserne, som almen praksis afregner med regionen, er fastlagt i overenskomstaftalen mellem PLO og regionerne, og de beskriver tilsammen de opgaver, almen praksis skal varetage som del af sundhedsvæsenet. 

Værktøjet viser grafiske fremstillinger af den opgørelse, som ejerlægerne i dag kan hente på sundhed.dk – og lægerne kan i Ydelsesoverblik se den aktuelle status, hvor opgørelsen på sundhed.dk er tidsmæssigt forsinket.

Hvad kan man se i Ydelsesoverblik?

Visningerne gør det lettere at få overblik over korrekt brug af ydelserne, nye ydelser, ydelser fra lokalaftaler gældende i regionen og/eller kommune samt højestegrænserne.

Ydelsesoverblik giver overblik over:

  • patienterne: klinikkens population, aldersfordelt ydelsesbrug samt åbne- og lukkegrænser
  • afsætningen: total, forløbsydelser, profylakse, lokale aftaler
  • højestegrænser: temainddelt samt efter overenskomstens bestemmelser i §93

På baggrund af ydelsesafsætningen fra alle landets klinikker kan man sammenligne sin klinik med andre klinikker i 1. regionen, 2. kommunerne, 3. klyngen eller 4. med klinikker, der ligner een. Der foretages en beregnet sammenligning.

Sammenligningerne kan give indsigter, der kan bruges til at vurdere klinikkens ydelsesmønster.

Ved at se på ydelsesforbruget fordelt på aldersgrupper er det fx muligt at få øje på, om der er ydelser, klinikken burde tilbyde, men aktuelt ikke gør, når der sammenlignes med kollegers afregningsmønster. Det skærper opmærksomheden på patientgrupper og højner populationsomsorgen.

Ydelsesoverblik er meget mere end tal og statistik. Det er i lige så høj grad nem adgang til forklaringer, der fortæller, hvad de enkelte ydelser indeholder.

Ejerskab og data

PLO finansierer it-værktøjet, som er bygget i samarbejde med alle systemhuse og deres fælles it-platform, PLSP.

Værktøjets statistiske opgørelser baserer sig på en ydelsesdatabase placeret på PLSP-platformen, hvor der i forbindelse med klinikkens almindelige forsendelse af afregningsfiler til regionen nu også sker en opsamling af samtlige afregningsdata i en fælles database. Det er KUN klinikkerne selv, som har adgang til denne database og de tilgængelige opgørelser.

Opsamling og brug af ydelsesdata til dette formål er - efter juridisk vurdering fra PLO’s eksterne advokater – indeholdt i den gældende PLO-databehandleraftale, hver klinik har indgået med sit respektive systemhus.

Opgørelserne baserer sig på klinikkens ydelsesafsætning for gruppe-1-sikrede patienter i dagtid, og datagrundlaget går tilbage til 01-01-2022, som er opstartstidspunkter for den gældende overenskomst, OK22.

Siden oprettet 24. maj 2023