Gå til indhold

Nyhedsbrev 1/2023

Nyhedsbrev 1. januar 2023

Godt nytår

Kære kolleger

Jeg håber, at I alle har haft en glædelig jul og et godt nytår, uanset om I har været på vagt eller sammen med familien og venner.

Da jeg skrev min første nytårshilsen til jer sidste år, var coronaepidemien stadig øverst på dagsordenen.  Det er den heldigvis ikke nu. Det kan vi ikke mindst takke vaccinerne for - og den kæmpemæssige, globale forsknings- og udviklingsindsats, der ligger bag.

Men corona-pandemien og en sygeplejerskestrejke har efterladt et i forvejen presset sundhedsvæsen i krise, måske den værste i mange år.

En kombination af voksende mangel på speciallæger og medarbejderflugt har fået ventelisterne til at stige mærkbart, både for medicinske og kirurgiske patienter.

Hårdest er det gået ud over psykiatrien, som i forvejen kæmper med for få ressourcer og en voldsom mangel på medarbejdere.

 Men der er lyspunkter her, hvor vi netop er gået ind i 2023. Først og fremmest har vi fået en ny regering, der bebuder en række initiativer, som Overlægeforeningen og de fleste organisationer på sundhedsområdet hilser velkommen.

Den nye SVM-regering har lovet at skaffe tre mia. kr. ekstra til psykiatrien inden 2030, så man med de samlede bevillinger kommer i nærheden af de 4,5 mia. kr., som ifølge en række eksperter er nødvendig for at gennemføre Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til tiårsplan.

Regeringen har også lyttet til Lægeforeningen og alle de overlæger, som har efterlyst en justering af behandlingsgarantien. Som led i en akutpakke til sundhedsvæsenet på to mia. kr. ændres behandlingsgarantien midlertidigt fra 30 til 60 dage. Det kan give de mest pressede afdelinger et pusterum.

Samtidig er regeringen klar med en række andre initiativer, som kan styrke bemandingen og dermed lette arbejdspresset på sygehusene, f.eks. øget brug af lokalløn, flere praktiserende speciallæger, hurtigere autorisation af udenlandsk sundhedspersonale. Det kan du læse mere om her.

Genopretningsopgaven er enorm, men i Overlægeforeningen ser vi frem til at gå i dialog med den nye sundheds- og indenrigsminister, Sophie Løhde. Vi har en række forslag til, hvordan vi som overlæger kan bidrage til at forkorte ventelisterne, samtidig med at vi sikrer kvalitet og udvikling i sundhedsvæsenet.

Den dialog bliver også vigtig, når det gælder organiseringen af sundhedsvæsenet. Regeringen har bebudet, at der nedsættes en strukturkommission, som skal opstille og belyse modeller for den fremtidige indretning af sundhedsvæsenet.

Det er mit håb, at analysearbejdet resulterer i en gennemgribende forandring af sundhedsvæsenet. Målet må være at sikre et bedre og tættere samarbejde mellem sygehuse, almen praksis og kommuner, for det er der brug for. I den forbindelse er der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at se på regionsstrukturen og sammenhængen med det primære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis.

Vi kan forudse en krævende proces, der vil stille store krav til ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet, men det er nødvendigt, og det er en opgave, vi i Overlægeforeningen vil tage på os.

Lige nu forsøger Region Hovedstaden og Region Sjælland i samarbejde at tage fat på personalemanglen og især manglen på speciallæger i Region Sjælland. Det er i sig selv positivt, men desværre har regionernes indsats indtil nu været famlende.

Overlægeforeningen deltager naturligvis gerne i forhandlinger med de to regioner om løsninger, der kan styrke sygehusene og bedre arbejdsmiljøet.

For det er afgørende, at overlægernes og speciallægernes ressourcer bruges relevant og ikke til opgaver, som andre faggrupper langt bedre kan løse. Det har vi ganske enkelt ikke ressourcer til, og det gælder i øvrigt ikke kun Sjælland, men hele landet. 

Alt det ændrer ikke ved, at der er fornuftigt at se på, hvordan strukturen i hele det danske sundhedsvæsen bedst sikrer bedre balance, bedre bemanding og bedre kvalitet i de mest udsatte dele af sundhedsvæsenet.

Arbejdstid, arbejdspres og arbejdsmiljø kommer også i centrum, når vi om kort tid tager fat på forberedelserne af OK24. I foråret skal vi samle krav ind, og her vil vi i bestyrelsen bestræbe os på at komme i dialog med alle jer, der har noget på hjerte.

Som varslet på repræsentantskabsmødet er der mulighed for at få besøg af forhandlingsdelegationen til et OK24 medlemsmøde ved henvendelse fra sygehusene, og derudover er det vores ambition at gennemføre mindst et møde i hver region. Samtidig har vi indbudt til to virtuelle møder 19. og 31. januar 2023, hvor du kan møde forhandlingsdelegationen.

Jeg ser frem til en spændende og konstruktiv dialog. Og jeg glæder mig til at løse vores mange andre opgaver i samarbejde med bestyrelse, tillidsrepræsentanter, medlemmer og regionale overlægeråd.

Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen