Vi skal beskytte patienternes sikkerhed mod farlige alternative behandlinger

Af Camilla Rathckeformand for Lægeforeningen
Bragt i Dagens Medicin den 19. oktober 2020

RAB-ordningen giver patienterne indtryk af, at myndighederne anbefaler alternativ behandling. Men det er en falsk tryghed, for alternativ behandling er kendetegnet ved, at der ikke er videnskabelig dokumentation for, at det virker. Derfor bør ordningen nedlægges, skriver Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, i et svar til Cathrine Rahbek.

Lad mig starte med at slå fast, at Lægeforeningens forslag om at nedlægge RAB-ordningen ikke er ensbetydende med, at vi vil afvikle alternativ behandling. Det handler bestemt heller ikke om at stille ringere krav til dem, som kalder sig alternative behandlere. Tværtimod handler det for Lægeforeningen om at øge patienternes sikkerhed i mødet med alternativ behandling, og det er på den baggrund, at vi ønsker RAB-ordningen afskaffet.

For faktum er, at RAB-ordningen giver patienter, der søger hjælp og behandling, en falsk tryghed. Om man har færre eller flere timers teoretisk og praktisk uddannelse indenfor alternativ behandling, er ikke relevant, når der ikke er dokumentation for, at alternativ behandling virker. Cathrine Rahbek fremhæver, at RAB-ordningen indebærer undervisning i anatomi, fysiologi og sygdomslære. Det er fint i sig selv at blive klogere indenfor de emner, men det afgørende er jo, om de behandlinger man udfører, er dokumenterede, og det er ikke tilfældet med alternative behandlinger. Netop derfor bør ordningen nedlægges.

Derudover giver RAB-ordningen et indtryk af, at myndighederne anbefaler alternative behandlinger. Ordningen signalerer til patienterne, at de registrerede alternative behandlere lever op til en faglig standard – altså, at behandlerne pga. registreringen kan noget særligt vedr. alternativ behandling ift. de behandlere, der ikke er registrerede. Men registreringen ændrer ikke på, at der ikke er dokumentation for, at behandlingen virker.  Det er misvisende, og det er naturligvis dybt alvorligt, at sundhedsmyndighederne kan komme i en situation, hvor det ligner, at man formidler eller anbefaler alternativ behandling. Også derfor bør ordningen nedlægges.

Det er næppe heller alle patienter, der er opmærksomme på, at ordningen ikke administreres af myndighederne. På trods af, at den tilgås på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside - hvilket i sig selv er problematisk - er RAB-ordningen nemlig frivillig og styret af de alternative behandlere selv. Myndighederne tager altså ikke stilling til, om en alternativ behandler kan blive registreret eller skal miste sin registrering. Det ligger hos foreninger af alternative behandlere.

Vi skal beskytte patienterne

Jeg vil gerne pointere, at vores ærinde ikke er et opgør med alternative behandlere eller alternativ behandling. Og det er heller ikke et opgør med, at rigtigt mange patienter søger alternativ behandling for at finde lindring og velvære. Størstedelen af alternative behandlinger, som udføres i Danmark, er ikke farlige. Jeg har også den største forståelse for vigtigheden af ikke at tage håb fra patienter, og at der kan ligge en stor værdi i selv for den enkelte patient at have oplevelsen af selv at kunne gøre noget ved sin sygdom eller tilstand.

Men der er alvorlige eksempler på, at patienter risikerer at komme til skade eller miste livet i mødet med alternativ behandling. Der har været omtale af sager, hvor eksempelvis patienter med alvorlige sygdomme som kræft rådgives til at fravælge lægevidenskabelig behandling for i stedet at bruge planter med såkaldte anti-cancer-stoffer eller lignende. Vi skal som samfund beskytte patienter mod dette, især når de er i en meget sårbar situation med alvorlig sygdom.

Det kræver en styrket regulering af alle alternative behandlere samtidig med, at patienterne sikres adgang til nøgtern information om alternativ behandling. Lægeforeningen foreslår, at der lægges en bund under patientsikkerheden ved at indføre en begrænsning, så alternative behandlere ikke må behandle alvorlige sygdomme. Samtidig skal det slås fast i loven, at basale krav om at oplyse patienten om virkninger og bivirkninger og henvise til en læge, hvis der er tegn på alvorlig sygdom, gælder for alle alternative behandlere – også dem som i dag står udenfor RAB-ordningen. Det skal også være nemt at indsamle viden om uhensigtsmæssige virkninger ved alternativ behandling, og så skal alternative behandleres markedsføring ses efter i sømmene.

Samtidig har vi sammen med blandt andre Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse foreslået et vidensråd om alternativ behandling. Et vidensråd om alternativ behandling skal på et videnskabeligt grundlag skille fup fra fakta. Det vil være en stor hjælp for patienter, pårørende og læger, fordi selv sparsom viden også kan give en pejling på, hvor meget man kan sige om virkning og bivirkninger.

Vores mål er at værne om patienternes sikkerhed i mødet med alternativ behandling. Det gør vi ikke med falsk tryghed, men med fokus på oplysning, mest mulig dokumentation og en tidssvarende regulering af markedet for alternativ behandling.