Vedtægter for Foreningen af Lægelige Chefer i Danmark

Indhold:

§ 1. Navn
§ 2. Formål
§ 3. Medlemmer
§ 4. Generalforsamling
§ 5. Ekstraordinær generalforsamling
§ 6. Bestyrelsen
§ 7. Kontingent, regnskab og revision
§ 8. Vedtægtsændringer
§ 9. Foreningens ophævelse
§ 10. Ikrafttræden

§ 1. Navn
Foreningens navn er ”Foreningen af Lægelige Chefer i Danmark”.

§ 2. Formål
Foreningens formål er at varetage medlemmernes faglige, økonomiske og organisatoriske interesser samt skabe et forum til drøftelse og rådgivning i spørgsmål vedrørende lægelig ledelse, uddannelse samt fagpolitiske emner.

§ 3. Medlemmer

Stk. 1. Optagelse som ordinært medlem af foreningen forudsætter medlemskab af Lægeforeningen og Foreningen af Speciallæger og Forhandlingsberettigede foreninger (FAS).

Stk. 2. Som ordinært medlem af foreningen kan optages medlemmer af  FAS med ledelsesfunktionen inden for det danske sundhedsvæsen. Ordinært medlemskab forudsætter ansættelse i en stilling på et sygehus, over afdelingsledelsesniveau, uden direkte klinisk ledelsesansvar (f.eks. cheflæge, lægelig direktør, centerdirektør/chef e.l.), eller administrative ledelsesfunktioner i sundhedsvæsenet, hvor ordinært medlemskab ikke naturligt er hjemmehørende i anden forhandlingsberettiget forening.

Stk. 3. Ekstraordinært medlemskab - kontingentfrit og uden stemmeret - kan bevares efter afgang fra stilling på grund af alder eller sygdom.

Stk. 4. Indmeldelse sker automatisk, hvis man opfylder bestemmelserne i stk. 2 eller ved skriftlig henvendelse pr. brev eller elektronisk til FAS’ sekretariat..

Stk. 5. Bestyrelsen kan efter konkret vurdering beslutte at optage andre læger i foreningen.

Stk. 6. Udmeldelse af foreningen – der ikke skyldes overflytning til anden forhandlingsberettiget forening – vil tillige være en udmeldelse af FAS og Lægeforeningen, og udmeldelse kan ske med mindst 3 måneders varsel til udløbet af et kvartal.

Stk. 7. Ordinært medlemskab af foreningen ophører uden varsel ved kontingentrestance på mere end 12 måneder.

§ 4. Generalforsamling

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed, og den vælger foreningens formand og bestyrelsens øvrige medlemmer.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling skal afholdes en gang årligt. Generalforsamlingen varsles på Læger.dk senest 4 uger før generalforsamlingen. Endelig indkaldelse med dagsorden sker direkte til medlemmerne senest 2 uger før generalforsamlingen. Indkaldelse kan ske pr. e-mail.

Stk. 3. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens beretning
  3. Beretning fra eventuelle udvalg
  4. Forelæggelse af det reviderede regnskab
  5. Godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent
  6. Forslag fra bestyrelsen og medlemmerne
  7. Eventuelt valg af formand
  8. Eventuelt valg af bestyrelsen og kontaktpersoner 
  9. Eventuelt valg af revisor og revisorsuppleant
  10. Eventuelt

Stk. 4. Forslag, som ønskes behandlet, fremsendes til bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingen.

Stk. 5. Afstemninger vedrørende valg af formand og bestyrelse mm. skal ske skriftligt, hvis der opstilles flere kandidater, end der skal vælges.

Stk. 6. Valg og beslutninger kræver simpel majoritet blandt de fremmødte. Ved valg kan enhver fremmødt stemme på et antal personer, som svarer til det antal personer, som skal vælges. Ved stemmelighed foretages omvalg blandt kandidater med stemmelighed. Ved stemmelighed vedrørende forslag betragtes disse som bortfaldet, jf. dog § 8 og § 9, idet der gælder kvalificeret majoritet ved vedtægtsændringer og opløsning af foreningen.

Stk. 7. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 8. Beslutningsreferat af generalforsamlingen skal af bestyrelsen udsendes – pr. brev eller elektronisk - til samtlige medlemmer senest en uge efter generalforsamlingens afholdelse.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, såfremt mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller 10 medlemmer skriftligt har fremsat motiveret krav herom med angivelse af baggrunden for ønsket.

Stk. 2. Den ekstraordinære generalforsamling sammenkaldes af bestyrelsen direkte – pr. brev eller elektronisk - til medlemmerne med mindst 8 dages varsel, og den skal afholdes senest 4 uger efter, at der er fremsat krav herom. I indkaldelsen skal angives motivering af forslag, som ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling.

Stk. 3. Dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Behandling af den eller de sag(er), der har foranlediget den ekstraordinære generalforsamling indkaldt
  3. Eventuelt valg
  4. Eventuelt

Stk. 4. Et forslag, som er forkastet på en ekstraordinær generalforsamling, kan tidligst atter bringes frem på den førstkommende ordinære generalforsamling.

§ 6. Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen består af 5 ordinære medlemmer inkl. formanden, som bortset fra formandsposten konstituerer sig selv med næstformand, sekretær og kasserer, og som selv fastlægger sin forretningsorden. Ved valg til bestyrelsen tilstræbes repræsentation fra alle regioner.

Stk. 2. Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. Genvalg kan finde sted maksimalt 2 gange.

Stk. 3. Generalforsamlingen vælger ved almindelig stemmeflerhed indtil 5 kontaktpersoner, som deltager i bestyrelsesmøderne og indtræder i bestyrelsen ved vakance. Ved valg til kontaktpersoner tilstræbes repræsentantion fra alle regioner. Valg til kontaktperson gælder for 1 år og genvalg kan finde sted. Indtræden i bestyrelsen i forbindelse med vakance gælder for perioden frem til den generalforsamling, hvor der efter vedtægterne skal ske valg til den pågældende bestyrelsespost.

Stk. 4. Formanden tegner sammen med et andet bestyrelsesmedlem Foreningen af Lægelige Chefer i Danmark.

Stk. 5. Bestyrelsen udpeger foreningens repræsentanter i Lægeforeningens repræsentantskab.

§ 7. Kontingent, regnskab og revision

Stk. 1. Medlemskontingentets størrelse fastsættes på en generalforsamling.

Stk. 2. Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.

Stk. 3. Revisor samt revisorsuppleant vælges af generalforsamlingen for 2 år. Genvalg kan finde sted maksimalt 2 gange.

§ 8. Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægter kan foretages af en generalforsamling efter forudgående udsendelse af ændringsforslagene til medlemmerne senest 2 uger før generalforsamlingen og kræver for vedtagelse, at mindst 2/3 af de fremmødte ordinære medlemmer stemmer herfor.

§ 9. Foreningens ophævelse

Stk. 1. Beslutning om foreningens opløsning kan træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede, og mindst 2/3 af de tilstedeværende ordinære medlemmer stemmer herfor. Hvis der på den pågældende generalforsamling ikke er 2/3 af medlemmerne til stede, men de tilstedeværende ordinære medlemmer ved simpel stemmeflerhed stemmer for opløsningen, skal der tidligst 6 uger og senest 8 uger herefter afholdes ekstraordinær generalforsamling, der uanset fremmøde er beslutningsdygtig. På denne generalforsamling kan opløsning vedtages ved simpel stemmeflerhed blandt ordinære medlemmer.

Stk. 2. Ved foreningens opløsning træffes samtidig beslutning om anvendelse af foreningens midler.

§ 10. Ikrafttræden
Nærværende vedtægter træder i kraft ved vedtagelsen den 28. januar 2015. Vedtægterne er godkendt af FAS den 17. februar 2015.