Vagtopgørelse - hvordan?

Sådan opgøres det effektive arbejde i vagten

Det fremgår af Overenskomst for Overlægers § 18, at det effektive arbejde under vagt skal opgøres og indregnes i arbejdstiden. De planlagte 37 timers arbejde i gennemsnit pr. uge skal dermed også rumme de effektive timer i vagten. Det kan dog aftales, at det effektive arbejde i stedet udbetales til en betaling på 589,40 kr. pr. time (niveau 31. marts 2018).

I udgangspunktet forhandles vagtbelastningen mellem afdelingens overlæger og ledelse, men det vil være naturligt at inddrage TR i disse lokale forhandlinger enten med henblik på rådgivning eller involvering, hvis det ikke er muligt at opnå enighed mellem overlæger og ledelse. Tillidsrepræsentanten er således bemyndiget af Overlægeforeningen til at indgå lokale aftaler om vagtbelastning for hele vagtlag herunder lokalaftaler om evt. udbetaling af timer.

Hvorfor opgøre vagtbelastningen?
Den typiske anledning til at opgøre vagtbelastningen og senere indgå lokalaftaler om vagt er,

  • hvis der oprettes et nyt vagtlag
  • hvis belastningen for et eksisterende vagtlag er blevet større og evt. også større end den maximale belastningsgrænse på 13 timer for en vagt/tjeneste
  • hvis belastningen er formindsket i forhold til en tidligere aftale om vagtbelastning, eller
  • hvis der i øvrigt ikke tidligere har været en aftale om vagtbelastningen for et eksisterende vagtlag.

En vagtopgørelse skal foretages, hvis enten overlægerne eller ledelsen ønsker det.

Vagtopgørelsen skal skabe grundlag for en vagtaftale for et helt vagtlag
Normalt forhandles og aftales det lokalt gerne med bistand fra tillidsrepræsentanten, hvad den gennemsnitlige belastning for hvert vagtlag er. Hvis de lokale parter ikke kan blive enige om, hvor mange timer det effektive arbejde er, foretages ifølge Overenskomst for Overlæger § 18 en arbejdstidsregistrering for en 3 måneders periode. Samtidig skal den gamle lokalaftale om vagtbelastning ifølge § 18 opsiges med et varsel på 3 måneder, mens vagtopgørelsen foregår.

Tillidsrepræsentanten skal med i processen
Aftalen kan med fordel indgås mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten for overlægerne, der repræsenterer Overlægeforeningen og er bemyndiget af Overlægeforeningen til at være lokal aftalepart i vagtaftaler efter overenskomsten. Det er derfor naturligt forud for indgåelse af vagtaftalen at involvere tillidsrepræsentanten fra starten, når der skal ske en arbejdstidsregistrering.

Registreringen af effektiv arbejdstid afhænger af vagtformen
Registreringen skal opgøre det faktisk udførte effektive arbejde, der forstås som den tid under vagten, hvor overlægen udfører aktivt arbejde og ikke hviler. Registreringen skal opgøres for hvert vagtlag for vagt på tjenestestedet, vagt udenfor tjenestestedet og beredskabsvagt. Ifølge Overenskomsten for Overlægers § 18 opgøres det effektive arbejde for tilkald under vagten pr. påbegyndt time, hvor yderligere arbejde inden for samme time ikke medregnes. Telefonopkald under vagten opgøres og indregnes dog svarende til den faktiske belastning.

Inden I går i gang med en vagtopgørelse
En vagtopgørelse skal laves i samarbejde mellem ledelse og overlæger i en afdeling. Derved anerkender begge parter registreringen af det effektive arbejde. Få derfor gerne sammen med jeres tillidsrepræsentant en dialog med ledelsen, inden I går i gang med en opgørelse, så I får aftalt, hvordan I opgør det effektive arbejde. Dermed undgår I, at der efterfølgende bliver uenighed, om opgørelsen er lavet korrekt og kan bruges til det, der er hensigten.

Med ledelsen skal det aftales,

  • hvornår vagtregistreringen skal ske,
  • hvor lang en periode opgørelsen skal omfatte,
  • hvornår arbejdstiden er aktiv tid og ikke hviletid,
  • hvordan arbejdstid fra telefonopkald skal håndteres og registreres,
  • hvordan og hvem der skal stå for at beregne belastningen ud fra de udfyldte skemaer - hvis I har brugt skemaer,
  • hvornår forhandlingen af den nye vagtaftale indledes, og
  • fra hvilket tidspunkt den nye vagtaftale med den nye opgørelse gælder.

Sådan opgør I vagtbelastningen:

  • Registrering i 3 måneder

Belastningen opgøres som et gennemsnit for et vagtlag i en 3 måneders periode, f.eks. perioden januar, februar og marts eller september, oktober og november. Her er afdelingen i normal drift og ikke forstyrret af f.eks. ferieafvikling. Hvis parterne kan blive enige om det, kan I anvende en anden periode – herunder også aftale en kortere opgørelsesperiode.

  • Tilkald til effektivt arbejde

Ifølge overenskomsten opgøres det effektive arbejde i vagten, fra man bliver tilkaldt og til arbejdet er afsluttet. For vagt på tjenestestedet regnes fra tilkald fra vagtværelse, til overlægen returnerer til vagtværelset. Ved tilkald under vagt uden for tjenestestedet og beredskabsvagt regnes det effektive arbejde fra tilkaldelsen på hjemmeadressen til afslutningen af arbejdet på sygehuset.

Arbejdet opgøres pr. påbegyndt time, hvor yderligere arbejde inden for den samme time ikke medregnes. Hvis du f.eks. arbejder fra kl. 21.00 til kl. 22.30, så beregnes det som 2 timers effektivt arbejde frem til kl. 23, men hvor yderligere arbejde frem til kl. 23 ikke medregnes. Eller hvis du f.eks. arbejder fra kl. 02.45 til 04.30 beregnes det til i alt 2 timer frem til kl. 4.45.

  • Telefonopkald

Telefonopkald opgøres svarende til den faktiske belastning. Denne formulering fra Overenskomstens § 18 skal læses som ”i modsætning til pr. påbegyndt time”, der gælder for tilkald til effektivt arbejde under vagten.

Et telefonopkalds faktiske belastning er ikke alene telefonsamtalens varighed, men også tidspunkt på døgnet og tidsforbruget til de afledte overvejelser, som opkaldet giver anledning til f.eks. opslag i patientjournal og behandlingsskemaer, litteratursøgning samt lignende behandlingsrelaterede aktiviteter. I nogle tilfælde ringes der også tilbage til forvagten som afslutning på henvendelsen. Der er således hverken tale om en minut for minut opgørelse for telefonsamtalens længde eller en opgørelse pr. påbegyndt time for den faktiske belastning, som det gælder for tilkald til effektivt arbejde. Hvis man ved telefonopkaldet og de afledte aktiviteter er belastet med arbejde fra 23.35 til 0.10 under en vagt, registreres dermed i alt 35 minutter.

  • Hver læge udfylder et skema

Den enkelte overlæge udfylder sit eget skema om belastningen i den enkelte vagt. Herefter beregnes belastningen opgjort efter overenskomstens regler som pr. påbegyndt time eller for telefonopkald for den faktiske tid. Når alle skemaer er udfyldt og beregnet for overlægerne i vagtlaget, beregnes den gennemsnitlige belastning.

Når vagtopgørelsen er færdig
Med vagtopgørelsen skulle der gerne være opnået et retvisende billede af vagtbelastningen målt i arbejdstid. I får hermed også anskueliggjort, om I holder jer inden for belastningsgrænsen for en vagt inklusive tjeneste på i alt 13 timers belastning.

I skal herefter sammen med jeres tillidsrepræsentant nærmere drøfte, hvad I har af ønsker til en vagtaftale. Belastningen er jo afklaret, så det kan f.eks. være om vagten skal deles, om der skal dispenseres for belastningsgrænsen fra 13 timer og op til højst 16 timer, om hele eller dele af vagttiden skal udbetales med 589,40 kr. pr. time (niveau 31. marts 2018), eller hvor hurtigt vagtarbejdet skal afspadseres. I skal i den forbindelse være opmærksom på, at vagtarbejde ifølge Overenskomsten for Overlægers § 18 skal være afspadseret indenfor 3 måneder, da det ellers skal udbetales.