UDKAST til en certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet

11. februar 2019

En god og kvalitetssikret certificeringsordning skal være forankret i en national myndighed

Lægeforeningen ser positivt for en certificeringsordning for fremmedsprogstolkning, men for at sikre standardisering og kvalitetssikring, skal den være forankret i en national myndighed

Lægeforeningen finder det positivt, at der er en intension om at højne kvaliteten af fremmedsprogstolkning inden for sundhedsvæsenet.

Lægeforeningen ser det ligeledes positivt, at der i udkastet til bekendtgørelsen om en certificeringsordning ud over de sproglige kompetencer også lægges vægt på tolketeknik, tolkeetik og grundlæggende viden om sundhedsvæsnet. Tolkens kvalifikationer har afgørende betydning for kommunikationen mellem patient og læge. En korrekt kommunikation er vigtigt for det behandlingsansvar, som lægen har, og for at lægen kan give sin patient den nødvendige information og dermed få samtykke til behandling.

Lægeforeningen finder det derfor problematisk, at der i udkastet til bekendtgørelsen for certificeringsordningen tilsyneladende hverken er lagt op til en national, ensartet standard eller til en kvalitetssikring af certificeringsinstitutionernes opgaver og fremmedsprogstolkenes kompetencer.

Certificering er ikke i sig selv garant for ensartethed
I udkastet til bekendtgørelsens kapitel 4 fremgår det, at det er certificeringsinstitutionen, der udvikler, udbyder og afvikler eksamination (§9). I samme kapitel fremgår det (§10), at certificeringsinstitutionen skal besidde faglige og personalemæssige kompetencer i dansk, det fremmedsprog, der udbydes certificering i, samt tolketeknik, tolkeetik og grundlæggende viden om sundhedsvæsenet. Hertil har Lægeforeningen følgende bemærkninger:

  • Det fremgår ikke, på hvilket niveau certificeringsinstitutionens faglige og personalemæssige kompetencer skal være, eller hvordan disse kompetencer skal dokumenteres. Lægeforeningen finder det ikke tilstrækkeligt, at der i udkastet til bekendtgørelsen alene kræves, at certificeringsinstitutionen har pligt til i en periode på mindst 5 år at opbevare dokumentation for opfyldelse af regler fastsat i denne bekendtgørelse og vilkår fastsat i en godkendelse som certificeringsinstitution”.
  • Det kan medføre uhensigtsmæssige forskelle i eksaminationerne, at det er den enkelte certificeringsinstitution, der både udvikler, udbyder og afvikler eksamination af kommende fremmedsprogstolke. En certificering sikrer dermed ikke i sig selv et ensartet niveau. For at sikre en større ensartethed af fremmedsprogstolkenes kompetencer på tværs af landet og de forskellige sprog, der tolkes til og fra, bør en certificering/eksamen udformes og censureres på lige fod med andre godkendte uddannelser i Danmark. Et eksempel på en nationalforankret certificeringsmodel finder man i Norge. Her er det Integrerings- og Mangfoldsdirektoratet, der varetager denne opgave https://www.imdi.no/tolk/bli-tolk/.

Krav til fremmedsprogstolkes kompetencer skal præciseres

I udkast til bekendtgørelse kapitel 5 fremgår det, hvilke kompetencer certificeringsinstitutionen ved eksaminationen skal vurdere og sikre, at fremmedsprogstolken har. Det fremgår, at fremmedsprogstolkenes sproglige kompetencer i hhv. dansk og det fremmedsprog, hvortil der ansøges om certificering skal svare til gymnasialt niveau B.

  • Lægeforeningen savner en præcisering af om vurderingen af disse kompetencer tilfalder certificeringsinstitutionen, eller om de skal dokumenteres ved nationale standarder og eksamensbeviser, som fx Prøve i Dansk 3, studentereksamen eller andre prøver svarende til det europæiske rammeværks niveau B2. Dertil skal bemærkes, at dette sproglige kompetenceniveau (både hvad angår dansk og det fremmedsprog, der tolkes til) må betragtes som et absolut minimumskrav for at kunne tolke adækvat og præcist mellem læge og patient.
  • Dertil kommer, at nærværende udkast til bekendtgørelse ikke tager højde for, at der som minimum tolkes i over 80 sprog i det danske sundhedsvæsen1. Fremmedsprogstolkene og deres bureauer kan derfor også afhængig af deres sprogs størrelse have meget forskellige uddannelsesniveauer og kvalifikationer. En certificeringsordning kunne derfor tage højde for, at fremmedsprogstolkning kan inddeles i niveauer, sådan at det både for patient og læge fremgår tydeligt, hvilket niveau af tolkning, der er mulig, og som tilbydes. Dog sådan at de fremmedsprog, der typisk tolkes til og fra, må forventes at ligge på det niveau, man i Norge kalder specialisttolkning. I Norge inddeles fremmedsprogstolke i 3 niveauer (basis- til specialisttolkning) https://www.imdi.no/tolk/bli-tolk/. Niveauer, som også fremgår af det norske nationale tolkeregister https://www.tolkeregisteret.no./ 
  • Ligeledes finder Lægeforeningen det problematisk, at det er certificeringsinstitutionen, der bestemmer niveauet for og indhold af, hvad der ligger i tolketeknik, tolkeetik og viden om det danske sundhedsvæsen. Her må en målbeskrivelse som minimum indgå i en bekendtgørelse.

En god certificeringsordning skal være obligatorisk
Kun med en kvalificeret tolk kan lægen give sin patient den nødvendige information og med sikkerhed vide, at patienten får en tolkning på et niveau, der sikrer, at patienten har forstået informationen og kan give samtykke til behandlingen. Uanset om en certificeringsordning varetages af forskellige certificeringsinstitutioner eller af en national myndighed, sikrer den ikke i sig selv adgang til eller en standard for sundhedsfaglig tolkning. Dette kræver, at det skal være obligatorisk at anvende certificerede tolke, der som minimum har en basiscertificering.

1 Rigsrevisionens beretning om myndighedernes brug af tolkeydelser (2017): Det nævnes, at ”Region Hovedstaden har knap 400 tolkninger om dagen, og at der i 2017 er blevet tolket på 86 forskellige sprog.”

Med venlig hilsen 

Anderas Rudkjøbing