Uden flere speciallæger går sundhedsvæsenet i stå

Af Camilla Noelle Rathcke, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 6. april 2021

Lettelsen er stor. Det samme er glæden hos mig – og rigtig mange kolleger, ved jeg – over, at Sundhedsstyrelsen onsdag før påske lyttede til vores mange protester. Med Sundhedsstyrelsens direktør for bordenden i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse trak styrelsen stikket til den dimensioneringsplan, som ude i det virkelige liv ville have betydet, at man i 2022-2025 konsekvent ville uddanne færre speciallæger, end patienterne har brug for.

Den kritisable dimensioneringsplan lagde op til at uddanne 1.041 speciallæger årligt i de kommende år. Et tal, som rimer dårligt med, at der uddannes flere fra medicinstudiet, og at tilbagemeldingen fra de faglige selskaber er, at der er brug for at uddanne mere end 1.250 speciallæger om året. Det er et tal, som skal tages meget alvorligt. Uddanner man år for år færre speciallæger, end man reelt kan, og end behovet tilsiger, så er resultatet desværre givet: et ringere sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen uden de nødvendige forudsætninger for at udvikle kvaliteten. Et sundhedsvæsen med læger, hvis fulde faglige potentiale ikke kommer et stadig større antal patienter til gavn. Et sundhedsvæsen, som står dårligt rustet til at flytte flere avancerede behandlinger ud i det nære sundhedsvæsen.

Det er baggrunden for, at vi fra Lægeforeningen, herunder Yngre Læger, PLO og FAS, og fra de videnskabelige selskaber, har lagt kræfter i at få planen ændret. Det er afgørende, at regeringen og Folketinget kender konsekvenserne, hvis der ikke uddannes tilstrækkeligt med speciallæger, og at der handles nu. Vi appellerer til, at der fra politisk hold sendes et kraftigt signal til Sundhedsstyrelsen om, at den skal dimensionere efter, at sundhedsvæsenet skal blive bedre, ikke dårligere, for patienterne.

Nu har Sundhedsstyrelsen så trukket sin plan tilbage og vil vende tilbage med en ny. Vi vil opfordre til, at man i den nye plan også forholder sig specifikt til den særlige situation, som hersker i flere specialer, og svarer med en dimensionering, der matcher behovet. Eksempelvis har Lægeforeningen, PLO og Dansk Selskab for Almen Medicin over for Sundhedsstyrelsen peget på, at der er brug for 400 speciallæger i almen medicin om året i de kommende år. I den nu kasserede plan foreslår styrelsen at skære ned på antallet – fra 350 årligt til 332.

Samme mønster har vi set i både voksenpsykiatrien samt i børne- og ungdomspsykiatrien. De fleste ved, at psykiatrien er presset. Kolleger i så vel voksenpsykiatrien som børne- og ungdomspsykiatrien er leveringsdygtige i triste beretninger om patienter i alle aldre, som må vente alt for længe på at få den nødvendige hjælp. Alligevel ligger styrelsens hidtidige udmelding om behovet for speciallæger i disse specialer markant under de faglige selskabers, og det skal der selvfølgelig rettes op på – ikke mindst, hvis man fra politisk side har blikket rettet mod en ambitiøs tiårsplan for psykiatrien. Andre specialer slås med lignende udfordringer. Spørg f.eks. geriatere, lungemedicinere, radiologer og neurologer.

Med Sundhedsstyrelsens tilbagetrækning af sin dimensioneringsplan åbner der sig nye muligheder for at gøre det rigtige. Jeg vil opfordre regeringen og de politiske partier til at huske, at det øgede optag på medicinstudiet var en politisk beslutning om at imødegå speciallægemangel, og at de flere nye kandidater fra medicinstudiet netop er muligheden for at løfte sundhedsvæsenet og række de mest trængte specialer en – længe savnet – hjælpende hånd.

Det er Sundhedsstyrelsens ansvar som øverste sundhedsfaglige myndighed at vurdere det faglige behov og fungere som rådgiver for politikerne. Det er til gengæld et politisk ansvar at sikre økonomi og rammer til at uddanne det nødvendige antal speciallæger, og derfor er jeg også glad for, at flere af Folketingets partier tydeligt har signaleret, at de vil handle. Tak for det! Jeg har en klar forventning om, at vi snart ser en ny og bedre plan, som vil sikre, at patienterne kan få den specialiserede hjælp, som de har brug for. Det er hjælpen til den enkelte, men også kvaliteten i sundhedsvæsenet på den lange bane, der er på spil.