Sygemelding i opsigelsesperiode

Indeks  sygemelding i opsigelsesperiode
Opdateret  01.04.2013
Forklaring 

Patienter i opsagt stilling anmoder ofte lægen om dokumentation for sygdom i resten af opsigelsesperioden. Måske har de været opfordret til denne løsning af fagforeningen.

I tilfælde, hvor patienten har oplevet problemer i det psykiske arbejdsmiljø, kan det være ubehageligt at skulle møde på arbejdet efter opsigelse er blevet meddelt.

Imidlertid kan lægen alene sygemelde patienten, hvis der foreligger sygdom.

Ved fravær af sygdom, der kan begrunde sygemelding, kan der dog initialt være en tilspidset situation, så patienten må vurderes uarbejdsdygtig. Det vil i disse tilfælde være acceptabelt at sygemelde i en kort periode - f.eks. 8-10 dage - idet patienten samtidig opfordres til at søge hjælp ved sin faglige organisation.

Hvis der ikke foreligger sygdom, kan lægen således ikke sygemelde patienten i opsigelsesperioden. Sagen må løses på anden vis.