Svendborgsagen bør prøves ved Højesteret

Dommen mod en yngre læge er urimelig hård, mens ledelsens ansvar fortoner sig.

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, den 18. september 2017

For nylig faldt der ved Østre Landsret dom i den såkaldte Svendborgsag. Retten mener, at en forvagt i sygehusets akutmodtagelse har gjort sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i behandlingen af en patient. Det skete efter, at lægen sammen med bagvagten var blevet frikendt i byretten tidligere på året.

Baggrunden er en ulykkelig sag fra 2013, hvor lægen tilser en patient med mavesmerter. Patienten indlægges til observation. Da han havde diabetes, bad lægen mundtligt en sygeplejerske om at måle hans blodsukker, men det skete ikke. Lægen ordinerede desuden vanlig antidiabetisk behandling med forventning om blodsukkermåling ved måltider efter gængs klinisk praksis. Næste morgen kunne patienten ikke kontaktes, fik svære hjerneskader, og han døde efter en lille måned. Ingen har på noget tidspunkt anklaget lægen for at være ansvarlig for dødsfaldet.

Østre Landsret har i sin afgørelse lagt til grund, at forvagten ved indlæggelsen hverken journalførte sin instruks til sygeplejersken eller udarbejdede en plan for kontrol af diabetes, og at hun ikke på anden vis sikrede sig, at hendes mundtlige instruks blev fulgt.

Hele forløbet er dybt ulykkeligt. Selvfølgelig først og fremmest for patienten og de pårørende. Men samtidig er sagsforløbet også urimeligt over for den dømte læge. Der er sket fejl, men det er efter Lægeforeningens vurdering ude af proportion at dømme hende for grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed. Dommen er urimelig hård og kan få store konsekvenser for andre læger i lignende situationer. Mange læger vil med rette tænke: »Det kunne have været mig«. Ingen af dem går på arbejde for at lave fejl, men de ved, at det kan ske. Det er derfor afgørende for lægestanden at få en entydig juridisk vurdering af, om fejl af denne karakter virkelig kan takseres som grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed.

Sagen rejser også et andet aspekt: Hvem har ansvaret, når det går galt i sager som disse? Her lægger retten hele ansvaret over på den unge læge, som tog imod patienten, mens ledelsens ansvar for klare instrukser og for, at alle kender dem, fortoner sig fuldstændigt. I stedet gøres systemfejl som mangelfuld kommunikation og uklarhed om ansvar på en arbejdsplads, hvor der skal tages mange hurtige afgørelser, til en sag om én læges handlinger.

Det er baggrunden for, at vi har opfordret lægen til at søge om at få denne sag behandlet for Højesteret, og at vi vil støtte hende undervejs. Det sker i håbet om, at lægen her får oprejsning, og at landets højeste retsinstans fastslår, at man ikke bare kan lægge ansvaret for uklar ansvarsfordeling og arbejde under stort pres over på afdelingens forvagt.

For Lægeforeningen sætter hele dette forløb en tyk streg under, at læring, klare instrukser, ledelsesfokus og aktiv opbakning til de unge læger, som tager imod patienterne, er måden at forebygge fejl og ulykkelige patienter på. Ikke retssager, som ender med, at de smalleste skuldre får lov at bære hele byrden.