Svar til juraprofessorer på afveje

Debatindlæg af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Juraprofessorerne Helle Bødker Madsen og Søren Højgaard Mørup hævder d. 7/4 i Berlingske, at deres ærinde med kronikken d. 4/4 ikke var at fremsætte beskyldninger mod den frifundne Svendborglæge. De skriver endda, at de ikke vil gå ind i diskussionen om den konkrete sag. Det ville være komisk at læse disse bortforklaringer af deres injurierende beskyldninger, hvis ikke baggrunden var så tragisk.

For de to professorer skriver ordret, at det er ”nærliggende at drage den konklusion, at P (patienten) ville have været i live, hvis L (lægen) havde fulgt reglerne i journalbekendtgørelsen og efterfølgende havde fulgt op på, om det underordnede personale havde fulgt hendes instrukser.”

Det er jo lige præcis at diskutere den konkrete sag og samtidig en de facto beskyldning, om at den frifundne læge er skyld i et andet menneskes død. Hvis ikke Helle Bødker Madsen og Søren Højgaard Mørup selv kan se det, må der være tale om et slemt tilfælde af selvvalgt argumentresistens.

Desuden må jeg påpege, at professorerne også gør sig skyldige i en grov stråmandsargumentation på min bekostning. Jeg mener ikke, at man (udelukkende) kan sige fra overfor arbejdsforhold, der hindrer, at man som offentligt ansat læge kan udføre sit arbejde fagligt forsvarligt, ved at deltage i underskriftsindsamlinger. Naturligvis ikke. Men når læger i tusindvis gør netop det, er det fordi, der i årevis er blevet sagt fra over ledelser og ministre, uden at det har ændret forholdene. Så mange tak for jeres umådeligt gode råd om at sende en mail til chefen. Det er muligt, det virker bag universitetets tykke mure, men det er ikke tilfældet i den kliniske virkelighed.

Debatindlægget er bragt i Berlingske d. 11. april 2018.