Sundhedsvæsenet har brug for stærke, faglige ledere

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 1. april 2019

Læger har travlt, og der er rift om os stort set overalt i sundhedsvæsenet. Vores tid er efterspurgt, og med bevidstheden om, hvor mange patienter der har brug for hjælp til at få den præcise diagnose og den rigtige behandling, bruger langt, langt de fleste af os arbejdstiden koncentreret om patienterne.

Måske har vi i en presset dagligdag overset, hvor vigtigt det er, at vi er ledere i sundhedsvæsenet. Det er en position, som tidligere var en selvfølge. Men i dag oplever vi, at andre faggrupper positionerer sig på ledergangen og i den allerøverste del af »væsenet«. Vi skal kort sagt se i øjnene, at magten i sundhedsvæsenet ikke følger med eksamensbeviset. Vi skal arbejde – og nogle steder kæmpe – for den, og det er nu, hvis vi vil være med til at definere, hvordan sundhedsvæsenet komme bedst muligt gennem en tid, som mildt sagt er udfordrende.

Vi står i en situation med udsigt til massiv mangel på penge i de kommende år, hvis vi vil behandle patienterne på bare samme niveau som i dag. Vi står over for et valg, som kan vende op og ned på sundhedsvæsenet, som vi kender det. Vi står over for et sundhedsvæsen, hvor opgaver i de kommende år skal flyttes fra sygehuse til det nære sundhedsvæsen. Det er oplagt, at vi som læger skal have afgørende indflydelse. Men fakta er, at vi kommer til at kæmpe for den. Lige nu ser vi f.eks. konturerne af de såkaldte sundhedsfællesskaber, hvor lægers indflydelse langt fra er sikret. Her vil der sidde flere deltagere med borgmesterkæder end med stetoskoper om halsen, og det giver ikke rigtig mening. Heller ikke i sundhedsreformens nationale niveau, Sundhedsvæsen Danmark, har vi sikkerheden for, at lægelige argumenter har tilstrækkelig vægt. Det skal vi kæmpe for, at vi får.

Tæt på patienterne er lægelig ledelse også helt afgørende, ikke kun for læger og andre sundhedsprofessionelle, men – endnu vigtigere – også for patienterne. Forskning viser, at på de afdelinger, hvor der er en stærk og lægefaglig ledelse, er der en bedre kvalitet, bedre patientsikkerhed, et bedre arbejdsmiljø og bedre styr på økonomien. Det er vigtigt at huske. At være en dygtig leder er også en måde at være en dygtig læge på.

Lægeforeningen vil i den kommende tid arbejde for en større forståelse for, hvor vigtigt det er støtte læger i at vælge en lederkarriere. Her peger pilen i første omgang mod sygehusledelser og regioner. De skal huske, at traditionen i vores fag ofte har været, at det er for enden af skalpellen eller i konsultationen, at vores faglighed folder sig ud. Derfor skal nogle af os have et venligt skub i retning af ledelse for at se, hvor vigtigt det også er.

Kollegialt har vi også ansvar her. Det er desværre velkendt, at det kan være svært at få ansøgere til stillinger som ledende overlæger. Det kan skyldes flere forhold, herunder mangelfuld støtte til det administrative fra sygehusets side eller frustration over generelle betingelser som f.eks. behandlingsgarantier uden gran af fagligt grundlag.

Men jeg tror desværre også, at en del af årsagen er, at vi som stand ikke altid formår at anerkende vigtigheden af vore lægelige lederes indsats. Vi skal tale vigtigheden af lægelig ledelse op. Jeg har også hørt vittigheder om, hvordan det nærmest har været et hverv, som en afdelings overlæger modvilligt tog på sig efter tur. Det er nok undtagelsen, men generelt er det afgørende, at vi som stand prioriterer at rekruttere vore ledere iblandt os. På Lægemødet den 9. og 10. april skal vi diskutere, hvordan vi kan arbejde for et sundhedsvæsen, hvor vilkårene er fornuftige for de læger, som gerne vil være ledere. Vi har brug for dem.