Styrker og udfordringer som yngre læge i psykiatrien

Line Lindhardt havde mange fordomme om psykiatrien, da hun skulle starte på en psykiatrisk afdeling. Derfor kom det også helt bag på hende, at hun fra dag et af følte sig hjemme i specialet. I dag er hun i hoveduddannelse i Psykiatrien Øst i Region Sjælland. Lige nu er hun på orlov og er i gang med en ph.d. indenfor psykiatrien. Læs her om Lines erfaringer med psykiatriens styrker og udfordringer.

7. oktober – 2020

Gode kollegiale relationer og modvægt til tunge byrder
Jeg husker tydeligt min første dag i psykiatrien. Der var flere af mine kollegaer, som spurgte til, hvordan min vagt var gået. De gav sig tid til at spørge, hvordan jeg havde det, og om de skulle følge op på vagten med mig. Det var virkelig dejligt. Og så husker jeg også den humoristiske tone, som er en god modvægt til en verden, der også er fyldt med folk, som bærer på tunge byrder.

At have kollegaer som bekymrer sig om hinanden, det skaber et godt arbejdsmiljø i et miljø, hvor man kan blive berørt af patienternes forpinthed. Jeg er i det hele taget meget glad for samarbejdet. Mellem os som læger, og også blandt de forskellige faggrupper – psykologerne, sygeplejerskerne mv. Der er en rigtig god tværfaglighed, når alle får lov til at bidrage ud fra deres eget faglige perspektiv.

Den tætte kontakt med patienten giver arbejdsglæde
Noget af det, der fylder mest, er relationen til patienten, altså at interessere sig for det menneske, man sidder overfor. Det er ikke altid muligt helt at forstå, hvordan fx psykotiske patienter oplever verden, men ved at interessere sig for, hvordan patienten beskriver sine oplevelser, kan man forsøge at nærme sig en forståelse. Den måde at møde patienterne på giver meget mening for mig. Man er afhængig af at kunne skabe kontakt med patienten for at kunne give en god behandling.

Til sammenligning med mine erfaringer fra somatikken oplever jeg det udfordrende på en helt anden måde i psykiatrien. Fx kan man ikke tage en masse blodprøver og dermed udelukke sygdomme. Behandlingen i psykiatrien kræver, at man hele tiden kan og skal reflektere over, om patientens sygdomsbillede ændrer sig, som igen afhænger af at have en god og vedvarende kontakt med patienten. Samlebåndsarbejdet kan man godt lægge på hylden med det samme, for det når man ikke patienten med. Og det kan jeg rigtig godt lide. Tålmodighed og etiske overvejelser er grundvilkår, og det har somme tider udfordret mig som læge. Jeg har en rigtig god vejleder, som ofte har sagt, at man skal give behandlingen tid – og det giver jo så god mening. Det er det helt rigtige perspektiv at have. Man kan ikke presse noget ned over hovedet på en, der ikke er klar til det.

Gode muligheder for forskning
Jeg er kommet sent i gang med at forske, kan man sige, men det har ikke været nogen barriere i det speciale, jeg er i. Min kliniske erfaring har jeg netop kunnet bringe ind i forskningsprojektet. Jeg synes i det hele taget, at der er stor imødekommenhed og velvillighed i forhold til at forske. Jeg værdsætter utrolig meget at have de her gode muligheder for forskning.

I øjeblikket laver jeg kliniske interviews med unge i min forskning og dykker ned i nogle af de oplevelser, man kan have, når man har en begyndende psykotisk lidelse med udgangspunkt i fænomenologien, som jo netop er læren om, hvordan mennesket opfatter virkeligheden/fænomener forskelligt. Det er utroligt meningsfuldt for mig at få lov til at forske og reflektere over mit fag, og det som jeg arbejder med hver dag.
 

De situationer jeg holder mest af er, når…
Når en patient giver udtryk for at føle sig forstået i samtalen med mig. Når der er skabt et godt samarbejde med andre faggrupper rundt om patienten, så der er styr på fx bolig, økonomi, job mv., og der er en forståelse for patientens samlede situation. Det er meget meningsfuldt for mig.

Hvad kan udfordringerne være ved at være yngre læge i psykiatrien?

Et speciale, der længe har manglet ressourcer

Især de ambulante enheder er meget trængte. Der er simpelthen for travlt og for få ressourcer. Og så er der hele diskussionen om den ulighed, de få ressourcer i psykiatrien er med til at skabe. Fx er de patienter, som ikke møder op til aftaler, ofte dem, der har mest brug for hjælp og behandling. Vi kunne blive meget bedre til at tage os af netop disse ressourcesvage patientgrupper.

Faglige uenigheder
Psykiatrien er et speciale, hvor man kan have forskelligt perspektiv på sygdomsforløb og diagnostik. Der kan opstå faglige uenigheder om diagnoser, og det er der sådan set mange gode grunde til. Sygdomsbilledet kan sagtens ændre sig over tid, ligesom der kan være en variation i patientens kontakt med forskellige behandlere, som kan gøre, at forskellige problemstillinger bliver bragt i fokus. Og som læger kan vi også godt forstå patientens oplevelser forskelligt. Den uenighed kan godt skabe en del interne diskussioner.

At hoppe ind og ud af afdelinger som yngre læge
Mange patientforløb kræver tid og ro, og når man som yngre læge hopper ind og ud af afdelinger, som vi jo gør, får man ikke lov til at følge patienterne over længere tid. Herved ryger en del af læringen også, synes jeg. Patientens udvikling over længere tid kan komme til at mangle, og det savner jeg. 

Fakta om Line Lindhardt
Line er i hoveduddannelse i Psykiatrien Øst i Region Sjælland, som varetager den psykiatriske behandling i Faxe, Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Lige nu er hun på orlov og skriver en ph.d. i Kompetencecenter for Debuterende Psykose i Roskilde. Specialet handler om unge psykotiske patienter mellem 18 og 29 år, der ikke kan komme i job - og hvorfor de går i stå. Psykose er en overset problemstilling – en skjult sygdom - og patienterne føler sig ofte oversete, mener Line. Hendes hypotese er, at disse mennesker meget gerne vil være en del af samfundet og være i job, men at de ikke bliver stillet de rigtige spørgsmål af et samfund, som ikke forstår dem.