Stop nu med at trække syge mennesker gennem udsigtsløse arbejdsprøvninger

Af Tue Flindt Müller, formand for Lægeforeningens Attestudvalg
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, den 5. marts 2018

Giver det mening at sende en kvinde, som knap kan stå ud af sengen, i arbejdsprøvning? Eller tvinge en mand med ødelagt nakke og skulder ud til krævende fysisk arbejde på en virksomhed?

Desværre ser vi som læger flere og flere ulykkelige sager, hvor mennesker, som ofte har svært ved at klare dagligdagens mest basale gøremål, presses ud i uværdige forløb, som ingen mening giver. Hverken for kommunen eller for patienten.

Fælles for mange af disse sager er, at kommunerne vælger at se bort fra lægers vurderinger af, om patienten kan gennemføre en arbejdsprøvning. I nogle tilfælde er der tale om vurderinger fra flere læger. Alligevel støder vi igen og igen på sager, hvor patienter er blevet sendt i udsigtsløse jobafklaringsforløb, selv om det i lægeerklæringer er dokumenteret, at det ud fra et lægefagligt synspunkt ville være formålsløst eller ligefrem skadeligt at sende disse mennesker i arbejdsprøvning.

I nogle tilfælde er det en enkelt sygdom eller skade, som invaliderer patienten, men som bagatelliseres. I andre er der tale om, at sagsbehandlerne i kommunerne ikke har blik for, at en patient med mange mindre psykiatriske og psykosociale problemer samlet set kan have en så nedsat funktionsevne, at det ikke giver mening at sende vedkommende i arbejdsprøvning.

Lige nu har Beskæftigelsesministeriet et nyt lovforslag på vej, som skal præcisere reglerne om ressourceforløb og krav til dokumentation, når kommunerne skal tilkende førtidspension. Det er positivt. For det er i sig selv et problem, at kommunerne har forskellig praksis.

Men det helt afgørende er naturligvis, at ministeriet i de nye regler sikrer, at kommunerne lytter til lægerne. At de sikrer den nødvendige respekt for, at mennesker, som er syge, ikke skal trækkes gennem forløb, hvor det er åbenlyst, at de er forpinte og ikke kan varetage et arbejde.

Det er en socialfaglig kompetence – ikke en lægelig – at tage stilling til, om en person skal tilkendes førtidspension. Det anfægter vi ikke. Men vi vil appellere til, at det faktisk tillægges vægt, når en læge efter grundig undersøgelse må konkludere, at en patient er for syg til at arbejde. Det gælder ikke mindst den praktiserende læges beskrivelse af patientens funktionsniveau i lægeerklæringen. Han eller hun vil ofte have kendt patienten igennem mange år og vil derfor tidligt i et forløb kunne konstatere, om patienten vil være i stand til at gennemføre en arbejdsprøvning, eller om det simpelthen gør mere skade end gavn.

Vi vil også appellere til, at sagsbehandlingen ikke trækker ud i disse sager. Det er desværre et stort problem, at mange af disse udsatte borgere mødes af et skiftende antal sagsbehandlere og i lange perioder efterlades uden udsigt til en afklaring af deres livssituation, hvilket i sidste ende kan gå ud over helbredet.

Vi vil også helt generelt appellere til, at regering og kommuner erkender, at man ikke kan sagsbehandle sig ud af, at sygdom kan ramme hårdt og slå mennesker ud af kurs. Når det sker, har de brug for omsorg og respekt, ikke udsigtsløse og ydmygende arbejdsprøvninger. De er patienter, og derfor bør lægens ord vægte tungt.