Stillings- og funktionsbeskrivelser for overlæger

Det fremgår af både Overenskomst for overlæger og Aftalen vedr. lægelige chefer, at der skal foreligge en stillingsbeskrivelse ved stillingsopslag. Det fremgår ligeledes, at omfanget af de til stillingen knyttede særlige funktioner, herunder ledelsesfunktioner, eventuel bistandsforpligtelse/konsulentforpligtelse m.v. skal være fastlagt i stillingsbeskrivelsen.

Der er ikke yderligere krav til indholdet i stillingsbeskrivelsen i hverken overenskomsten eller aftalen for lægelige chefer.

Stillingsbeskrivelse
Der er ikke generelle regler omkring stillingsbeskrivelser, men i en række situationer forudsættes det, at der for den enkelte medarbejder er en beskrivelse af de ansvars- og arbejdsområder (stillingsbeskrivelser), som den pågældende medarbejder har. Det gælder blandt andet i forbindelse med stillingsændringer og omklassificeringer af tjenestemænd.

Det er væsentligt både for den ansatte og arbejdsgiveren, at der er klarhed om ansvars og kompetenceforhold samt de opgaver, som er knyttet til stillingen.

Følgende elementer bør således normalt indgå i stillingsbeskrivelsen:

  • Stillingsbetegnelse
  • Tjenestested – hovedtjenestested samt eventuelle andre tjenestesteder
  • De væsentligste arbejdsopgaver, herunder om der er knyttet vagt til stillingen, eventuelle undervisningsforpligtelser, hvis disse ligger ud over, hvad der forventes at ligge i en overlægestilling samt forskningsforpligtelser
  • Det ansvar, der er knyttet til stillingen, herunder beskrivelse af ansvar og kompetence i forhold til nærmest foresatte og nærmest underordnede
  • Eventuel arbejdsledelse og i givet fald for hvilket personale
  • Særlige uddannelses- eller erfaringskrav og
  • Krav om særlige personlige egenskaber.