Statsansat og barsel - Udskydelse af orlov

Der findes to former for udskydelse af orlov ved barsel, den retsbaserede og den aftalebaserede.

Retsbaseret udskydelse

Hvis du ønsker at udskyde orloven under en ansættelse, skal du senest 8 uger efter barnets fødsel varsle over for arbejdsgiveren, at du ønsker at benytte dig af denne mulighed. Du har så ret til at udskyde mindst 8 og højst 13 uger af de 32 ugers forældreorlov, som skal holdes i en sammenhængende periode, inden barnet fylder 9 år. Det er kun den ene forældre, der kan benytte den retsbaserede udskydelse, og det skal varsles med 16 uger.

Benytter du retten til at udskyde orlov, mister du samtidig retten til at forlænge orloven med 8 eller 14 uger.

Skifter du arbejdsgiver, beholder du retten til retsbaseret udskydelse i den nye ansættelse.

Udskyder du orloven i den periode, hvor du får løn, bevarer du også retten til løn, hvis din arbejdsgiver er den samme i den nye ansættelse som i den gamle. Er den nye ansættelse inden for samme region som den gamle, er det Yngre Lægers opfattelse, at der er tale om samme arbejdsgiver, og du bevarer dermed retten til løn. Kontakt evt. Yngre Læger.

Læs mere i AC's barselsvejledning (PDF) side 68.

Aftalebaseret udskydelse

Du har også mulighed for at aftale med arbejdsgiveren, at op til 32 uger af forældreorloven udskydes og holdes på et senere tidspunkt, dog inden barnet fylder 9 år. Begge forældre kan benytte denne mulighed, og orloven kan holdes ”drypvis”, fx som enkeltdage. Man skal huske at aftale med arbejdsgiveren, hvilket varsel man skal give forud for orlovens afholdelse.

Man kan ikke både holde aftalebaseret udskydelse og forlænge de 32 uger.

Skifter man arbejdsgiver, skal man indgå en ny aftale om aftalebaseret udskydelse.

Læs mere i AC-vejledningen (PDF)