Seniorvilkår i staten

Hvilke seniorvilkår gælder for overlæger og stabslæger?

Seniorvilkår for overlæger og stabslæger i staten omfatter muligheden for i henhold til rammeaftale om seniorvilkår at få nedsat arbejdstid/løn, men med bibeholdelse af det fulde pensionsbidrag. Der er ligeledes mulighed for at gå ned i charge med bibeholdelse af hidtidige højere pensionsbidrag.

Overlæger og stabslæger har ikke herudover adgang til særlige rettigheder, uanset om ansættelsen sker i henhold til rammeaftale for kontraktansatte chefer i staten eller som tjenestemand. Det udelukker ikke, at der i ansættelsesområdet kan være supplerende seniorpolitikker. Information herom kan fås ved henvendelse til din tillidsrepræsentant eller til sekretariatet i FAS (35 44 84 08)

Som tjenestemandsansat militær overlæge eller stabslæge er det dog vigtigt at være opmærksom på de særlige pensionsvilkår i forbindelse med den pligtige afgangsalder. Se nedenfor.

Nedsat tid

Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg/Akademikerne har på vegne af alle fagforeninger i staten indgået en central aftale om mulighed for at få nedsat arbejdstid fra det fyldte 55. år. Denne aftaler gælder også for overlæger og stabslæger.

Aftalen betyder ikke, at du har ret til at gå ned i tid, men at der er mulighed for, at det kan aftales med din arbejdsgiver. Omvendt kan din arbejdsgiver ikke pålægge dig at gå ned i tid med henvisning til din alder. Aftaler om nedsat tid kan indgås fra det fyldte 60 år. Mulighed for at gå ned i charge med bibeholdelse af hidtidige højere pensionsbidrag kan aftales fra det 55. år.

Nedsat tid efter Cirkulære om aftale om Senior- og fratrædelsesordninger i staten giver mulighed for, hvis du og din leder kan blive enige herom, at få nedsat din arbejdstid og parallelt med din løn, samtidig med at du opretholder din pensionsindbetaling, som om du fortsat var fuldtidsbeskæftiget. Muligheden gælder for både ansatte efter Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten og tjenestemænd. Typisk nedsættes arbejdstiden fra fem til fire dage ugentligt, men der kan aftales andre modeller.

Seniorordninger forudsætter enighed mellem den ansatte og ledelsen, og aftale skal indgås mellem ansættelsesmyndigheden og den forhandlingsberettigede tillidsrepræsentant eller organisation – dvs. FAS. Det er for at hindre, at du kommer under et urimeligt pres for at gå ned i tid fra din ledelse, hvis du ikke ønsker at gå ned i tid. Du skal derfor sørge for at involvere din tillidsrepræsentant eller sekretariatet i FAS for at få bistand og en aftale effektueret.

Der er også mulighed for at få en aftale om supplerende pensionsbidrag, hvis du går ned i charge som ansat i staten. Dette fremgår ligeledes Cirkulære om aftale om Senior- og fratrædelsesordninger. Kontakt FAS (35 44 84 08) for at høre nærmere.

Særligt vedr. militære stabslæger og overlæger

Den pligtige afgangsalder på 60 år for tjenestemandsansatte er ophævet i forsvaret - også for overlæger og stabslæger. Som en særregel for tjenestemænd ansat før 1. april 2011 gælder det imidlertid, at de fortsat kan benytte afgangsalderen ved det fyldte 60. år og samtidig blive tilskrevet yderligere 10 års pensionsanciennitet som tjenestemænd, svarende til, at de var fratrådt ved det fyldte 70. år.

Det gælder imidlertid, at såfremt en tjenestemandsansat vælger fortsat ansættelse som tjenestemand, så fortabes denne ret.

Ansatte efter rammeaftale for kontraktansatte chefer i staten har ikke denne rettighed.