Seksårsfristen er det forkerte værktøj til det rigtige formål

Debatindlæg af Jesper Brink Svendsen, formand for Lægeforeningens Uddannelsesudvalg.

Vi har nu i nogle år haft 4-5-6-årsfrister, som ikke har løst problemerne med mangel på speciallæger. Man behøver kun at kigge ud over landet for at konstatere, at dette værktøj har spillet fallit. Lad os derfor tænke nyt.

Dispensationer for 6-årsfristen er et skridt i den rigtige retning, når man vil øge søgningen til trængte specialer i hele landet. Men selve 6-årsfristen er et problem, når man vil løse udfordringerne med mangel på speciallæger fremadrettet. Lejligheden bør benyttes til at tænke nyt om, hvordan man kan skrue en bedre fungerende lægedækning sammen.

Det er glædeligt at se, at der nu åbnes op for en række dispensationer for 6-årsfristen på sygehuse i Videreuddannelsesregion Syd og Nord. Det må kun være et spørgsmål om tid, før dette fornuftige tiltag bredes yderligere ud og også tages op på sygehuse i Videreuddannelsesregion Øst.

Men det er helt afgørende at slå fast, at dette er en lappemetode, der ikke tager fat i det egentlige problem: 6-årsfristen er ikke et velfungerende værktøj til at sikre lægedækning – og det har aldrig været det primære formål med den. Vi har nu i nogle år haft 4-5-6-årsfrister, som ikke har løst problemerne med mangel på speciallæger. Man behøver kun at kigge ud over landet for at konstatere, at dette værktøj har spillet fallit.

Erfaringerne viser, at 6-årsfristen ofte er en stopklods frem for en tilskyndelse. Der er læger, der hindres i at søge bredere ud i landet, for skal man kvalificere sig på tid, tager man ansættelse de ‘sikre’ steder med den højeste anseelse. Der er læger, der opgiver at nå at blive speciallæge inden fristen, hvilket betyder færre speciallæger, ikke flere. Der er muligheder for speciallægeuddannelser i Sverige og Norge uden de samme frister, der risikerer at trække dygtige læger varigt væk fra det danske arbejdsmarked. Og selv om langt de fleste læger kan nå at tage skridtet til speciallæge inden for fristen, er det en fordel, at nogle – ud fra individuelle behov – bruger mere tid på at få erfaringer fra flere specialer og derfor kan finde deres rette hylde samt skue bredere i behandlingen af bl.a. geriatriske og multimorbide patienter.

Lad os derfor tænke nyt om, hvordan vi bedst kan sikre lægedækning i hele landet i de kommende år. Et oplagt sted at tage fat, når der er lægemangel, er at have høje ambitioner for stedets faglige miljø samt arbejdsmiljø. Erfaringen viser, at satsninger på gode uddannelses- og arbejdsmiljøer er særdeles effektive til at tiltrække og fastholde læger, også til de trængte sygehuse og specialer. Der er bl.a. vigtige erfaringer at samle op på i Nordjylland, hvor man har arbejdet med kombinationsstillinger, der tiltrækker læger til klinik og forskning i kombination mellem universitetshospital og et mindre hospital. Der er vigtige erfaringer i Thisted, hvor man har succes med KBU-rekruttering på baggrund af et godt læringsmiljø. Og vigtige erfaringer i Syddanmark med sammenhængende forløb, der betrygger læger i, at der er speciallægemuligheder, hvis de bliver i regionen. Dét er gode eksempler på værktøj, der dur.

Debatindlægget er bragt i Dagens Medicin 7. juni 2018.