Ressourcerne matcher fortsat ikke opgaverne

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 16. september 2019

Det gode først: Sundhedsvæsenet får i økonomiaftalen for 2020 markant flere penge end i de seneste års aftaler. Kæden af meget magre økonomiaftaler er brudt. Regeringen og regionerne er blevet enige om at øge regionernes økonomi med 1,5 milliarder kroner.

Det er der grund til at glæde sig over, og set fra min stol er der ingen tvivl om, at det har haft effekt, at vi og andre sundhedsprofessionelle med voksende intensitet har gjort opmærksom på, at den nedadgående spiral nu har nået et punkt, som kræver handling.

Vi har argumenteret med tørre eksperttal, som sort på hvidt dokumenterer, hvordan flere og flere mennesker strømmer ind i sundhedsvæsenet, uden at pengene følger med. Vi har løbet politikerne på dørene, og nogle af os har stået i kæde sammen med patienterne rundt om Aarhus Universitetshospital for at sætte en tyk streg under, at det er levende mennesker, det går ud over, når pengene ikke rækker. Det har virket. Politikerne har lyttet, og tilgangen af ressourcer i økonomiaftalen næste år er større end i de aftaler, vi har set gennem hele det seneste årti.

Det mindre gode er så, at opgaverne stadig vokser endnu hurtigere end pengemængden. Næste år vil der være flere patienter end i år, og der vil være nye og ofte dyre behandlinger til rådighed. Økonomiaftalen giver ressourcer til at dække størstedelen af den vækst i opgaver, men ikke det hele. Sådan er de faktiske forhold i sundhedsvæsenet stadigvæk. Alt i alt er der behov for et løft af hele sundhedsvæsenets økonomi på 3-4 milliarder kroner hvert år frem til 2025. Det er faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et ringere sundhedsvæsen. 

Derfor er der stadig brug for, at vi som læger arbejder for at fastholde politikernes opmærksomhed på, at sundhedsvæsenet fortsat slås med underfinansiering og problemerne i dens kølvand. Eksempelvis overbelægning, alt for lang ventetid og for mange sundhedsprofessionelle, som tager hjem fra arbejde med en frustrerende viden om ikke at have haft mulighed for at give patienterne den fagligt bedste behandling og pleje.

En stærk forebyggelse og åben prioritering er vigtig for, at vi kan bruge ressourcerne i sundhedsvæsenet på den fagligt set bedste måde. Det arbejder vi i høj grad for i Lægeforeningen. Men man kommer heller ikke udenom, at der skal tilføres flere penge. Lige nu presser vi på for flere ressourcer til sundhedsvæsenet i den finanslovsaftale, som skal være færdig i løbet af efteråret. Vi arbejder også for, at den nye sundhedsaftale, som regeringen har bebudet, kommer til at indeholde den helt nødvendige satsning – også økonomisk – på en udbygning af det nære sundhedsvæsen. Det er en bunden opgave, når man ser på graferne over den demografiske udvikling i de kommende år.

At sikre tilstrækkeligt med ressourcer bliver et langt sejt træk. Derfor vil jeg også opfordre til, at vi som læger overalt i sundhedsvæsenet engagerer os i denne sag og – som mange heldigvis også gør – råber op. Helst inden grænsen er nået. Næste års økonomiaftale viser trods alt, at det virker. Vi er kommet et skridt i den rigtige retning.