Maksimal købesum ved handel med anparter/aktier i almene lægeselskaber eller holdingselskaber

Repræsentantskabsbeslutning af 3. maj 2003 om maksimal købesum ved handel med anparter/aktier i almene lægeselskaber eller holdingselskaber

Ved overdragelse af anparter i lægeanpartsselskaber eller holdingselskaber svarer den maksimalt tilladte købesum for anparterne (og evt. anpartshavertilgodehavende) til det likvidationsprovenu, som sælger ville have oppebåret i tilfælde af likvidation af selskabet eller selskaberne per overtagelsesdagen.

Reglerne gælder tilsvarende for aktier og andre selskabsandele. I provenuberegningen kan værdien af goodwill, inventar, lokaleindretning og fast ejendom optages til den værdi, der er den maksimalt tilladelige i henholdt til reglerne for overdragelse af personligt ejet lægepraksis, således som til enhver tid fastsat af PLO.

I provenuberegningen indgår tillige mellemregningskonti med sælger, mens alle latente skatter ved salg af goodwill og øvrige aktiver ud af selskabet passiveres.

Der foretages ikke i provenuberegningen hensættelser til likvidationsomkostninger, eller til beskatning hos modtageren af likvidationsprovenuet. Til PLO’s gennemgang i forbindelse med ekspedition af overdragelser skal der medsendes de samme oplysninger og dokumentationer som ved overdragelse af personligt ejet lægepraksis.

I tillæg dertil skal der vedlægges en af en advokat eller af selskabets revisor attesteret foreløbig opgørelse over det i henhold til foranstående regel opgjorte likvidationsprovenu. Når endelig opgørelse herover foreligger, skal kopi heraf eftersendes til PLO til orientering.

De nye regler gælder for praksishandler, hvor købekontrakt underskrives den 3. maj 2003 eller senere.