Regeringen skal stoppe med at tvinge læger til yderområder

Debatindlæg af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, Helga Schultz, formand for Yngre Læger, Jørgen Skadborg, konstitueret formand for PLO,  Lisbeth Lintz, formand for Foreningen af Speciallæger
Bragt i Jyllands-Posten den 14. november 2020

Færre patienter end hidtil frygtet vil de kommende år stå uden adgang til egen praktiserende læge. De tiltag, der er lavet for at sikre lægedækningen, virker nemlig.

Godt 150.000 patienter vil de kommende år være henvist til at gå til læge i en udbuds- eller en regionsklinik. Selv om det er markant færre end forventet, skal det stadig tages alvorligt, at så mange danskere ikke har det, vi traditionelt kalder egen læge.

Heldigvis er der løsningsmodeller, der allerede nu ser ud til at virke både på kort og på lang sigt. Først og fremmest skal der uddannes flere speciallæger i almen medicin, for de mangler i yderområderne. Regeringen har åbnet flere uddannelsesstillinger i almen medicin. Men der skal skrues endnu mere op, for vi får brug for endnu flere praktiserende læger. Samtidig kan vi se, at håndholdte rekrutteringsindsatser til almen praksis virker. Nyuddannede speciallæger i almen medicin vil gerne arbejde i praksis. Men mange vil gerne vente med at købe egen klinik, til de har fået nogle års erfaring og ved, hvor i landet de vil slå sig ned med deres familie. Derfor ser vi i disse år, at flere læger bliver ansat i almen praksis, ligesom der også bliver ansat flere sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det er med til at sikre lægedækningen, ikke mindst i yderområderne.

Regeringens forslag om tjenestepligt for yngre læger er det sidste, vi har brug for. Borgere i de dele af landet, hvor der mangler læger, har brug for speciallæger i almen medicin. At tvangsudskrive skiftende nyuddannede læger til praksis i områder med lægemangel giver hverken kontinuitet eller kvalitet. Praktiserende læger er speciallæger med en lang uddannelse og erfaring både fra almen praksis og fra hospitalsafdelinger bag sig. Det kan på ingen måde ligestilles med en nyuddannet læge. Og det vil være forkert at fremstille det, som om valget står mellem en nyuddannet læge i tjenestepligt eller ingen læge overhovedet.

Hvis kvaliteten af behandlingen i det nære sundhedsvæsen skal være af høj kvalitet, er det afgørende, at det bliver en speciallæge i almen medicin. Det må ikke være patienternes postnummer, der afgør, om de har adgang til en rigtig praktiserende læge eller må nøjes med skiftende nyuddannede læger. Derfor vil regeringens forslag om tjenestepligt ikke løse lægemanglen, men reelt forstærke den geografisk betingede ulighed i sundhed.