Psykiatere er læger, og det gør hele forskellen

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 29. oktober 2018

Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig havde troet, at det skulle blive nødvendigt at argumentere for, at kun læger kan være ansvarlige for en patients samlede behandlingsforløb. Det burde være indlysende, at sådan skal det være. Men ikke desto mindre er situationen nu, at regeringen har lanceret en psykiatriplan med foruroligende formuleringer, som ikke udelukker, at psykologer kan have ansvaret for en patients behandlingsforløb.

At undergrave lægens rolle som ansvarlig for behandlingen er en farlig vej at gå. Det kan få dramatiske følger for patienterne – af flere grunde. For det første er det kun læger, som har det samlede blik på patienten. Psykiatere er specialister i at skelne mellem rask og syg. De er eksperter i at stille diagnoser og iværksætte behandling, og derfor er det også dem, der lægger linjen for den samlede indsats, som læger, sygeplejersker, psykologer, social- og sundhedsassistenter og andre alle bidrager til.

For det andet behandles mange patienter med medicin. At finde det rigtige lægemiddel og vurdere det mht. bivirkninger og interaktioner med eventuelle andre lægemidler er indlysende en lægelig opgave.

Dertil kommer, at mennesker med psykiske lidelser som alle andre også kan rammes af fysisk sygdom, som skal behandles. Det kræver lægelig kompetence at vurdere, om et symptom er en forbigående bivirkning eller kan skyldes en helt anden sygdom. At se behandling af krop og psyke i sammenhæng er en lægelig kompetence.

At det overhovedet kommer på tale at give psykologer ansvar for et helt behandlingsbeløb er desværre udtryk for, at der er et stykke vej endnu til en bred anerkendelse af, at mennesker med psykiske sygdomme er syge, og at de har krav på lægelig behandling som alle andre. Jeg tvivler på, at man kunne forestille sig, at det f.eks. ikke var kræftlægen, der havde ansvar for behandlingen med kemoterapi. Nej, vel?

Jeg vil gerne understrege, at jeg generelt har stor respekt for psykologers faglighed og indsats. Det gode samarbejde fremhæves ofte af psykiatere. Men der er også bekymrede røster. Formanden for yngre psykiatere har f.eks. advaret om, at der nogle steder er ved at opstå en opgavedeling, hvor læger primært varetager somatisk sygdom og medicin, mens psykologer varetager den resterende del af udredningen og behandlingen. Det er naturligvis fagligt helt uacceptabelt.

Det er vigtigt, at man både i regionerne og på Christiansborg anerkender, at lægevidenskab og psykologi er forskellige fag. Psykiatere er læger og har et kendskab til både psykiatriske og somatiske sygdomme og til lægemidler, hvilket ikke er en del af psykologuddannelsen. At forsøge at sløre den forskel er helt uacceptabelt. Det går ud over patienterne, og det skræmmer med stor sandsynlighed læger, som der er så hårdt brug for, væk.