Private vagtværn understreger en presset psykiatri

Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Lolland-Falsters Folketidende den 27. oktober 2020

Indlagte på landets psykiatriske afdelinger møder normalt speciallæger i psykiatri, sygeplejersker og andre sundhedspersoner, når de færdes i psykiatrien. Men i Sorø og på andre psykiatriske afdelinger rundt omkring i landet kan de også møde private vagter, som er hyret ind til at skabe mere tryghed i de timer, hvor der er for lidt personale på arbejde.

Det berettede DR for ganske nylig.

Jeg må sige, at behovet for at hyre private vagter ind for at skabe mere tryghed i eksempelvis nattetimerne vidner om en særdeles presset psykiatri -om en akut mangel på personale og ledelser, der i den grad griber til alternativer, vi ikke ser andre steder i sundhedsvæsenet.

Jeg anerkender, at man kan finde på nødløsninger, når man har ryggen mod muren, og at man derfor kan finde det nødvendigt med private vagter i en periode, hvor der er akut personalemangel, hvis der ikke kan findes andre løsninger.

Men det må og skal aldrig blive permanent eller et værktøj, som der automatisk gribes til. Det kan hverken patienterne eller personalet være tjent med. For patienterne har i den grad brug for at møde sundhedsfagligt uddannet personale, som er trænede i at håndtere tilspidsede situationer.

Ikke vagttjenester, hvis kompetencer er nogle helt andre.

Det er desværre velkendt, at psykiatrien har været forsømt i årtier. Den har været underprioriteret, og den har stået sidst i køen, når man på Christiansborg har lagt langsigtede planer i sundhedsvæsenet. Området har i mange år været præget af, at politikerne har hoppet fra tue til tue og diverse puljebevillinger. Det skal der gøres op med. For patienterne og personalet i psykiatrien har brug for en solid og stabil hånd under psykiatrien.

Der skal laves en langsigtet investering helt på højde med, hvad man for år tilbage gjorde på kræftområdet.

Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt.

Sidste år afsatte regeringen og dens støttepartier 600 millioner kroner på finansloven, som primært skulle gå til at ansætte mere personale og skabe bedre normeringer i psykiatrien. Det var en markant håndsrækning, men personalet skal jo findes. Psykiatrien mangler speciallæger i psykiatri og meget andet personale, og behovet for private vagter er et åbenlyst tegn på, at der er brug for både at uddanne flere, rekruttere mere og fastholde bedre.

Men også at behovene i psykiatrien er meget mere end det efter årtiers underprioritering. Derfor ser jeg også frem mod den lovede tiårsplan for psykiatrien, som sundhedsminister Magnus Heunicke er ved at lægge trædestenene til. Jeg og resten af Lægeforeningen står klar med opsmøgede ærmer, og vi er i dén grad parat til at bidrage til planen, så vi hurtigst muligt kan få psykiatrien op på et niveau, som patienterne kan være tjent med, og som vi som samfund kan være bekendt.