Prioritering med åbne øjne

25. januar 2016

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

Et døgns tid før nytårsraketterne blev fyret af, vovede sundhedsminister Sophie Løhde at åbne den debat om prioritering i sundhedsvæsenet, som både den nuværende og den forrige statsminister gjorde alt for at undgå under den seneste valgkamp.

Godt nok var udmeldingen fra sundhedsministeren forsigtig, da hun i Berlingske problematiserede de høje medicinpriser på sygehusene og lagde op til debat om, hvorvidt medicin skal fravælges, hvis den sundhedsmæssige værdi er for lille i forhold til prisen. Men erkendelsen hos en minister af, at der er et problem, som kræver handling, er i sig selv positiv.

Næste skridt er så, at debatten mellem politikere og sundhedsvæsenet tager afsæt i de faktiske forhold. Nemlig, at prioritering ikke er noget nyt, som vi kan beslutte at indføre. Det findes allerede i dag. Hvorfor har psykiatriske patienter f.eks. stadig ikke vilkår, som tåler sammenligning med andre patienter? Hvorfor slås mange medicinske afdelinger med overbelægning?

Svaret er, at pengene i sundhedsvæsenet er brugt til at hjælpe andre patienter, f.eks. med den nye dyre medicin, som fylder mest i debatten, eller de andre lægemidler og behandlinger, som der er afsat midler til. Der er med andre ord foretaget prioriteringer. Af politikere, som fordeler ressourcer, og af administrative ledelser, som indkøber lægemidler. Men processerne er svært gennemskuelige, og ingen har i dag overblikket over, hvordan sundhedsvæsenet – og dermed patienterne – får mest muligt for de penge, der er mulighed for at bruge.

For det er desværre nødvendigt at forholde sig til, at midlerne ikke er uendelige. Lægeforeningen kæmper for, at der er så mange som muligt til rådighed, men virkeligheden er jo, at penge, som bruges til ét formål, ikke kan bruges til et andet. Det ved man godt i sundhedsvæsenet. Spørg bare ude på de afdelinger, som er blevet ramt af besparelser. Derfor er det også nødvendigt at inddrage prisen i vurderingen af lægemidler og stille spørgsmålet, om patienterne får nok ud af behandlingen. Gør man ikke det, svigter man i virkeligheden de patienter, som kunne være blevet behandlet med godt resultat for de samme penge, og det bliver i realiteten tæt på umuligt at forhandle prisen ned hos lægemiddelproducenterne.

Vi har i dag et kludetæppe af aktører, der rådgiver om lægemidler. Lægeforeningen har længe arbejdet for at samle den ekspertise, som i dag er placeret i bl.a. RADS, KRIS, Institut for Rationel Farmakoterapi og Medicintilskudsnævnet i et fælles uafhængigt organ, der kan inddrage pris i sine analyser. Vi ønsker et uafhængigt og fagligt tungt lægemiddelinstitut, der kan sikre, at borgerne får mest mulig sundhed for pengene, og vi er med på, at instituttet – hvis der er opbakning til det – kan beskæftige sig med behandlinger mere bredt.

Men vi ved også, at debatten om prioritering er politisk vanskelig. Det er så let at reducere en nødvendig diskussion til et spørgsmål om at ville tage noget, som de har i dag, fra patienterne. Det er baggrunden for, at Lægeforeningen i samarbejde med Danske Regioner lægger op til debat på konferencen »Sundhedsvæsen under pres – er prioritering svaret?« den 28. januar for både politikere, patienter, sundhedsprofessionelle og lægemiddelindustrien. Jeg ser frem til en nødvendig diskussion – også om de aspekter, som kan gøre ondt.

 

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 2/2016.