Prioritering i sundhedsvæsenet

Sundhedsvæsenet er under pres. De sidste ti år har medarbejderne på hospitalerne fået 7 millioner flere patientkontakter, og antallet er ældre er steget med mere end 300.000.

Samtidig kommer der hele tiden ny medicin og nye behandlinger, der i mange tilfælde kan hjælpe patienterne, men som bestemt heller ikke er gratis. Alene sidste år steg udgifterne til sygehusmedicin med over 480 mio. kroner.

Der er med andre ord mere end nogensinde brug for, at sundhedsvæsenets ressourcer bruges klogt, så de kommer patienterne bedst muligt til gavn. Det indebærer, at politikerne nationalt og regionalt skal turde sætte fokus på, at det er nødvendigt at prioritere.

Der foregår i dag masser af prioritering i sundhedsvæsnet, og disse prioriteringer handler om, hvilke økonomiske rammer og rettigheder, der knyttes til forskellige patientgrupper, sektorer og afdelinger, lægemidler og behandlinger. Det er beslutninger, som træffes nationalpolitisk og hos de administrative ledelser i sundhedsvæsnet. Det er fx udtryk for prioritering, at psykiatriske patienter stadig ikke har vilkår, som tåler sammenligning med andre patienter, og det er udtryk for prioritering, at mange medicinske afdelinger stadig slås med overbelægning.

Indenfor de fastsatte økonomiske rammer og patientrettigheder med mere – og under iagttagelse af faglige vejledninger, instrukser og retningslinjer - har den enkelte læge også mulighed for at prioritere i behandlingen af den enkelte patient.

Her handler det om at udøve et fagligt skøn indenfor de rammer og ressourcer, der er til rådighed. Det sker fx når lægen beslutter, hvilke patienter der har mest behov for de ledige pladser i intensivafdelingen og de ledige fødestuer på obstetrisk afdeling. Den enkelte læge prioriterer også ud fra et fagligt skøn, hvilke konkrete behandlinger der anbefales til den enkelte patient.  

Problemer i dag – og bud på løsninger

Prioriteringer foregår altså allerede i dag, men det er svært at gennemskue processerne, og ingen har i dag overblikket over, hvordan sundhedsvæsenet – og dermed patienterne – får mest muligt for de penge, der er til rådighed. Det er desværre et uundgåeligt faktum, at midlerne er knappe, og det er lige så uundgåeligt, at de penge, som bruges til ét formål, fx udredningsret, sygehusbyggerier og kræftpakker, kun kan bruges til dette ene formål. Det ved Yngre Lægers medlemmer godt, for det mærker de tydeligt på alle de afdelinger, som jævnligt rammes af besparelser, når pengene er prioriteret andre steder.

Problem: Uforudsete udgifter til fx sygehusmedicin og flytninger resulterer i besparelser på driften – dvs. personalereduktioner
Det er et tilbagevendende problem, at udgifterne til sygehusmedicin i løbet af et budgetår bliver højere end forudsat, hvilket resulterer i, at der bliver skåret i personalet. Det samme ser vi aktuelt i form af uforudsete flytteomkostninger på AUH – hvilket også kan blive et problem, når de kommende nye sygehusbyggerier skal tages i brug.  

Yngre Læger anbefaler, at der bliver afsat særskilte budgetter til sygehusmedicin, så den øvrige drift på sygehusene ikke gentagne gange forstyrres og forringes med baggrund i medicinudgifter.  

Problem: Manglende gennemsigtighed i økonomiske rammer og beregninger
En af de ting, som gør de politiske prioriteringer i sundhedsvæsnet svært gennemskuelige, er, at politikerne ikke melder klart ud, hvad den reelle økonomiske vækstramme for sundhedsvæsnet er. De melder heller ikke klart ud om, hvor mange udgifter rammen reelt skal dække. Og beslutninger om at bruge flere penge på bestemte patientgrupper eller behandlinger ledsages aldrig af en ærlig tilkendegivelse af, at der dermed samtidig skal skæres ned på andre områder.

Yngre Læger anbefaler, at de ansvarlige politikere nationalt og regionalt melder ærligt ud til borgerne om, hvor knappe ressourcerne i sundhedsvæsnet egentlig er, og om, at når der bruges flere penge ét sted (fx til kræftpakker), så går det ud over andre områder (fx de medicinske afdelinger). 

Politikerne bør forventningsafstemme med borgerne og gøre dem klart, at alt ikke kan lade sig gøre: Fx sige at alle behandlinger ikke er tilgængelige i Danmark, og at det ikke altid er muligt at få den dyreste behandling som patient i Danmark. De, politikerne, bør med andre ord tegne et langt mere realistisk billede af, hvilken sundhedsindsats og sygdomsbehandling danskerne kan forvente indenfor de (snævre) økonomiske rammer, der stilles til rådighed.

Politikerne bør også anerkende åbent, at når de øremærker ressourcer til bestemte sygdomme eller områder, eller giver bestemte rettigheder på udvalgte områder, så har det konsekvenser for andre sygdomsområder, som dermed ikke kan prioriteres lige højt.

Prissætningen af nye prioriteringer, fx pakkeforløb og patientrettigheder, bør samtidig være langt mere realistisk og gennemsigtig, så det bliver tydeligt, hvor dyrt det er, og hvordan det får konsekvenser for prioritering af andre sygdomsområder mv.

Tilsvarende bør økonomien i forbindelse med nye byggerier og IT-systemer være langt mere realistisk og gennemsigtig, og gevinstrealisering i sundhedsvæsnet skal afvente, at gevinsten rent faktisk er der – tag sygehusbyggerierne eller Sundhedsplatformen som aktuelle eksempler på at det ikke har været tilfældet. 

Problem: Politisk indblanding i lægefaglige vurderinger
Et yderligere problem knyttet til de politiske prioriteringer i dag er, at politikerne jævnligt blander sig i diskussioner om, hvilke typer behandlinger der efter en faglig vurdering bør gives eller ikke gives til bestemte patientgrupper (fx cannabis).

Yngre Læger anbefaler, at politikerne respekterer, at det er fagfolk, det vil sige lægerne, der skal foretage de faglige vurderinger og anbefalinger, ikke politikere.

Problem: Manglende politisk ansvar for, at prioritering er nødvendig
Indtil for nylig var det udelukket, at en ansvarlig politiker ville anerkende, at der ikke er råd til, at alle patienter i Danmark kan få alle tænkelige, mulige behandlinger.

Yngre Læger anbefaler, at politikerne fortsætter den udvikling, vi heldigvis ser nu, i retning af at anerkende behovet for prioritering og tage fortsat større ansvar for, at det sker.

Denne bevægelse har konkret vist sig positivt i etableringen af Medicinrådet pr. 1. januar 2017, som indebærer, at prisen nu inddrages i vurderingen af nye lægemidler.

Og der tegner sig i øjeblikket også opbakning til etablering af et Behandlingsråd. Ved at gennemgå den faglige evidens, der ligger til grund for nye behandlingsformer og teknologiske løsninger, vil et Behandlingsråd kunne vurdere, om værdien for patienterne står mål med omkostningerne. Et Behandlingsråd vil fx kunne tage stilling til, hvornår patienter med hovedpine bør scannes, om en ny robotteknologi kan give bedre behandling, og om en ny type knæimplantat bør tages i brug ud fra en præmis om, at de nye behandlinger skal give mest mulig sundhed for pengene til patienterne.

Etablering af Medicin- og Behandlingsråd, der anerkender behovet for prioritering og foretager prioritering af medicin og behandlinger ud fra fagligt vurderet værdi for patienterne, hilser Yngre Læger velkommen, om end det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er ny medicin og nye behandlinger der bliver prioriteret, men at allerede ibrugtagen medicin og anvendte behandlinger også vurderes og prioriteres.

Hvad kan og skal lægerne selv gøre?

Lægerne har også en aktiv rolle at spille, blandt andet i indsatsen for at sikre, at der løbende og automatisk foretages faglige vurderinger af, om allerede ibrugtagne behandlinger og allerede ibrugtagen medicin (fortsat) tjener til at give mest mulig sundhed for pengene.

Indenfor de rammer og ressourcer, der fastlægges politisk, har lægerne stor indflydelse på de faglige prioriteringer, der fx foretages i faglige vejledninger og retningslinjer og i behandlingen af den enkelte patient.

Også her er der mulighed for, at lægerne (i højere grad) kan anlægge et perspektiv om at prioritere den konkrete behandling og de konkrete faglige anbefalinger, der indebærer mest mulig sundhed til patienterne for pengene – og sortere andre fra.

For konkret at understøtte, at lægerne selv bidrager aktivt til de nødvendige prioriteringer, bakker Yngre Læger op om initiativet ”vælg klogt”, som er et paradigme, der bl.a. kan implementeres i de kliniske kvalitetsdatabaser og i de lægefaglige specialers kliniske retningslinjer med henblik på, at der prioriteres blandt andet behandlinger og procedurer efter, hvad der giver størst behandlingsmæssig og patientoplevet kvalitet indenfor de givne rammer.

I Danmark har De Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, Danske Patienter og Danske Regioner taget initiativ til et projekt (læs mere her og her), og sekretariatet vil undersøge mulighederne for en aktiv rolle for Yngre Læger i projektet.