PLO-K (lægelaug)

PLO-Kommunalt (PLO-K) er en forening af praktiserende læger i en kommune (tidligere kendt som lægelaug). Formålet er at repræsentere de praktiserende læger i det kommunalt lægelige samarbejde, herunder stille repræsentanter til det kommunalt-lægelige udvalg (KLU).

I kommuner med mere end 100 praktiserende læger kan der oprettes dellaug. På nuværende tidspunkt er der kun oprettet dellaug i Københavns Kommune, hvor der er otte dellaug. Alle dellaug skal være repræsenteret i bestyrelsen for PLO-K i kommunen med et medlem for hvert påbegyndt 50. medlem i dellauget.

Find kontaktoplysninger på de respektive PLO-K ved at trykke på landkortet:

Det fælleskommunale PLO-K

Der kan etableres fælleskommunale PLO-K mellem to eller flere kommuner under forudsætning af, at det besluttes på generalforsamlinger i de respektive PLO-K, og at alle kommuner, der indgår i det fælleskommunale PLO-K, repræsenteres i bestyrelsen for det fælleskommunale PLO-K.

PLO-K er forpligtet til løbende at inddrage PLO-R ved udarbejdelse af udkast til lokale aftaler i kommunen. Forpligtende aftaler skal endeligt forhandles af PLO-R, der er aftalepart.
Generalforsamlingen er PLO-K’s højeste myndighed.

Medlemmer af PLO-K er medlemmer af PLO med praksisadresse og ydernummer i kommunen, medlemmer af PLO der er læger ansat i stedet for kompagnon, ekstra ansat læge eller læger ansat på regionsdrevne klinikker, jf. bestemmelser herom i overenskomst om almen praksis.

Valg til bestyrelsen og selvdeklarering

Der er valg til bestyrelserne i PLO-K i januar og februar måned i ulige år. Medlemmer af PLO-K er ikke valgbare i den kommune, hvor de er praksiskonsulenter.

På repræsentantskabsmødet d. 28. november 2015 blev det besluttet, at tillidsvalgte i PLO skal selvdeklarere, jf. §4A i PLO's love. Det sker ved, at kandidater til PLO-K inden valghandlingen på generalforsamlingen skal tilkendegive, om pågældende kan se en interessekonflikt med udgangspunkt i det selvdeklareringsskema, som repræsentantskabet har vedtaget.

Selvdeklarering for de bestyrelsesmedlemmer, der vælges, skal kunne rekvireres hos formanden for PLO-K i det omfang, de ikke er offentliggjort på PLO-K’s område på PLO's hjemmeside. Offentliggørelse på egen hjemmeside kan ske med assistance fra det regionale sekretariat. Selvdeklareringen vil alene være tilgængelig for medlemmer af Lægeforeningen, som har adgang med log-in.

Såfremt der kommer ændringer til selvdeklarerede oplysninger i valgperioden, skal selvdeklareringsskemaet ikke revideres, men bestyrelsen for PLO-K skal orienteres.

Selvdeklareringsskema for PLO-K-2019.(doc)  

Bestyrelsens opbygning

Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter valget med en formand og en næstformand. Formanden er født medlem af det kommunalt-lægelige udvalg. Funktionstiden begynder den 1. marts i det år, valget har fundet sted. For formandsfunktionen gælder en funktionstidsbegrænsning på 6 år. Der er ikke funktionstidsbegrænsning for de øvrige bestyrelsesmedlemmer i PLO-K.

Ved udskiftning i bestyrelsen for PLO-K er det formandens opgave snarest muligt derefter at informere Lægeforeningens regionale sekretariat om ændringen. Kontaktoplysninger på de regionale sekretariater findes her.

Vedtægter

Vedtægterne beskriver PLO-K’s formål, medlemskreds, generalforsamling m.m. Vedtægterne angiver hvilke punkter, der skal være indeholdt i den ordinære generalforsamling, herunder bestyrelsens beretning, godkendelse af regnskab, fastlæggelse af medlemskontingent, indkomne forslag, drøftelse af det kommende års aktiviteter samt valg til bestyrelse og valg af lægelige revisorer. Endvidere er angivet, at bestyrelsen for PLO-K ad hoc kan udpege medlemmer til varetagelse af afgrænsede opgaver.

PLO-K er desuden beskrevet i PLO's generelle vedtægter i §41-§45


Lægeforeningen NordjyllandLægeforeningen MidtjyllandLægeforeningen SyddanmarkLægeforeningen SjællandLægeforeningen Hovedstaden