Pensionister der tager ansættelse hos en offentlig arbejdsgiver

Der er ingen centrale aftaler om ansættelse af pensionerede, men den enkelte offentlige arbejdsgiver kan have fastsat retningslinjer. De fleste offentlige overenskomster omfatter nemlig ikke pensionerede tjenestemænd og andre, der får udbetalt pension fra en pensionsordning, som det offentlige har bidraget til.

Det betyder, at pensionerede så heller ikke er bundet af overenskomsten. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes derfor i en individuel ansættelsesaftale.

Der er intet til hinder for, at det aftales, at den individuelle aftale henviser til helt eller delvist vilkårene i overenskomst. Da en eventuel ansættelse, når man er overgået til pension, i staten typisk vil være på deltid, vil vilkårene typisk blive hentet i Overenskomst for speciallæger i staten. Ved ansættelse på universiteter, på hospitaler eller i kommunerne henvises til de respektive aftalegrundlag, som findes i menuen under Ok/aftaler.

Pensionerede, som påtænker ansættelse hos en offentlig arbejdsgiver, kan søge rådgivning i sekretariatet på telefon: 35 44 84 08.