Patientrettigheder: Vi bør behandle de sygeste patienter først

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.
Bragt i Dagens Medicin
den 1. maj 2020

På grund af coronakrisen blev både behandlingsgarantien (det udvidede frie valg) og udredningsretten suspenderet den 11. marts. Men hvad skal der ske med patientrettighederne efter coronakrisen? Skal de tilbage i deres hidtidige form, skal de ændres eller skal de helt væk? Sådan spørger Dagens Medicin og sætter dermed gang i en interessant debat. En debat, som vi i Lægeforeningen meget gerne bidrager til.

På nuværende tidspunkt er det vores vurdering, at det vil være uforsvarligt at genetablere patientrettighederne som et samlet hele. Udredningsretten kan man realistisk overveje at sætte gang i igen inden længe, men ikke det udvidede frie valg (behandlingsgarantien). Den vil nemlig kræve sundhedsvæsenets fulde kapacitet. Selv under normale omstændigheder er det en meget stor opgave at håndtere de opgaver, som behandlingsgarantien pålægger læger og det offentlige sundhedsvæsen. Sagen er den, at det udvidede frie valg indenfor 30 dage er en hindring for at prioritere de patienter, som har størst behov for behandling. Vi skal langt længere hen i forløbet, måske endda først næste år, før det er realistisk at genetablere patientrettighederne. Men allerførst er det nødvendigt med en diskussion af, om de skal genetableres i den nuværende form. Her bør vi se på erfaringer fra Coronaepidemien og lære af de bedste eksempler.

Her efter suspensionen er det fagligheden, der styrer. Godt det samme. Alle medicinske tilstande kræver ikke lige hurtig behandling. Hvis man eksempelvis har levet med slidgigt i knæet gennem mange år, er det ikke ud fra et lægefagligt synspunkt nødvendigvis afgørende, om man kommer til inden 30 eller 60 dage, og eftersom der er begrænsede ressourcer i sundhedsvæsenet, skal de patienter, som har størst behov, naturligvis prioriteres først.

Det er ingen hemmelighed, at det nu suspenderede udvidede frie valg, der garanter behandling indenfor 30 dage, ikke er groet i vores have. Det er det ikke af den simple grund, at den ikke tager højde for det faglige behov for behandling hos den enkelte patient. Antal dage, patienten venter, vægtes højere end det reelle behov for behandling. Det er ikke til gavn for patienterne samlet set. Samtidig er det en meget rigid politisk underkendelse af den faglighed, som medarbejderne i sundhedsvæsenet ellers ville have bragt i spil til at skabe de bedste behandlingsforløb for patienter med ikke-akut sygdom. Det udvidede frie valg øger ulighed i sundhed. Kravet om hurtig behandling af ikke-alvorlige og ikke-akutte lidelser koster ressourcer. Ressourcer, der kunne være brugt på fx ældre medicinske patienter, patienter med flere lidelser eller patienter, der ikke har stor sundhedskompetence selv.

I sundhedsvæsenet har vi flere opgaver, end vi har tid til at løse. Der bliver løbet stærkt. Nogle steder alt for stærkt. Derfor er det helt afgørende, at både de fysiske og styringsmæssige rammer ikke lægger snubletråde ud, men tværtimod understøtter personalet i at bruge deres faglighed effektivt og til størst mulig glæde for patienterne. Bekæmpelse af ulighed i sundhed forudsætter, at personalet har tid og rum til at se den enkelte patient og kanalisere ressourcerne i den retning, hvor der er mest brug for dem

Udredningsretten er vi tilhængere af. I en normaltilstand for sundhedsvæsenet giver det mening for både patienter og læger, at man er garanteret en hurtig udredning, så der kan lægges en plan for behandlingen. Det kan bedst gøres med en ny, differentieret behandlingsret, som skal give bedre plads til at behandle de mest syge først på sygehus eller i speciallægepraksis og frigive ressourcer.

Lægeforeningen foreslår derfor, at man indfører en differentieret ret til behandling inden for 30 til 60 dage for ikke-akutte patienter. Tidsrammen differentieres for den enkelte patient på baggrund af et lægeligt skøn. Samtidig foreslår vi, at retten til udredning og behandling også skal omfatte speciallægepraksis, så patienten har ret til hurtig udredning og behandling, når det drejer sig om behandling på hovedfunktionsniveau, uanset om patienten henvises til en speciallægepraksis eller et hospitalsambulatorium. Det vil give bedre plads til at behandle de mest syge først på sygehus eller i speciallægepraksis og frigive ressourcer.

Samlet set vil en differentieret ret til behandling være en fordel for patienterne, ligesom det vil sætte fagligheden først. Det er, hvad sundhedsvæsenet har brug for – ikke rettigheder, der hindrer læger i at prioritere de mest syge patienter først.