Patienter og læger har brug for bedre viden om alternativ behandling

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen og Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse
Indlæg med Kræftens Bekæmpelse bragt i Avisen Danmark den 6. september 2020

Mange patienter opsøger i dag alternativ behandling (behandling uden dokumenteret virkning). Derfor efterspørger patienter og læger mere viden om virkninger og bivirkninger af forskellige alternative behandlinger, og om nogle behandlinger eventuelt bør frarådes.

Coronakrisen har øget fokus på, hvordan nye behandlinger udvikles, da der flere gange i mediebilledet er dukket historier op om fantasifulde behandlinger af covid-19, dog uden den afgørende dokumenterede virkning. Det er en god anledning til at tage politiske beslutninger, der giver patienter og læger let adgang til solid, faktabaseret viden om alternativ behandling. For dialog skal tages på et oplyst grundlag.

En rundspørge viser, at to ud af tre læger oplever, at patienter ønsker at tale med dem om alternativ behandling. Det er især viden om virkningen af forskellige alternative behandlinger, som efterspørges. Der skal være styr på patientsikkerheden, så derfor må lægen ofte spørge, om patienten modtager alternativ behandling, da dette kan påvirke virkningen af den medicinske behandling, som lægen tilbyder.

En undersøgelse blandt kræftpatienter i 2019 viser, at 28 pct. har brugt én eller flere former for alternativ behandling i forbindelse med deres sygdom. Mange kræftpatienter oplever, at det er meningsfuldt og giver øget livskvalitet og velvære at supplere den behandling, de får på sygehuset, med alternativ behandling. Eksempelvis for at lindre symptomer.

Men det sker også, at patienter rådes til at indtage store mængder kosttilskud eller urter eller at få indsprøjtninger med høje doser C-vitamin. Det er stærkt problematisk, da der ikke er viden om, hvordan store enkeltdoser af disse stoffer påvirker kroppen, eller hvordan disse stoffer interagerer med den medicinske behandling, som patienten får for sin sygdom. Det kan i yderste konsekvens betyde, at patienten ikke behandles korrekt, da medicinens virkning kan blive forstærket eller mindsket.

I særligt grelle tilfælde har alternative behandlere rådet patienter til at fravælge den lægevidenskabelige behandling til fordel for virkningsløse og ofte kostbare behandlinger, de selv tilbyder. Det sker heldigvis sjældent, at patienter i Danmark fravælger sundhedsvæsenets behandling. Men det er altid tragisk, når vi hører om dødsfald blandt patienter, der har taget dette valg og i stedet har sat deres lid til alternative behandleres anbefalinger af kaffelavementer eller særlige kostregimer som behandling for kræft. Disse sager bør tages meget alvorligt, da der i vores optik er tale om grov udnyttelse af patienter, der står i en meget sårbar og alvorlig situation.

Derfor foreslår vi tre politiske tiltag:

  1. Lav et statsligt, sundhedsfagligt funderet vidensråd, der på et videnskabeligt grundlag vurderer og formidler information om alternativ behandling til patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Her kan vi lære af det norske NAFKAM (Nasjonalt Forskningssenter innen Komplementær og Alternativ Medisin).
  2. Styrk autorisationsloven, så alternative behandlere i højere grad underlægges regulering og ikke må udsætte patienter for risiko for fare eller fraråde sundhedsvæsenets behandling. Listen over sygdomme, som alternative behandlere ikke må behandle, bør udvides til også at omfatte behandling af alvorlige og livstruende sygdomme. Alternative behandlere må dog gerne lindre og dæmpe symptomer og bivirkninger.
  3. Skærp tilsynet med markedsføring af ydelser og produkter på det alternative område og håndhæv reglerne i langt større omfang end i dag. Myndighederne skal hurtigt følge op på åbenlyse lovbrud og påbudssager.

Mange patienter giver udtryk for, at alternativ behandling kan være en kilde til lindring og øget velvære. Både sundhedsvæsenet og patientforeninger spiller en vigtig rolle, når patienter søger råd om alternativ behandling. Derfor arbejder Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse for at sikre den bedst mulige dialog mellem læger og patienter om alternativ behandling med afsæt i den nyeste viden. Samtidig er det afgørende for patienternes sikkerhed, at markedet for alternativ behandling er gennemsigtigt og reguleret. Vi skal beskytte patienterne bedre mod alternative behandlinger, der kan være farlige. Alle disse tiltag kræver politisk vilje og handlekraft. Folketinget skal derfor sikre patienter og læger bedre viden om alternativ behandling!