Pas nu på med forhastede reformer af sundhedsvæsenet

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

I den seneste tid er der skruet godt og grundigt op for det landspolitiske fokus på sundhedsvæsenet. Herunder også alt det, som ikke mindst Lars Løkke Rasmussen, statsminister og formand for Venstre, og Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, vil gøre på området. Begge partiledere har i forbindelse med deres sommergruppemøder præsenteret nye sundhedsudspil. Detaljegraden har varieret, men intentionerne om at gøre sundhed til en topprioritet op til den kommende folketingsvalgkamp er ikke til at tage fejl af.

Helt konkret bed jeg mærke i, at statsministeren på Venstres sommergruppemøde nævnte psykiatrien som et af hans fem overordnede fokuspunkter. Psykiatrien skal have et markant løft, lovede han. Det er på høje tid. Området har et gigantisk efterslæb, og selvom der i psykiatriplanen fra 2014 endelig kom flere midler til, bruges der stadig færre ressourcer per patient. Det kræver altså et langt, sejt træk, før psykiatrien ikke længere bliver behandlet som sundhedsvæsenets stedbarn. Godt begyndt er dog halvt fuldendt.

Det samme kan man desværre ikke sige om de to andre initiativer, som de to statsministerkandidater hver især er kommet med. Lars Løkke Rasmussen har igennem en længere periode talt om behovet for en stor sundhedsreform med sammenhæng for øje, uden at det for alvor er blevet konkret beskrevet, hvad den skal indeholde. Til gengæld er andre partier opsatte på at nedlægge regionerne – noget som statsministeren er åben overfor, hvis det bliver politisk nødvendigt.

Der er en stor risiko for at smide barnet ud med badevandet, når man efter års forarbejde alligevel indleder politisk forhandling med “alt er i spil”. Ikke mindst så tæt på et Folketingsvalg. Det er menneskers helbred, det handler om. Derfor må man kunne forvente, at de forslag til ændringer, som præsenteres fra politisk hold, er gennemarbejdede, og at de faktisk fører til et sundhedsvæsen, som er bedre i stand til at klare sine opgaver, end det vi har i dag.

Vi er ikke gift med regionerne, som har store udfordringer med blandt andet overbelægning, it, sammenhæng og psykiatri. Men de har også klaret mange opgaver. Omvendt har kommunerne stadig svært ved at løse de sundhedsopgaver, de fik ved den sidste strukturreform. Derfor skal man være meget varsom med at skrotte regionerne for eksempelvis at lægge flere opgaver i kommunalt regi. Jeg ser frem til, at der kommer en gennemarbejdet plan, vi kan forholde os fagligt til.

Mette Frederiksen er kommet med et udspil om at etablere såkaldte nærhospitaler med sygehusfunktioner såsom operationer. Hvis det er tænkt som et skridt mod at oprette kommunehospitaler med sengepladser, så er det et tilbageskridt. I Danmark har vi med god grund bevæget os mod større faglige miljøer på hospitaler og mod deciderede supersygehuse. Det giver altså patienterne en bedre behandling. Sundhedsmæssigt er det vigtigere, end om man kan blive behandlet på et sygehus indenfor kommunegrænsen. Man skal være meget varsom med at lægge specialiserede opgaver ud til for små faglige miljøer. Til gengæld er det helt afgørende at styrke det nære sundhedsvæsen og skabe bedre sammenhæng. Det kan der ikke være to meninger om.

Det er naturligvis positivt, at sundhedsvæsenet er topprioritet hos prominente politikere. Men jeg er nødt til at advare imod hurtige pseudoløsninger i en slutspurt op til et kommende Folketingsvalg. For uanset om den næste statsminister hedder Lars, Mette eller noget helt tredje, er det helt afgørende at huske, at sundhedsvæsenet i langt højere grad har brug for ressourcer til at klare de fremtidige opgaver end en ny ændring af strukturen. Der mangler speciallæger, ikke mindst i almen praksis og i psykiatrien, og stadig flere patienter kommer til i de kommende år. At tegne nye streger i et organisationsdiagram er ikke sundhedsvæsenets væsentligste udfordring – det er til gengæld mangel på ressourcer.

Debatindlægget er bragt i Berlingske, den 4. september 2018.