Gå til indhold

Vigtige regionale udfordringer på dagsordenen til møde mellem Lægeforeningen og regionen

Nyhed Lægeforeningen Sjælland

Den 27. februar var der møde mellem regionsrådsformanden for Region Sjælland, Heino Knudsen, koncerndirektør, Jesper Gyllenborg, samt formand for Lægeforeningen Sjælland, Johan Reventlow Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, og administrerende direktør, Torben Buse. Formålet var at få styrket fokus på nogle af de udfordringer, der fylder i Region Sjællands sundhedsvæsen.

  • I Region Sjælland er sundhedstilstanden blandt borgerne generelt væsentligt dårligere end i resten af landet. Det skyldes blandt andet en lang række faktorer, som sundhedsvæsenet ikke har indflydelse på: uddannelses- og indkomstniveau, beskæftigelse og lignende. Derudover har regionen mange multisyge borgere.
  • Selvom Region Sjælland og Region Hovedstaden har indgået et samarbejde om blandt andet 30 delestillinger med delt arbejdstid på et hospital i Region Hovedstaden og et sygehus i Region Sjælland, er rekrutteringsudfordringerne ikke løst. Regionen bør tænke andre muligheder ind som f.eks. mere brug af videokonsultationer. Lægeforeningen understregede, hvor vigtigt det er at sikre, at ansvaret for alle borgere på Sjælland løses på en god og holdbar måde.
  • Det er aftalt, at 40 pct. af uddannelsesforløbene skal starte og slutte i Region Sjælland. Almen praksis og psykiatri skal gå på tværs af regionerne. Med denne ændring bør der være ekstra stor opmærksomhed på, at disse uddannelsesforløb-/stillinger bliver af høj kvalitet.
  • I forhold til at rekruttere og fastholde læger i regionen har Region Sjælland arbejdet med en speciallægeplan og desuden udarbejdet et idékatalog med input til at løse problemerne.
  • Endeligt vil Region Sjælland gerne gøre mere reklame for mulighederne for etablering af licensklinikker, da der for tiden ikke er mange licensklinikker i regionen.

Regionsrådsformanden for Region Sjælland, Heino Knudsen takkede for det gode samarbejde mellem regionen og Lægeforeningen Sjælland, og Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, gav udtryk for ønsket om at styrke den generelle indsats for Region Sjælland blandt andet ved at drøfte, hvad der skal til af nationale tiltag. Mødet følges op i april mellem Lægeforeningen Sjælland og regionen.