Gå til indhold

Ting bliver ikke nødvendigvis bedre og billigere på et privat marked

Nyhed PLO

En typisk sundhedsforsikring dækker lige præcis IKKE alle de almindelige årsager til, at folk har brug for lægehjælp, selv om de koster den enkelte borger mere end den skatteborgerfinansierede sundhedsordning, skriver PLO's direktør i debatindlæg.

"

Af Jonatan Schloss
Direktør i PLO

Hvor er det befriende med nogle nøgterne analyser og kommentarer fra Falcks topchef, Jakob Riis, til debatten om, hvad det offentlige og det private skal levere i fremtidens sundhedsvæsen.


Man kan kun håbe, at de folkevalgte går ind i debatten og gerne også på en fornuftspræget og ikke kun ideologisk præget måde. Mit håb er, at debatten kan tage udgangspunkt i, hvor skatteborgerne får det bedste sundhedstilbud for skattepengene. Og her må man sige, at der kan være store forskelle.


Hver dansker betaler via skatten i gennemsnit kr. 1.400 for 24/7/365 adgang til gratis almen medicinsk lægehjælp. Dette uanset, hvor meget du ryger, drikker, vejer osv. Og dette uanset, hvor mange gange du ringer/mailer/besøger/videokonsulterer din faste egen læge eller benytter dig af det ligeledes døgndækkende lægevagtsystem.


For de kr. 1.400 kan du få samtaleterapi, behandling af din depression, få diagnosticeret og behandlet din KOL, diabetes, forhøjet blodtryk, få udført mindre kirurgi, få talt om livets problemer, få tjekket dit udslet, din mulige hudkræft osv. 
 
Nærmeste sammenligning i den del af sundhedsvæsenet, som folk frivilligt kan tilkøbe, er sundhedsforsikringerne. Skal du som borger ud at købe en sundhedsforsikring, så koster det ca. kr. 1.700 om året.


Her skal man være klar over, at man IKKE kan få hjælp til sine kroniske sygdomme, som man havde inden forsikringen blev tegnet. Man kan IKKE få akut behandling, undersøgelser relateret til graviditet, hjælp til behandling af kønssygdomme, fedmebehandling, medfødte lidelser, søvnapnø, parterapi, nedsat syn og hørelse, hjerte-kar lidelse, følgesygdomme på grund af alkohol, forebyggende behandling og undersøgelser, fobier, spiseforstyrrelser, ADHD, autisme osv. Man får heller ikke adgang til fysisk konsultation hos en praktiserende læge.


Med andre ord vil en typisk sundhedsforsikring lige præcis IKKE dække alle de almindelige årsager til, at folk har brug for lægehjælp. Dette til en højere pris end den skatteborgerfinansierede sundhedsordning.
 
Min pointe: Ting bliver ikke nødvendigvis bedre og billigere af, at borgerne selv skal købe dem på et privat marked. Nogle gange bliver det billigere og bedre af, at det offentlige køber ind i det private på fællesskabets regning.


***********************************************************
Indlægget har været bragt på www.altinget.dk



 


"