Gå til indhold

Sygehusenes mangel på speciallæger har alvorlige konsekvenser

Nyhed Overlægeforeningen

Hver tredje kvinde med brystkræft når ikke at blive undersøgt og behandlet inden for de tidsfrister, der er fastsat med de nationale kræftpakker. I en enkelt region er det kun hver femte brystkræftpatient, som bliver behandlet til tiden.

En væsentlig årsag til, at regionerne ikke kan overholde de vigtige tidsfrister, er sygehusenes mangel på speciallæger, nærmere bestemt mammaradiologer, som står for brystkræftskanninger og screening.

”Det er uholdbart, at der i flere regioner er så stor mangel på radiologer, at sygehusene ikke kan overholde kræftpakkerne. Tallene viser, at problemet ikke kan løses ved at fordele speciallægerne anderledes. Vi har ganske enkelt brug for at uddanne flere. Derfor er det positivt, at Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner nu overvejer at udvide uddannelsen. Men om det er tilstrækkeligt, er langt fra sikkert,” siger Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen.

Susanne Wammen peger desuden på, at brystkræftpatienterne ikke er de eneste, som mærker konsekvenserne af sygehusenes mangel på speciallæger.

”Vi har massive problemer med mangel på specialister inden for bl.a. psykiatri, neurologi, lungemedicin og ældresygdomme. Det medfører alt for lange ventelister og giver sygehusene store problemer med at levere en behandling af en tilstrækkelig høj kvalitet. Derfor er der brug for en langt stærkere indsats for at få uddannet flere speciallæger inden for de hårdest ramte områder,” siger Susanne Wammen.

Hun peger desuden på, at regionerne her og nu kan mindske problemerne ved at flytte arbejdsopgaver fra speciallægerne til andre faggrupper:

”De sidste mange år har overlægerne og speciallægerne overtaget flere og flere opgaver, som i virkeligheden bedre kan løses af lægesekretærer og andre faggrupper. Og hvis regionerne gik med til at flytte nogle af de opgaver, kunne vi udnytte speciallægernes ekspertise bedre til gavn for de patienter, som i dag venter for længe,” siger Susanne Wammen.

Læs artiklen i Berlingske her