Gå til indhold

Susanne Wammen valgt til formand

Nyhed Overlægeforeningen

Overlæge Susanne Wammen er i dag blevet valgt til ny formand for Overlægeforeningen, der repræsenterer de 6.600 overlæger på landets sygehuse og hospitaler. Desuden blev Bjarne Skjødt Hjaltalin valgt til bestyrelsen.

Susanne Wammen blev enstemmigt valgt på foreningens repræsentantskabsmøde i Aalborg. Hun har været konstitueret siden nytår, hvor daværende formand Lisbeth Lintz blev formand for Akademikerne.

I sin beretning lagde Susanne Wammen især vægt på den styrkelse af sygehusenes afdelingsledelser, som Overlægeforeningen aftalte med Danske Regioner ved OK21.

Ledelsesreformen bliver et af hendes vigtigste indsatsområder og får betydning for alle overlæger og hele sundhedsvæsenet.

”Med ledelsesreformen skaber vi sammen med regionerne fundamentet for et stærkere sundhedsvæsen. I kan alle være med til at holde dampen på reformen oppe. Både ved at søge stillingerne som ledende overlæger – eller som cheflæge – og ved at bakke op om den lægelige ledelse i afdelingerne i hverdagen. ”

”Men reformen handler ikke kun om ledende overlæger og cheflæger. Vores nye overenskomst slår fast, at alle overlæger er ledere. Det betyder, at vi alle står med et stort ansvar i dagligdagen, og at vi alle er rollemodeller for vores kolleger,” sagde Susanne Wammen.

Susanne Wammen er 67 år og har været medlem af Overlægeforeningens bestyrelse siden 2018. Hun er speciallæge i anæstesiologi og arbejder på Rigshospitalet i afdelingen for bedøvelse og operation på HovedOrtoCentret.

Hun har tidligere været formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) og har været tillidsrepræsentant i en årrække på Rigshospitalet.

Bjarne Skjødt Hjaltalin nyt medlem af bestyrelsen

Repræsentantskabet valgte desuden Bjarne Skjødt Hjaltalin som nyt medlem af bestyrelsen, da der var en ledig plads efter Lisbeth Lintz’ afgang. Han er 41 år og afsnitsansvarlig overlæge med ansvar for dagkirurgien på Sjællands Universitetshospital (SUH Køge og Roskilde) og desuden formand for det regionale overlægeråd på Sjælland og TR for overlægerne i Køge. Bjarne Skjødt Hjaltalin har tidligere været formand for hhv. arbejdsmiljøudvalget og overenskomstområdet i Yngre Læger.