Gå til indhold

Mere end 1.200 pensionerede læger melder sig klar til coronaberedskabet

Nyhed Lægeforeningen

Danmarks pensionerede læger er i stor stil klar til at sætte pensionisttilværelsen på pause for at tage en tørn i kampen mod coronavirus. 1.261 pensionerede læger vil stille op, svarer de i helt ny rundspørge fra Foreningen af Pensionerede Læger og Lægeforeningen. ”Det er samfundssind,” lyder det samstemmende fra foreningernes formænd, Mogens Hüttel og Andreas Rudkjøbing.

Vil du stille dig til rådighed i den ekstraordinære situation, som landet befinder sig i på grund af coronapandemien? Svaret var et klart ”ja” fra 1.261 af landets pensionerede læger. Det viser tal fra en rundspørge fra Foreningen af Pensionerede Læger og Lægeforeningen, som er gennemført i denne uge.


Den største gruppe af læger, som har meldt sig klar, er i alderen 70-79 år. Den tæller 710 læger, mens der er 459 læger mellem 60-69 år, som stiller sig til rådighed. 83 af lægerne er desuden 80 år eller mere. Formanden for Foreningen af Pensionerede Læger, Mogens Hüttel på 74 år, er en af de læger, som er klar til at tage del i coronaberedskabet.


”Mit største ønske er fortsat, at det ikke bliver nødvendigt at trække på vi pensionerede læger, idet det er ensbetydende med, at hospitalsafdelingerne er ekstremt hårdt pressede”, siger han og fortsætter.


”Man er læge hele livet. Også når man er pensioneret. Det ligger dybt i os at ville gøre en forskel. Derfor har så mange pensionerede læger inklusive mig selv meldt sig klar. Når landet har brug for os, stiller vi op,” siger Mogens Hüttel.


Det får store roser med på vejen fra Lægeforeningen.


”Det er en ekstraordinær situation, vi står i, og derfor har sundhedsvæsenet hårdt brug for alle ekstra hænder og hoveder, som kan gøre en indsats. Det fortjener stor anerkendelse, at så mange pensionerede læger stiller op. Det er samfundssind, ganske enkelt,” siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.


”Der er mange pensionerede læger, der har fastholdt en tilknytning til klinikken og dermed vedligeholdt deres kliniske kompetencer,” påpeger han.


Lægeforeningen er i kontakt med regionerne, som er glade for at få lister med de pensionerede læger, som de meget hurtigt kan kontakte. Allerede nu eller når behovet øges. På samme måde overgives lister med pensionerede til almen praksis, hvor en del af lægerne også gerne vil hjælpe til.


Udover de læger, der har meldt sig, er der en stor gruppe, som på grund af alder og helbred ikke er i stand til det, men som meget gerne ville, hvis de havde kunnet.


Fakta:
Rundspørgen er lavet af Foreningen af Pensionerede Læger og Lægeforeningen. Den blev sendt ud til 5.400 mailadresser d. 16. marts om eftermiddagen. D. 18. marts havde 2.500 svaret og 1.261 pensionerede læger meldt sig klar.