Gå til indhold

Lange ventetider i lægevagten understreger behovet for en modernisering

Nyhed PLO

Debat: Vi ser frem til at indlede en dialog med regionen om en modernisering, der kan fremtidssikre den nuværende model for lægevagten i Region Syddanmark. Blandt andet skal vi have reduceret antallet af små konsultationssteder, hvor man uden for egen læges åbningstid kan blive tilset af en læge.

Af Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syddanmark
Michael Haslund, næstformand for PLO-Syddanmark
Morten Svenning Nielsen, formand for Vagtudvalget i PLO-Syddanmark


Der har i flere syddanske medier været omtale af eksempler på meget lange ventetider i lægevagten i Region Syddanmark. Enkelte regionspolitikere har talt om, at regionen bør overtage ansvaret for lægevagten, som det er sket i Region Hovedstaden og er på vej til at ske også i Region Sjælland.


Vi vil gerne på vegne af de praktiserende læger beklage de alt for lange ventetider, som mange borgere har oplevet denne sommer. Det er ikke godt nok, selv om eksemplerne med op til en times ventetid er meget atypiske. Langt de fleste venter heldigvis meget kortere.


De nuværende problemer skyldes, at da vi i januar lavede vagtplanen, undervurderede vi, hvor mange patienter der ville ringe i løbet af sommeren. Vi har fra januar til nu set en stigning på 46 pct. i antallet af henvendelser til lægevagten, givetvis på grund af genåbningen efter corona-restriktionerne. Og det er ikke nemt at skaffe ekstra læger her midt i sommerferien, selv om vi gør alt, hvad vi kan.


Vi vil dog gerne slå fast, at vi i Syddanmark, trods de nuværende problemer med feriebemandingen, har en fremragende lægevagt af høj faglig kvalitet. Det er en lægevagt, som er udviklet gennem årtiers nært og tillidsfuldt samarbejde mellem de praktiserende læger og regionen (og før det de gamle amter). Lægevagten drives for en beskeden sum penge – ca. 13 kroner om måneden pr. borger - og antallet af fejl er meget, meget lavt. 


Hvis vi på længere sigt skal have en vagtlægeordning, der ikke svigter, er der dog nødt til at ske en modernisering, hvilket PLO i årevis har efterspurgt. Dels har vi i dag nogle servicemål for lægevagten om, at der ved 80 pct. af opkaldene højest må være to minutters ventetid og ved 90 pct. af opkaldene højest fem minutter. Det er ikke realistisk i en tid med lægemangel. I andre regioner er de tilsvarende servicemål fem og ti minutter. Vi kan ikke se nogen grund til, at servicemålene i Syd skal være markant mere ambitiøse end i resten af landet.


For det andet skal vi have reduceret antallet af små konsultationssteder, hvor man uden for egen læges åbningstid kan blive tilset af en læge. Vi har i dag 21 konsultationssteder i vores region, og det beslaglægger rigtig mange lægekræfter, at alle disse steder skal bemandes.


Vi foreslår, at regionen følger Sundhedsstyrelsens faglige anbefaling om, at konsultationsstederne i lægevagten bør placeres i tilknytning til et akutsygehus. Det vil gøre det nemmere at sikre den nødvendige bemanding af læger til lægevagten. Og det vil give borgerne den tryghed, at de hurtigt kan blive tilset på et sygehus, hvis der er noget mere alvorligt galt.


PLO ser frem til at indlede en dialog med regionen om en modernisering, der kan fremtidssikre den nuværende model for lægevagten i Region Syddanmark. 


Hvis et flertal i regionsrådet i stedet ønsker at hjemtage lægevagten og selv løse opgaven, er regionen i sin gode ret til at gøre dette. Vi tror, det vil blive både dyrere og dårligere for borgerne i vores region, men det er naturligvis regionsrådets beslutning. 


Vi har et regionsrådsvalg om få måneder, og det er jo en oplagt lejlighed til, at partierne fortæller om deres visioner for lægevagten. Så kan vælgerne i sidste ende afgøre, hvad der skal ske med vores lægevagt, på bedste demokratiske vis.
*******************************************************************
Debatindlægget har været bragt i Fyens Stiftstidende den 3. august 2021.