Gå til indhold

Kommunale akutfunktioner skal sikre, at færre patienter falder mellem to stole

Nyhed PLO

PLO og RLTN har i forhandlingsaftalen om en ny overenskomst ønsket at skabe bedre sammenhæng og nærhed for patienten, at understøtte den praktiserende læges tovholderfunktion og at aflaste sygehusene. Derfor er der i overenskomsten afsat midler til at styrke de praktiserende lægers kommunikation med de kommunale akutfunktioner, skriver Lise Høyer i debatindlæg.

Af Lise Høyer
Formand for PLO’s Udvalg for Nær Sundhed

Den nye overenskomst for almen praksis indeholder en længe ønsket aftale om styrket samarbejde mellem de praktiserende læger og de kommunale akutfunktioner for hele landet.  

PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) har med aftalen ønsket:
•    at skabe bedre sammenhæng og nærhed for patienten 
•    at understøtte den praktiserende læges tovholderfunktion 
•    at aflaste sygehusene


Derfor afsættes der i overenskomsten midler til at styrke de praktiserende lægers kommunikation med de kommunale akutfunktioner.

Formålet med de midlertidige pladser kan være både aflastning, genoptræning og behandling. De to første formål hører naturligt under kommunen. Når formålet er behandling, kommer vi som praktiserende læger ind i et krydsfelt mellem primærsektor og sekundærsektor. Det ser vi ved de akutpladser, som findes i forskellig grad i mange kommuner enten for at undgå en indlæggelse eller efter en indlæggelse.  

Antallet af dage, en patient er indlagt, er reduceret væsentligt de sidste 10 år. Det stiller store krav til både den kommunale hjemmepleje og de praktiserende læger. Der samarbejdes tættere omkring de mere komplekst syge for at undgå indlæggelser. I mange kommuner er der etableret akutteams bestående af dygtige sygeplejersker, der har styrket observationen af patienten i eget hjem, så den nødvendige behandling kan iværksættes hurtigst muligt. 

Det er en vigtig del af den nye overenskomst, at den læge, der har henvist borgeren til akutfunktionen, også har det lægefaglige behandlingsansvar. Hvis sygehusbehandling fortsætter efter udskrivelse, har sygehuset behandlingsansvaret, indtil behandlingen er overstået, og borgeren overgår til almindelig sygepleje og dermed egen læge.

De patienter, der i dag kommer på en akutplads, er svært syge og visiteres ofte efter en indlæggelse. Sygehusene bliver stadigt mere specialiserede, indlæggelsestiderne bliver kortere, og der er sund fornuft i, at patienten får hjælp fra kommunen og egen læge frem for at optage en seng på sygehuset.

Men det er en hårfin balance, der ikke må tippe. Det er vigtigt, at de patienter, der har brug for en stabilisering i tilstanden, ikke udskrives for tidligt. Rigtigt mange, der udskrives til akutpladser, genindlægges inden for få dage til gene for alle involverede – ikke mindst den sårbare patient. 

Det er mit håb, at den nye overenskomst for almen praksis bliver første skridt på vejen til, at vi kan udvikle og styrke samarbejdet på tværs af sektorer, så vi i almen praksis kan give vores patienter mere sammenhængende forløb, så vi undgår, at de falder ned mellem to stole.


Det er vigtigt for os, at hjælpen gives det sted, hvor det fagligt giver bedst mening. Forhåbentlig kan de sundhedsklynger, som regeringen, KL og Danske Regioner har aftalt, at der skal etableres omkring de 21 akutsygehuse, bidrage til det.

*****************************************************
Debatindlægget har været bragt i Dagens Medicin.