Gå til indhold

Efter års ventetid skal ”strammerpakken” endelig evalueres: Gav den overhovedet mere patientsikkerhed?

Nyhed Lægeforeningen

Evalueringen af ”strammerpakken” skulle have været sat i gang for knap to år siden – altså før coronaepidemien. Nu har Sundhedsministeriet endelig sendt et kommissorium i høring. Det skal danne grundlag for evalueringen, som ventes færdig til april. ”Det er på høje tid. Nu må vi til bunds i alle konsekvenserne af ”strammerpakken”,” understreger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.

"

”Vi har ventet alt for længe på, at ”strammerpakken” og dens afledte konsekvenser bliver gået efter i sømmene. Nu lægger Sundhedsministeriet endelig an til at komme videre med den lovede evaluering. Det er godt, men ikke nok. Det skal også gøres rigtigt.”


Sådan siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, efter Sundhedsministeriet har sendt sit udkast til kommissorium i høring. Det skal være grundlaget for den lovede og længe ventede evaluering af en lovændring fra 2016, hvor man vedtog en omfattende ændring af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn. Men selvom læger og lægers erfaringer med den strammede lovgivning er helt centrale for at afdække dens konsekvenser, lægger Sundhedsministeriet ikke op til at inddrage Lægeforeningen i arbejdet.


”’Men det er ikke fyldestgørende for en ordentlig afdækning. Selvfølgelig skal Lægeforeningen være med – akkurat som andre faglige organisationer som FOA og DSR. Det er jo os, der – med baggrund den daglige kontakt til vores medlemmer - har det brede perspektiv på det strammede tilsyns konsekvenser på tværs af de mange enkeltsager,” siger Camilla Noelle Rathcke.


Gav stramningerne egentlig mere patientsikkerhed?
Helt overordnet er det afgørende for patientsikkerheden og sundhedspersoners retssikkerhed, at evalueringen afdækker, om den strammede lovgivning faktisk gav bedre patientsikkerhed samlet set, mener Camilla Rathcke.


”Man kan ikke sætte lighedstegn mellem antallet af sanktioner fra tilsynet mod sundhedspersoner og så bedre patientsikkerhed. Der skal også analyseres på, om der er skabt en åben og lærende kultur, hvor man aktivt drager læring af fejl. Er der den rette balance mellem sanktioner og læring? Eller gør det modsatte sig gældende. Kort sagt er vi nødt til at kende de afledte konsekvenser også,” påpeger Lægeforeningens formand.


I det hele taget er der et åbenlyst behov for forbedringer af området. Lægeforeningen forventer, at evalueringen bliver et afsæt for det.


Du kan læse hele Lægeforeningens høringssvar her


 


Baggrund om ”strammerpakken”:
Den 1. januar 2017 trådte den såkaldte ’strammerpakke’ i kraft. Den indeholdt en række stramninger af lovgivningen, så der skulle mindre til for at begrænse lægers og andre autoriserede sundhedspersoners adgang til at arbejde, hvis myndighederne vurderede, at de kunne være til fare for patientsikkerheden. Der blev også indført nye sanktionstyper. Fra politisk hold var hensigten, at stramningerne skulle højne patientsikkerheden. Om de så rent faktisk førte til mere patientsikkerhed, skulle en evaluering vise.


Tilbage i 2016 lovede regeringen, at stramningerne skulle evalueres tre år efter, de var trådt i kraft – altså i januar 2020. Senere blev der givet et løfte om, at evalueringen ville blive sat i gang før januar 2020. Det skete som bekendt ikke.


"