Der er brug for flere praktiserende læger og uddannelsespladser, men antallet gør det ikke alene

Indlægget er bragt i Altinget d. 9. februar 2023.

Vores sundhedsvæsen er presset. Medierne er fulde af historier om mangel på læger, sygeplejersker og andet personale, lægedækningstruede områder, lange ventetider, overfyldte akutmodtagelser, problemer med behandlingsgarantier og utilstrækkelig koordination mellem aktørerne. For slet ikke at tale om et utal af patienter, der kommer i klemme i systemet.

En robusthedskommission er nedsat for at se på sundhedsvæsenets problemer – og endnu inden den har afgivet rapport, har den nye regering besluttet, at der også skal nedsættes en kommission, der skal se på sundhedsvæsenets struktur. Og Sundhedsstyrelsen er netop nu ved at lægge sidste hånd på den kommende dimensionering af den lægelige videreuddannelse, som netop har været i høring.

Jeg ved ikke, hvad kommissionerne og Sundhedsstyrelsen vil komme frem til. Men jeg vil give et svar på et spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, og som er en del af løsningen: Hvad skal vi med 5.000 praktiserende læger?

Antallet gør det ikke alene

I den sundhedsreform, et bredt flertal i Folketinget aftalte i maj 2022, står der, at der senest i 2035 skal være 6.500 speciallæger i almen medicin. Det antages i aftalen, at det vil det svare til samlet over 5.000 alment praktiserende læger i 2035 – cirka 1.500 flere end i dag.

Det lyder af meget, men siden årtusindeskiftet er der kommet cirka 8.000 flere læger på sygehusene. I samme periode er antallet af praktiserende læger faldet med cirka 60.

Samtidig er arbejdsbelastningen i det nære sundhedsvæsen steget markant. Patienterne er i gennemsnit blevet ældre og mere syge – blandt andet som følge af, at flere (heldigvis) over-lever alvorlig sygdom. Derved er der opstået en alvorlig ubalance i vores sundhedsvæsen.

Flere praktiserende læger er derfor, som det anføres i sundhedsreformen, en afgørende forudsætning for, at vi kan omstille sundhedsvæsenet til flere indsatser tæt på borgerne. Men antallet gør det ikke alene. Flere praktiserende læger skal bruges med omtanke, så de kommer det samlede sundhedsvæsen mest muligt til gavn. Det indebærer, at vi først og fremmest skal fokusere på tre områder: Lægedækning, tilgængelighed og mere behandling i nærmiljøet.

Vi skal for det første have styr på lægedækningen i hele Danmark. Senest når vi er 5.000 praktiserende læger, skal alle borgere i hele landet have adgang til deres egen faste læge tæt på, hvor de bor. Og der skal være et reelt frit lægevalg for borgere i alle dele af Danmark.

Vi skal træffe svære valg

Det kræver en stor indsats. Dimensioneringen af den lægelige videreuddannelse for de kommende år bør sikre, at der oprettes et højere antal uddannelsespladser i almen medicin. PLO og Lægeforeningens bud er, at niveauet bør hæves fra 350 til 400 om året. For vi kan ikke løse udfordringerne med det antal praktiserende læger, vi er i dag.

Uddannelsen af nye almenmedicinere gør det imidlertid ikke alene. Vi er også nødt til at indrette vores system, så lægerne ikke kun nedsætter sig i de store byer eller de rige områder. Det bliver ikke let, men at få løst problemerne med lægedækningen er en bunden opgave. For vi kan i sagens natur ikke overdrage flere opgaver til det nære sundhedsvæsen, hvis patienten ikke har sin egen læge.

Har vi derimod tilstrækkeligt mange praktiserende læger i hele landet, vil det betyde, at alle borgere får en behandling af høj, ensartet kvalitet, der er præget af kontinuitet, personligt kendskab og fælles forståelse. Det vil sikre en større lighed i adgangen til sundhedsydelser, mulighed for yderligere behandling i det nære sundhedsvæsen og – viser forskning fra både Norge og England – færre indlæggelser, mindre brug af lægevagten og større overlevelse.

Når vi har fået styr på lægedækningen, skal vi for det andet se på tilgængeligheden til almen praksis. For den skal blive bedre, efterhånden som vi bliver 5.000 praktiserende læger. Det skal være nemmere at få en tid hurtigt, adgangen til lægen skal være mere fleksibel, og vi skal arbejde med den måde, hvorpå vi bedst udnytter alle mulige kontaktformer: Telefon, video, e-mail eller personlig kontakt, herunder sygebesøg og kontakt på plejecenter eller botilbud.

Men også her kommer vi til at skulle træffe svære valg. For i takt med, at vi bliver flere praktiserende læger, bliver der også flere patienter, som er mere behandlingskrævende. Ligesom det øvrige sundhedsvæsen bliver vi derfor nødt til at prioritere.

Tilgængeligheden i almen praksis skal være bedst for de patienter, som har de største behov, det vil sige patienter med kronisk sygdom eller ligefrem multisygdom, de ældste og mennesker med psykiske lidelser eller eventuelt misbrug og andre socialt udsatte personer. Også selv om det måtte komme til at have negativ indvirkning på tilgængeligheden for de mere raske og ressourcestærke.

Listen er lang

For det tredje skal vi bruge 5.000 praktiserende læger til, at langt flere patienter hjælpes i almen praksis og dermed undgår indlæggelse på sygehusene. For almen praksis kan og skal spille en større rolle i sundhedsvæsenet end i dag.

For eksempel for så vidt angår psykisk mistrivsel og behandling af mennesker med psykiske lidelser, hvor praktiserende læger kan tilbyde krise-samtaler og udredningssamtaler til afklaring af patienter med nyopstået psykisk lidelse eller stress, herunder børn og unge med angst. Eller når det gælder nogle af de 245.000 ældre, skrøbelige patienter, der hvert år indlægges på et sygehus, og som i højere grad bør tilbydes behandling i eget hjem eller plejehjem af erfarne sygeplejersker i samarbejde med praktiserende læger.

Alt dette kræver tid. Tid hos lægen, tid til koordination og tid til samarbejde. Listen over samarbejdsrelationer til gavn for patienten er lang: Sygehusenes speciallæger, psykiatrien i bred forstand, misbrugscentrene, lokale speciallæger, kommunernes hjemmepleje, plejecentrene, bostederne, børne- og ungeindsatsen og arbejdsmarkedsområdet.

I almen praksis samarbejder vi allerede bredt med alle disse grupper i dag, men flere praktiserende læger og øget tid til samarbejdet vil aflaste sygehusene i en fremtid, hvor antallet af ældre og antallet af kronisk syge og multisyge borgere vil blive markant større.

Hvis vores højt specialiserede supersygehuse ikke skal sande til i patienter – og de nuværende problemer på sygehusene ikke skal mangedobles – er der derfor ingen vej uden om at foretage en massiv udbygning af det nære sundhedsvæsen. Det er faktisk bare med at komme i gang.