Gå til indhold

Afdelingslægernes stilling: Nye projekter sætter skub i udviklingen i Nord

Nyhed Yngre Læger

Afdelingslægerne er en voksende og vigtig gruppe i sundhedsvæsenet, og de skal have bedre muligheder for at udvikle sig fagligt og lønmæssigt, mener Yngre Læger. Ved de sidste overenskomstforhandlinger fik Yngre Læger derfor en aftale igennem med Danske Regioner, der betyder, at der skal iværksættes en række forsøg eller projekter, som skal sikre en mere attraktiv stilling for afdelingslægerne. Projekterne skal sættes i gang i alle fem regioner i 2022 og 2023, og der er afsat 80 millioner ved OK21. Læs her, hvordan projektet drives i Region Nord.

Ina Houmann, der til daglig er afdelingslæge på gynækologisk obstetrisk afdeling i Nordjylland, er en ud af seks tovtoldere fra Yngre Læger, som er delvist frikøbt til at koordinere projekterne i de fem regioner. Ina er tovholder for afdelings-lægeprojektet i Region Nord. For hende er projektet en god forlængelse af diskussioner og forhandlinger, som allerede var i gang i regionen. Men med en overenskomstsikret aftale og penge i hånden, er der kommet ekstra skub i udviklingen af området, mener hun. 

”Efter femårsreglen er kommet til, har det handlet meget om, hvilke funktioner man kan varetage som afdelingslæge, og hvilke man ikke kan eller skal varetage - hvor er snittet mellem afdelingslægens opgaver og overlægens? Rigtig mange afdelingslæger brænder jo for deres fag og for at udvikle deres faglighed. De vil noget med deres arbejde, og det skal en femårsregel ikke lave benspænd for. Det kan ingen jo have gavn af. Så projekterne handler om, hvordan afdelingslæger fortsat kan udvikle sig fagligt og lønmæssigt”, fortæller Ina Houmann. 

Ifølge Ina handler det om at finde den rigtige balance for den enkelte læge mellem anciennitet, faglighed, udvikling, ansvar og løn. Og her rammer afdelingslæge-projektet godt ind i afdelingslægens virkelighed lige nu og her, for afdelingslægens rolle er ikke godt nok defineret, og der bliver ikke arbejdet nok med at finde en balancen for den enkelte, mener hun. 

Projekter med fokus på udvikling for afdelingslægerne – fagligt og lønmæssigt

I Nordjylland holder Ina, som tovholder for afdelingslæge-projektet, jævnlige møder med HR-direktøren, chefen for uddannelse samt alle sygehusdirektørerne i regionen. Sideløbende kører et spor, hvor afdelingslægerne også er involveret. Fx har alle afdelingslægerne været indkaldt til et møde i november 2021, men lægerne bliver også løbende inddraget pr. mail om projektet og til januar/februar planlægges et nyt virtuelt møde med afdelingslægerne. 

De første projekter skal defineres i december 2021 og så udrulles på afdelingerne i det nye år. Dog har man i Nord valgt en flad struktur, som gør, at afdelingslægerne selv kan komme med ideer til projekter og gøre det løbende – også efter december måned - når interessen forhåbentligt breder sig: 
”Lige nu ser vi blandt andet på projekter, som handler om at styrke den funktionsansvarlige afdelingslæge, der fx kan sidde med et fagligt ansvar indenfor særlige MR-scanninger. Vedkommende skal have mulighed for at udvikle sig fagligt, men også have ansvaret for at udvikle funktionen, som man sidder med. Herudover er der også tale om projekter, hvor den uddannelses-koordinerende yngre læge (UKYL) skal kunne opdatere sine kompetencer og udvikle sig som UKYL’er for på sigt måske at blive uddannelsesansvarlig overlæge. Begge funktioner skal man selvfølgelig have løn for. Andre projekter kan fx handle om tværfaglighed mellem afdelingerne”, fortæller Ina Houmann. 

Tid er den største udfordring

Ina Houmann er dog ikke i tvivl om, hvor den største udfordring er:

”Tiden er den største faktor lige nu. Hvordan skaber vi rum i klinikken til at køre projekterne på et tidspunkt, hvor vi er presset på alle fronter. Afdelingslægen skal ikke arbejde mere over for at få det her til at ske. Der skal være tid til projekterne, ellers har det jo ingen reel effekt og bliver bare en ekstra stress-faktor. Så vi arbejder for at få afdelingerne til at køre med på projektet og få skabt rum til udvikling”, siger Ina Houmann.

Kontakt Ina Houmann
Hvis du har spørgsmål om projekterne i Region Nord, kan du skrive til Ina Houmann på mail: FTR-03-aauh@trpost.dk